Every day | ✔

//Afsnit 10. | Elsket\\

"Hvad er det du vil have?" Skriger jeg og træder væk fra hende.

"Tjo, nu når du spørger. Dig, jeg vil have dig død. Medmindre vi laver en lille aftale?" En aftale med Aria. Det ville aldrig ende godt.

"Hvilken slags aftale?" Aria griner og nærmere mig.

"Dig for dine venner. Jeg lover, jeg ikke skader dine venner og loverboy." Jeg tænker over det. Ingen kommer til skade. "Tiden løber ud lille Håb."

"Og du lover du ikke røre mine venner og familie?"

"Jeg vil ikke engang krumme et hår," siger hun uden tøven.

"Jeg gør det," Min stemme lyder mere selvsikker end den burde være.

"Glimrende." Hun stiller sig foran mig, inden jeg når at reagere, slår hun alt luften fra mig og jeg falder om. Jeg har så meget smerte, at det føles, som om jeg er lammet. Mine øjne lukker i og besvimelsen indhenter mig.
°
°

"Vågn op!" Jeg får et spark fra siden og spætter. Hvor er jeg? Mine øjne er stadig halvlukket og jeg bruger alle mine kræfter for at åbne dem, men forgæves. Hun giver mig en lussing og stolen jeg er bundet fast til lander på gulvet. Nu ligger jeg på siden. "Er du vågen nu?" Det er mørkt og dystert. En smule fugtigt og lugten er muggent.

"Mhhm." Jeg har gaffatape på munden, mine håndled og ankler er bundet sammen med gaffatape. Aria får min stol op, så jeg sidder normalt og ser på hende med dræberblikket.

"Ikke se sådan på mig. Du skulle bare have holdt dig væk fra dine venner fra starten af." Jeg bliver ved og er fuldstændig ligeglad. "Nå.. Skal du være næsvis? Nå men så er jeg nødt til at," hun trækker noget frem bag ryggen og stikker den direkte ned på mit lår. Kniven holder alt blodet tilbage, der vil ud. Jeg skriger af smerte, da hun trækker den ud og blodet ryger med. Da godt en liter blod er ude af mit system, besvimer jeg igen og ser hun langsomt går op ad et par trapper. Et kort glimt af sollyset også væk igen.

<<Alec's Point of View>>

Hope! Jeg spurter efter hende og hun forsvinder ind i pigernesbygning. Jeg skynder mig alt hvad jeg kan og finder hendes værelse. Døren er åben, jeg venter maks et minut og går ind. Der er ingen. Hvor mon hun er? Vinduet er åben. Nej, det gjorde hun ikke. Jeg skynder mig hen til vinduet, ser for enden blod og et lig længere nede. Ambulancer og politi biler kommer. Sirener høres. Prøvede hun at begå selvmord? Tårerne løber ned ad mine kinder. Jeg havde kendt hende i knap en uge også sker dette.
Jeg løber alt jeg kan og løber efter Hope. En hel flok er kommet. Jeg prøver at komme forbi hele flokken og frem til Hope. En politibetjent skubber mig tilbage. "Du kan ikke komme forbi."

"Det er jeg sgu godt klar over, der er en irriterende betjent der står i vejen," fortæller jeg ham og ser på flokken. Mine øjne søger efter bekendte ansigter. William og Maggie. Jeg møver mig derhen og ser på dem. William ser ikke engang en smule ked af det, mere tænksom og Maggie græder øjnene ud. En pige med mørkt hår krammer Maggie.

"Hvad vil du?" William ser rasende på mig.

"Intet, hvorfor er du ikke såret?" Han ser irriteret på mig igen og svare alligevel.

"Det her ville Hope aldrig gøre. Tænk over det, ville hun virkelig begå selvmord på grund af en der truer hende? Løgn, Hope er stærkere end det." Maggie ser op og ser på William. William nikker bekræftende. Kan de læse hinandens tanker?

"Det må have været hende," siger Maggie såret og vred.

"Aria?" Jeg tænker over det og hendes besked. Det må jeg fortælle dem. "William, må jeg lige kort snakke med dig, alene?" Han går væk fra de andre og jeg følger efter ham.

"Hope fik en besked igår fra Aria. Det var en direkte trussel," fortæller jeg ham. Han ser tænksom ud.

"Vis mig beskeden." Vi lunter op til hendes værelse og leder efter Hopes telefon. Den ligger fint på natbordet. Jeg tager den op og indtaster koden: 2121. Jeg spurgte hende hvorfor 2121 Hope grinede nervøs og fortalte 'Forever 21' er hendes yndlingsshop. Det fik mig med det samme til at grine.
Jeg går ind på beskeder og finder den.

| Ukendt: Du bange for, at jeg dræber dig? Phh, dit mareridt vil komme til virkelighed. Vent og se!
Menneskerne omkring dig, dem du holder af, vil lide.
Oh og hvem er din nye loverboy? Du burde hellere passe på. Hvem ved? Måske vil der ske noget uventet, når du mindst forventer det.

"Det her.. ufatteligt," måber William og står lidt usikker på benene. "Men, hvad vil hun med Hope?"

"Det har du ikke lyst til at tænke på.." jeg lukker øjnene og ville ønske Hope her hos mig. Jeg må bare håbe på det bedste. Og bare rolig Hope, jeg vil finde dig.

<<Aria's Point of View>>

Udenfor bag om skolen er der trapper ned til kælderen. Jeg har fået fortalt at ingen har været dernede i de sidste par år. Hvilket gav mig den perfekte chance for holde Hope skjult, indtil den perfekte tidspunkt til at dræbe hende. Ihh, hvor jeg bare spændt på det øjeblik, hun er død for øjnene af mig.
Jeg gnider hænderne sammen. "Fryser du?" Lucky ser smilende på mig, ligger armen om mig og trækker mig ind til sig.

"Yeah, en smule." Min stemme laver jeg lyser end normalt. Jeg kysser ham hurtig på munden og ser uskyldigt op på ham. "Du vil aldrig forlade mig, vel?"

"Aldrig," smiler han og prikker min næse.

"Også selv om.. jeg gjorde noget som var forkert?"

"Folk laver fejl, det gør dem til mennesker." Lucky ser ud af vinduet.

Hvorfor har Hope så mange venner? Og er så elsket? Også dem hun ikke engang kender, fremmede som går forbi hende. Det jeg altid har drømt om. Mine forældre har altid hadet mig, de synes jeg er en skændsel for familien og mine søskende sagde altid ting, som for eksempel:

'Et monster'
'Irriterende'
'For tyk'
'Grim'

Derfor har jeg trænet hårdt for at blive bemærket og anerkendt. I dag er jeg høj og muskuløs. Jeg flyttede hjemme fra som 16 årig. Jeg kunne ikke klare at høre på mine forældre længere og det var bedst sådan fra begge parter. At få skældud blive kaldt uduelig og aldrig blive elsket. Hånet. Kærlighed er det, jeg har brug for. Det er alt jeg spørger om, er det for meget at spørge om?