Every day | ✔

//Afsnit 36. | Ingen kysseri\\

Mrs. Smith kommer ind efterfulgt af vicerektoren. "Vicerektoren og jeg har snakket sammen. Vi blev enige om Isla og Hope skal have eftersidning i en uge, 1 time hver dag efter skole." Jeg nikker bare, det var så farvel til arbejde og penge. "Smut så med jer, inden jeg ombestemmer mig og jeg skal personlig informere Isla om det."

Alec og jeg går side om side med hinanden. Sean er allerede gået hen til drengenes bygning. Stemningen er ret akavet og vi er usikre om, vi skal hver sammen eller gå hver til sit. Vi stopper op, da Alec telefon ringer. Jeg stiller mig foran ham og ser på ham. Han kigger slet ikke på mig.
"Hey William."
"Ved skolebygningen, hvor er i?"
"Lige nu?" Nu kigger han på mig og væk igen.
"Hun har det fint. Okay, så ses vi." Jeg tripper med foden og ser på ham. Han ser på mig og ligner også en der venter.

"Hvad sagde han?" Jeg spørger direkte og ser ned. Sommetider er jeg lidt for direkte. Måske skulle Alec og jeg holde os lidt væk fra hinanden. Han er måske ligeglad med mig? Hvorfor skulle han så slå Sean ned? Og..

"Hey!" Maggie går bogstaveligtalt attack på mig og krammer mig hårdt ind til sig. "Dig har jeg savnet. Det er som om, vi ikke har været sammen overhovedet?"

"Du burde holde dig 2 meter væk fra mig. Jeg har tomatsovs over mig." Jeg smiler falsk og ser væk. Hvorfor smiler jeg falsk? "Har i noget imod at vente her? Så jeg kan få skiftet."

"Intet problem," svare William og smiler beroligende til mig.

"Jeg tager med dig, så kan i vente her." Maggie ser på mig og smiler. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ser kort på Alec og han ligner en der har noget i sig. Men holder det for sig selv. "Ikke noget med at slås, hvis jeg ser du får et eneste skramme, bliver jeg sur. Mh?" Maggie ser seriøst på William.

"Drenge slås, det er sådan vi vokser op og vores barndom." William griner kort, da han ser Maggies ansigt. "Undskyld, jeg skal gøre mit bedste." Han kysser hurtig hendes kind. "Skynd dig nu, inden jeg holder fast i dig og.." Han hvisker hende noget i øret. Hun nikker og rødmer kort. Lige da, hun skal til at gå hen til mig og tage afsted til pigernes bygning. William trækker Maggie ind til sig kort og kysser hende endnu en gang på hendes kind. Hun rødmer.

"Will, de andre er her også. Jeg har fortalt dig-"

"Ingen kysseri, når der er andre og de vil føle sig ubehagelig til mode. Det er ikke, fordi du siger det hvert andet sekund? Jaja."

"Det er, fordi du ikke giver mig andet valg, vel?" Hun stiller sig på tæer og klapper ham på hovedet. "Det er godt, du lytter til, hvad jeg siger."

"Trofast, i told you."

"I knooow!" Maggie vender sig væk fra William og svinger sig under min arm. "Jeg elsker ham virkelig," indrømmer Maggie lykkelig og smiler glad. Jeg griner og nikker glad for deres vegne.

"Tro mig, det er jeg godt klar over. Det er godt, at I har et godt forhold til hinanden imodsætning til andre.." Vi kommer ind på mit værelse på andet etage.

"Hvem?" Hun ser forvirret ud og leder efter noget tøj i mit skab.

"Du ved.." skyller mit ansigt. "Alec og jeg. Jeg ved det ikke? For jeg er ret forvirret om, hvor vi står? Har vi overhovedet noget? Ah, jeg ved det ikke. Det er forvirrende, sommetider smutter han bare ud af det blå og snakker ikke til mig. Det næste, slår han en i gulvet og beskytter mig."

"Garanti på at i har noget sammen. Men Alec er kompliceret og måske? Har han svært ved at udtrykke hvor meget han elsker dig?" Hun har en pointe.

"Sagde du lige garanti?"

"Der er intet glat med at bruge det ord." Maggie bruger de mærkeligste begreber til at forklare ting. Men hun er simpelhen så elskværdig. Jeg er glad for at være hendes ven. "Men, hvis du er nysgerrig? Hvorfor spørger du ham ikke direkte?"

"Det kan jeg da ikke?" Jeg går ud fra badeværelset efter at have fået renset ansigtet og lidt af mit hår. "Hvad ville han ikke tro? At jeg er vild med ham?"

"Men? Er du ikke også det? Hope du forvirre mig? Kan du lide ham eller ej?"

"Jeg kan.. Jeg ved det ikke.." Jeg sukker, hvad føler jeg?

"Det okay Hope. Du er bare ung og forvirret. Desuden har du været igennem en hel del." Jeg nikker kort. Mit blik vandre hen på min seng og ser sættet hun har fundet. Mine ynglings blå jeans, lightwash. En grå sweater med en lille krave.

Som forventet, mine bukser er for store og jeg er nødt til at have en bælte. "Du har tilfældigvis ikke et bælte?"

"Jo, lad os gå hen til mit værelse."
°
°

"Det tog sin tid." William ser på os begge. "Du ser godt ud, Hope." Jeg rødmer og nikker kort.

"Tak.." Jeg kan ikke finde ud af at tage imod komplimenter. "Hvor skal vi hen?"

"Hemmelighed," svare Maggie glad og har armene rundt om William. Vi går ud mod parkeringspladsen. "Skal vi ikke køre i en bil?" Foreslår Maggie.

"Selvfølgelig," William smiler. "Hvad siger i?" Alec nikker.

"Yep, med på alt." Vi sætter os alle ind i Williams bil. Maggie og jeg sidder bagved. William og Alec foran. Jeg hviler hovedet på Maggies skulderen. "Du har den perfekte højde."

"Ikke hvis det kommer fra mig og William." William høre det og griner.

"Hvad? Jeg elsker din højde og det ved du." Maggie fniser og ryster på hovedet.

"Hvorfor beder du mig så om at tage høje hæle på?"

"Fordi, du ser godt ud i dem og det er lettere at kysse dig på den måde. Indrøm det, du elsker at kunne kysse mig." Jeg griner højt og begraver mit hoved i Maggie skulder. Den her samtale får en hel anden drejning. Hvilket er hylende morsomt.