Every day | ✔

//Afsnit 42. | Udtryksløs\\

<<Sean's Point of View>>

"Isla, jeg kan ikke snakke lige nu. Jeg er sammen med de andre, hvis de ved jeg snakker med dig nu. De vil tro noget forkert."

"Hold mund og lyt lille 1.g'er. Det du skal gøre er på fredag.." Isla snakker videre om hendes lille plan. Jeg ved ikke rigtig, det her ved at tage overhånd og jeg vil ikke mere. Men jeg har en bedre plan.

<<Hope's Point of View>>

Sean kommer indenfor og går hen mod os. Han ser fraværende væk. "Er du okay?"

"Selvfølgelig," smiler Sean og ligger armen om mine skuldre. "Er i færdige med at arbejde?"

"Yup, vi kan tage tilbage til skolen nu," svare William. Vi siger farvel til Sierra, går ud til Williams bil og sætter os ind. "Det er ret sent, så jeg tænker det var slut på vores lille eventyr. Derefter kan vi sove." Der kommer mumlende 'yeah' fra os alle. Jeg sidder imellem Sean og Alec. Mit ben ryster jeg, det er en vane og jeg kommer sikkert ikke fra den. Jeg mærker en hånd mod mit knæ og jeg stopper med det samme.

"Hvad?" Jeg ser forvirret på Alec, selvom jeg har på fornemmelse, at det er mit ben og han vil have mig til at stoppe.

"Dit ben."

"Hvad er der med mit ben?" Spørger jeg, fisker efter et konkret svar.

"Ja, hvad er der med hendes ben?" Jeg ser på Sean, som ser på Alec og jeg ser tilbage på Alec. Alec stirre på Sean.

"Intet." Okay, det her er akavet. Hvornår er vi her? Oh, vi er her nu. Maggie og William går forrest. De har armene rundt om hinanden og driller hinanden. De er så nuttet sammen.

"Hvor længe har du arbejdet hos Café Océane?" Spørger Sean.

"Oh, lige siden 1.g, så omkring de 2 år."

"Vil du fortsætte med at arbejde der efter High School?" Jeg trækker på skulderne.

"Det ved jeg ikke, men det kommer nok til den tid."

"Nå, vi ses imorgen." Sean læner sig ind over mig og giver mig et kram. Jeg klapper ham let på ryggen, trækker mig og smiler. Jeg stiller mig på tæer og giver Alec et hurtig kram.
Maggie og William venter på mig ved pigernes bygning.

"Er det hos Maggie denne gang?" Griner jeg kort.

"Yeah, så kan jeg dufte hendes duft i hvert krog." Maggie slår blidt Williams skulder, efter han har sagt det. Hun får let røde kinder.

"Will, du siger de mest mærkeligste ting! Især foran Hope og de andre."

"Jamen, det er bare min kærlighed til dig, er så stor. Det kan næppe holde til at være mellem dig og mig. Nå, lad os se at komme indenfor." Vi går alle indenfor, op ad trapperne og jeg stoppe ved andet etage.

"Vi ses imorgen."
°
°
°

Mit værelse, jeg føler det er et gerningssted. Aria der truer mig, jeg burde lade være med at tænke på det. Men det er så svært. Ærligtalt er jeg mentalt skadet, det må jeg indrømme. Jeg sukker, stop så. Hvis du bliver ved sådan her, kommer du aldrig videre. Jeg skifter til lange natbukser og en hættetrøje. Efter det børster jeg tænder og skubber håret bag øret.

*Bang* *Bang*

Omg, hvad sker der? Mit hjerte banker hurtigere og jeg får det rigtig varmt. Jeg får svedige håndflader. Lyden kommer igen, det kommer fra vinduet af og jeg går forsigtig derhen. Jeg kan se en skikkelse, men jeg kan ikke se hvem det er. Skal jeg eller ej?

Der er ingen vej udenom og jeg vil vide hvem det er. Jeg åbner vinduet, det er dobbeltvindue, så hvis du drejer håndtaget 90°, så åbner du vinduet helt. Men hvis du drejer til 160° åbner du halvt. Jeg åbner den helt - 90°. "Hvem er du?"

"Hope, det mig Alec."

"Er du klar over, hvad klokken er?" Mange. Det er ret sent. 23:37.
Vi skal i skole imorgen og jeg har en tid hos hospitalet midt i skoletiden.

"Du vågen. Jeg kommer op til dig." Vent, nej.

"Alec.." Han er allerede inde i bygningen. Jeg låser døren op og stiller mig hen til vinduet igen. Døren åbner og Alec kommer ind. Han går hen imod mig. "Hvad var det, der var så vigtig, at du skulle-" Han krammer mig tæt ind til sig. Jeg stryger let hans ryg og han knuger mig ind til sig. "Alec, du gør mig bange. Er alt som det skal være?" Alec trækker sig tilbage, men stadig armene rundt om min nakke og hviler underarmene på mine skuldre.

"Yeah, det- ikke noget. Det kan vente." Han stryger mit hår og ser på mig. "Skulle du noget imorgen?"

"Hospitalet, tjekkes undersøges. Hvad de end kalder det."

"Hvad sker der, hvis det ikke som det skal være?"

"Ikke noget? Jeg skal bare vænne mig til at spise igen, Alec. Det er ikke så galt igen," svare jeg stille.

"Du har næsten ikke spist noget, det bekymre mig." Han ser med triste øjne på mig.

"Alec, er du sikker på, du er okay?" Han ligger armene rundt om mig igen.

"Jeg er bare.. ude ved stranden. Det var min skyld det hele og jeg havde ingen ret til at råbe ad dig. Men, jeg blev bare så.. jaloux." Jeg trækker mig fra krammet og ser ham ind i øjnene. Han er underlig ked af det, men der er noget mere. Han ser mere.. knust ud end ked af det.

"Alec, det er ikke din skyld. Jeg kan forklar, jeg-"

"Det okay, hvad end det var. Kan det være ligemeget."

"Men-"

"Det min bedstemor." Jeg nikker og tænker tilbage til hendes varme imødekommende smil. Jeg smiler ved tanken, kommer til virkeligheden og mit smil falmer. Alec ser så udtryksløs ud.

"Er der sket noget?" Jeg aer hans kind med min håndryg. Han tager min hånd, flader den ud, hviler hovedet mod min hånd og lukker øjnene.

"Hun er død," siger han med rystende stemme. Jeg gisper og tager mig til munden.