Every day | ✔

//Afsnit 23. | Bevidstløs\\

"Tænk på, at du nu har fri tøjler og kan spise så meget du vil," griner han og ser glad ud.

"Ja? Eller nej. Jeg er ikke den type, der elsker at spise. Nogengange glemmer jeg det også og springer madet over hvis jeg for eksempel er midt i noget," forklare jeg ham. Alec og jeg, ligger på siden, hviler vores hoveder på vores egen hånd og ser på hinanden. Maggie og William, gik til deres eget værelse. Læg mærke til 'eget' værelse. Hvilket i mine øre betyder enten er de begge hos den ene eller den anden. Jeg sætter mig langsomt op og Alec følger mig med øjnene. "Hvad skal du?" Min arm sover og det prikker.

"Jeg tror, jeg også skal tilbage på mit værelse," fortæller jeg stille og noget i mig har slet ikke lyst til at forlade ham nu. Han kunne måske fornemme det?

"Vil du ikke blive?" Han sætter sig op og sidder overfor mig. Jeg føler mig igen lille og nikker.

"Klart, hvad er klokken?" Ingen mobil, så jeg ved aldrig hvad klokken er og Alec har ingen ur herinde.

"Den er 17:30," svare han. "Skal vi ikke have aftensmad?" Jeg nikker kort og rejser mig op fra sengen. Hans køleskab er tomt. "Yeah, den er tom." Han ånder mig let i nakken og jeg får kuldegysninger. Jeg skælver let. "Fryser du? Vil du låne en af mine hættetrøjer?"

"Ja tak," svare jeg og nikker. Han finder en hvid hoodie med et print midt på brystet, hvor der står 'Peace' inde i en rød firkant. Han rækker den til mig, men trækker den til sig.

"Du behøver ikke at tale formelt til mig. Det er du godt klar over, ikke? Ja, jeg ved, jeg er ældre end dig, men jeg får det dårligt med, at du skal snakke pænt til mig." Derefter rækker han den til mig og jeg trækker den ned over mig. Jeg undlader at svare ham. Taler jeg da formelt til ham? Det har jeg ikke rigtig lagt mærke til. Han er igang med at tage overtøj på, og vender sig om, da han er færdig og ser så smilende på mig.

"Du ser sød ud i min hættetrøje," smiler han. Jeg smiler tilbage.

"Jeg synes nu, jeg ligner en der drukner i en hoodie." Det får Alec til at grine og jeg bliver helt varm. Alec gemmer noget bag ryggen. Jeg går rundt om ham for at se hvad han gemmer bag sig, men han følger med rundt og jeg får intet at se. Jeg ser op på ham og spidser trist læberne. Han trækker den frem bag ryggen. Læderjakken. Ikke et hvilket som helst læderjakke, men den læderjakke jeg lånte den første dag, vi mødtes også en smut forbi stranden. Pludselig vokser vreden og de forfærdelig minder. Jeg river jakken ud af hænderne på Alec og leder ivrigt efter den.
Alec tager jakken ud af mine hænder og jeg rækker desperate ud efter den. "Giv mig den!"

"Hvad går der af dig, Hope!"

"Giv mig den, Alec." Jeg siger det med en behersket stemme og rækker ud efter den. "Giv mig den så!" Alec kaster den hen mod sengen og jeg fare efter den. Jeg når ikke længere end et halvmeter og mærke arme om mig. Han vender mig rundt og ser mig i øjnene. Jeg lukker hurtig øjnene i og ser ned.

"Græder du? Ikke græd, hvad var det du ledte efter? Jeg skal nok hjælpe og jeg ked af jeg råbte før." Jeg knuger hans trøje i min hånd og mine ben giver efter. Det næste er uklart. Jeg læner mig tungt op ad Alec. "Hope?! Er du der?-"
°
°
°

Hvad skete der? Mit hoved..
"Alec?" Kalder jeg. Sengen bevæger sig og det er Alec ved min side.

"Du vågen!" Jeg nikker og ser forvirret rundt i mørket. Alec må have set mit ansigt og tænder natlampen på natbordet. "Jeg var simpelthen så bekymret, Hope. Det må du aldrig gøre igen."

"Undskyld jeg gjorde dig bekymret. Jeg.. det var ikke min mening.." Han ryster på hovedet.

"Jeg er bare glad for, du endelig vågnede."

"Hvor længe var jeg væk?" Han tjekker sin mobil.

"Godt 4 timer," svare han.

"4 timer!" Jeg flipper ud. Bevidstløs i 4 timer? Rolig Hope, der sker intet. Det skal nok gå. "Undskyld," for at jeg flippede ud. Jeg skubber mit eget behov væk. "Har du spist?" spørger jeg roligt.

"Hvordan skulle jeg dog spise, når du var bevidstløs?" Han stirrer på mig, som om jeg var en gåde. Jeg får det dårligt af, at det er min skyld, at han intet fik spist. Jeg smiler og ignorer hans bekymring om mig.

"Det tager jeg som et nej." Alec smiler, men ikke et smil der når op til øjnene. Jeg sukker og ser ned på skødet -dyne. "Er det her din pyjamas?" jeg tager fat og trækker den lidt ud. Det må være silke. Den er meget behagelig at have på. "Silke?"

"Silke," bekræfter han. Jeg fjerner blikket fra pyjamaseen og ser på Alec. Han studere mig. Jeg læner mig frem og sætter hånderne foran hans øjne. "Hvad nu?" spørger han grinede. Jeg fjerner mine hænder og rejser mig op fra sengen.

"Lad os komme væk herfra." Jeg hiver pyjamasbukserne op og holder dem der. Alec ser smilede på mig, imens han rejser dig op fra sengen i bare overkrop. Jeg synker nervøs en klump og ser væk. "Hvor har du lagt mine bukser?"

"De er til vask." Jeg ser på ham og han er igang med at tage en t-shirt på. Han stirre på mig. "Har du lidt problemer med bukserne?"

"Ja mon ikke," svare jeg og han begynder at grine. Idet mindste har en af os det sjovt.

"Jeg seriøst elsker den måde  du udtrykker dig på."

Ked af det..
Afsnittet er slut.
MEN!
Den næste er en efterfølger, YAY!
Glæd jer❤️❤️