Every day | ✔

//Afsnit 5. | Solopgangen\\

Hvad mon klokken er? Jeg sætter mig langsomt ind i jeepen igen og leder efter et ur. Alec mobil ligger ved siden af gearkassen. Jeg tager den imellem mine fingre og trykker på startknappen. Klokken er 4:59. Lige da jeg slukker mobilen, ringer den og jeg er ved at tabe mobilen. Alec vågner og ser på mig. "Har du taget min mobil?" Han gnider sine øjne, lyder ikke så vred over, at jeg holder hans mobil.

"Jeg skulle bare se hvad klokken var og hvorfor har du sat en alarm til klokken 05:00?"

"Det.. det jeg ville bare se solopgangen." Jeg ser forbløffet på Alec og giver ham sin mobil tilbage.

"Undskyld, jeg tog din mobil uden tilladelse," undskylder jeg og spidser læberne. Han smiler og ser ud mod horisonten.

"Det okay, jeg troede ikke, du kunne finde på at tage andres ting." Han klukker og læner sig tilbage.

"Hvad mener du med det?"

"Du virker alt for.. sød til den slags," svare han, som om det var indlysende. Det passer ikke.

"Det er løgn, jeg er altså ikke blødsøden," siger jeg let fornærmet. Det er jeg altså ikke. Han trækker på skulderne og går ud af jeepen. Jeg gør det samme og pludselig sidder han oppe på taget af jeepen. Alec ser ned på mig og jeg ser op.

"Kommer du op?" Jeg har aldrig været så god til at klatre og slet ikke på en bil.

"Oh jeg kan ikke komme derop," mumler jeg pinligt og peger op på taget.

"Det okay, jeg skal nok hjælpe." Han springer ned fra taget og lander perfekt ved min side. Jeg forstørre mine øjne. "Først går du op bagi." Han løfter mig op bagi og jeg ser på, at han selv kommer herop. "Okay, så skal du hoppe op fra taget herfra." Jeg nikker og placere mine hænder på taget. Jeg bruger alle mine kræfter til at komme op og et lille hop. Det mislykkes. Alec griner ad mig.

"Ikke grin ad mig!" Jeg rødmer og ser væk.

"Okay, hvad med jeg løfter dig derop?" Han tager fat om mine hofter og løfter. Jeg lander med benene først og får en støttende hånd på ryggen. Hvis nu jeg skulle falde bagom. Jeg sætter mig med foldede ben og ser smilende på Alec, da han kommer op af sig selv. "Imponerende ikke?" Griner han rystende på hovedet.

"Yeah, men du har sikkert prøvet det flere gange." Han ignorer mig og sætter sig og ser igen ud mod horisonten. Lyset fra solen er vidunderligt og helt magisk. Jeg sidder bare fascineret over udsigten, da jeg vågner alt for sent til at kunne opleve det her. Det er sjælden, jeg ser solopgangen. "Det er smukt," mumler jeg.

"Yeah, det ved jeg, jeg er," smiler han og vender hovedet mod mig. Jeg skubber let hans skulder og smiler. Hvor han fjollet. "Det her kunne jeg godt vænne mig."

"At se solopgangen?"

"Nej, at se solopgangen her med dig. Det er afslappende og fjerner alle mine tanker på.. ting." Jeg nikker. Det helt præcis sådan jeg tænkte. Man er så optaget af solen, at man slet ikke bemærker alle ens problemer i livet. Alle de op- og ned ture man har haft. Nuet er det eneste vigtige i øjeblikket.

"Også mig," sukker jeg glad. Det minder mig om Lucky og Aria. Hun har bare med at være god ved Lucky eller så banker der. Men hvad kan jeg gøre? Hun tvære mig ud med et slag og jeg er alt for svag. Mason tror ikke på mig og hvis jeg fortalte, de andre det? De ville tænke det samme. 'Hope er bare jaloux' Jeg indrømmer, jeg er super ked af det, men det vigtigste er om Lucky er lykkelig eller ej. Det er han nok, men han aner intet om, hun er en dæmon. Alec rør min kind og stryger sin tommelfinger over min kind. Jeg ser op og ind i hans blå øjne. "Græder jeg?" Hvisker jeg.

"Nej," han ryster på hovedet. "Du så bare så smuk ud, at jeg ikke kunne lade vær." Jeg nikker, det er sikker løgn. Der var helt sikkert en enkel tåre løbende ned ad min kind.