Every day | ✔

//Afsnit 14. | Aftalen\\

<<Aria's Point of View>>

"Aria," kalder Hope, jeg stopper med at cirkle rundt om hende og standser foran hende. Hopes søster ser mærkelig og forvirret på mig. Jeg kom herned for lidt over et kvarter og tog deres gaffatape af dem.

"Hvad?" Jeg stirre utålmodig på hende og venter på, at hun snakker.

"Lad Faith gå," siger hun bønfaldende og ser såret på mig. Det må være hendes svaghed, hendes familie. Åbenbart var det ikke bare Lucky.

"Hvorfor skulle jeg dog gøre det?"

"Faith har intet med det her at gøre." Er hendes svar.

"Uddyb det og jeg vil overveje det."

"Jeg er fuldkommen ligeglad med at du klipper mit hår og smadre mig. Men det er ikke fair for Faith at være hernede. Det har hun ikke fortjent."

"Det er det da, hun er..-" jeg afbryder mig selv og smiler. "Du har ret, jeg burde slippe hende fri." Jeg vender mig rundt og bukker mig ned til Faith. Med et snuptag har jeg en kniv i hånden fra min baglomme. De var ved at slippe væk fra gaffatapen, derfor skiftede jeg dem til strips istedet for. Jeg skære den ene op om hendes håndled og hendes ankler. Hun er svag og svækket bare ved få dag at være hernede. Jeg tager fat om hendes overarm, trækker hende op og stå. Jeg hiver hende med op af trapperne, låser døren og hvisker til hende. "Løb, mens du kan."

<<Faith's Point og View>>

Lyset er skarp selvom det er efterår. Jeg lukker kort øjnene og åbner dem. Mine ben og arme er følelsesløse. Det der overrasker mig er, at jeg er på Hopes skole.
En fyr lunter hen til mig og hjælper mig på benene. "Er du okay?" Jeg nikker og er stadig i chok. "Er du ikke Hopes søster?" Jeg nikker igen.

"Kan du mon.. fortælle mig hvor William og Maggie er?" Han ser på mig og nikker. Mine ben kollapser og fyren griber mig lige inden. Jeg trækker mig hurtig væk og prøver selv at stå oprejst.

"Klart og bare rolig, jeg gør dig intet. Jeg er rent faktisk venner med din søster Hope, jeg er Alec." Jeg nikker og vi går ind i en af de 3 bygninger. Den bygning vi går ind i er rød. På tredje etage banker Alec på en dør, men ingen svare. Jeg bliver pludselig urolig, hvor mon de er?

"Bare rolig, hvis de ikke er hos Maggie er de hos William." Stille og roligt med Alec støtte er vi henne ved den blå bygning. Jeg bliver lettet over William åbner døren, da vi banker på. Maggie skynder sig hen til mig og krammer mig tæt ind til sig. William lukker døren bag os.

"Hvor har du dog været? Mason har været frygtelig bekymret."

"Jegernødttilatlåneenmobil!" Jeg har været rolig alt for længe og bevaret fatningen, men det er svært, når man ved præcis hvor Hope er og intet kan gøre.

"Slap af Faith, du ser forfærdelig ud.-"

"Nej!" Jeg tager mobilen ud af Williams hænder, skriver Maggies navn som kode og leder efter Masons nummer i Williams kontakter. Da jeg ser nummeret ringer jeg op med det samme. Utålmodigt tramper jeg let med den ene fod.

"Hey Will." Høre jeg nedtrykt fra den anden ende.

"Mason, det mig Faith, der er ikke tid til at forklar så lyt. Jeg ved hvor Hope er, du er nødt til at ringe til politiet og få dem hen på Hopes skole. Elsker dig!" Også lægger jeg på.
Alec sætter begge hænder på hver af mine skulder og rusker mig let.

"Hvor er Hope?!"

"Aria har kidnappet hende, der hvor du fandt mig for lidt..-" Alec er allerede ude ad døren. Jeg vender mig rundt og ser på William. "William, Alec får brug for dig. Aria er ikke som enhver anden pige. Hun har våben på sig og Alec kan komme slemt til skade." William går ud mod døren og Maggie følger efter.

"Hvor tror du, du skal hen?" William ser mistroisk på Maggie.

"Med dig selvfølgelig," svare hun uden tøven.

"Tro om igen, det er for farligt og jeg kan ikke risikere noget."

"Men, vi lovede hinanden, at..-"

"Maggie søde, det her er anerledes," han trækker hende ind til mig, "du kan komme til skade og Faith har brug for dig. Vær sød og lytte til mig denne ene gang, ikke?" Hun sukker og nikker.

"Men jeg sværger, hvis der sker dig noget. Lover jeg dig for, at du er så godt som død." Hun kysser hurtig hans kind og William spurter ud. Jeg sukker, håber de når det i tide og intet sker dem.

<<Hope's Point of View>>

"Så det tid," kommer det fra Aria. Jeg forstår ikke rigtig hvad hun mener. Hun stiller sig bag stolen, jeg sidder på. Pludselig høre jeg en lyd oppe ved døren og ved allerede hvad der er sket. Mine arme og ben er pludselig fri. Aria river mig op ad stå. Min krop har ingen kræfter og jeg falder tæt ind til Aria.

"Hvad skal vi?"

"Bare vent og se," fortæller Aria sukkersødt. Jeg lukker øjnene og er ved at besvime ved bare at bruge kræfter til at stå oprejst. Døren banker kraftigere, pludselig kommer der skarp lys ind og jeg lukker automatisk øjnene. Jeg kniber let øjnene åben, men åbner dem helt da jeg ser en bekendt ansigt.

"Alec!.." En hånd placere over min mund og jeg bliver trukket en smule tilbage, så jeg læner op af Aria. Jeg mærker noget blive presset mod min hals og ud af øjenkrogen, får jeg øje på det. Det mørke våben i hendes hånd, en pistol. Jeg griber fat i hendes arm, bange for hun vil skyde.

"Et skridt mere og det bliver det sidste du ser til din kære Hope," griner hun.

Alec tager et trin mere. Aria sigter direkte mod Alec og han stopper op med hænder hvor de kan ses. "Tag det roligt Aria. Jeg gør dig intet." Han er nede ved det sidste trin.

"Stop!" Skriger Aria og ryster med pistolen. "Eller jeg trækker på aftrækkeren!" Han træder tættere. Jeg fjerner hendes hånd fra min mund.

"Stop Alec!" Aria slipper mig fuldstændig og jeg falder direkte ned på gulvet. Aria har begge hænder om pistolen og jeg kan pludselig ikke mærke smerten i hele min krop. Jeg springer mig op at stå, direkte foran Alec og krammer ham ind til mig. Hele min krop ryster af chok, da jeg får en kugle direkte ind i min højre skulder.