Every day | ✔

//Afsnit 57. | 1 Sandwich - 2 Personer\\

Den næste dag, fandt vi ud af Kaito og deres far var på besøg hos en af hans familiemedlemmer. Det blev ret sent og de sov bare derover. Jeg sidder ukontrolleret med foden. Inden længe skal jeg op til eksamen. Hvilket er ret anspændende, men jeg ved, at jeg klare den. Maggie og Williams hjælp er virkelig en stor hjælp, må jeg indrømme. For de forrige lektioner jeg havde, fattede jeg hat af hvad de snakkede om -mine lærer, men nu kan jeg rent faktisk forstå hvad de snakker om. Det er en følelse, der fortæller mig, at der er sket fremskridt og gør mig lykkelig.

Desværre skal Alec og jeg holde afstanden. Hvad det angår, tror jeg det gør vores forhold stærkere og længes efter hinanden mere. Alle vores små hyggelig stunder sammen, gør det mere meningsfuld og lykkeligere end nogensinde. Vi værdsætter hinanden mere og mere.

Efter flere timers, fysik og matematik er jeg udmattet. "Hope, inden længe er ud færdig med eksamenerne også er det tid til det store vinterbal!" Smiler Maggie og klapper i hænderne. Hun ser mit ligegyldig ansigtsudtryk. "Er du da ikke spændt på det?" William sætter sig grinede ved siden af mig. Jeg ligger mig på sengen, spredt ud som en søstjerne.

"Mag, er lidt for spændt," smiler William. Jeg griner kort.

"Ja, en smule," svare jeg enig med William.

"Hold op, det er vores sidste bal sammen. Det er du godt klar over?" Han rejser sig op og går over til hende.

"Jo selvfølgelig," svare han og ligger armene om hende.

"Har i ikke allerede været med et bal sammen?" Spørger jeg dem. Man skulle tro, de altid har været sammen og hele tiden været ved hinanden?

"Kompliceret. Vi var ikke sammen der, men ja. Det er glemt nu og vi er sammen nu," forklare William handicappet og jeg ryster smilende på hovedet. "Jeg har problemer med at forklare det, okay?"

"Du er en mand med få ord, Will." Maggie klapper ham trøstende på ryggen. Jeg stirre ud i ingenting. Hvad mon Alec laver lige nu? Mon han også tænker på mig, som jeg tænker på ham. Savner han mig, som jeg savner ham?

"Ved i hvad Alec laver?" Spørger jeg og sætter mig op. Jeg ser håbefuldt på dem begge.

"Nej, desværre," svare Maggie og spidser læberne.

"Men det kan vi finde ud af," siger William og smiler til mig. Jeg ser forvirret tilbage. William ringer til en og holder telefonen op til øret. "Hej, jeg er sammen med en desperat pige, der virkelig savner en desperat fyr. De  savner virkelig hinanden og jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle stille op. Derfor tænkte jeg, hvorfor ikke ringe Alec op?" William skynder sig at sætte telefonen på højtaler og kaster den på sengen ved siden af mig. Pludselig fylder Alec varme grin hele mit værelse og jeg får det varmt indeni. Jeg smiler overdrevet.

"Hvor sjovt, William. Jeg er ikke desperat, men jeg savner Hope. Du skulle bare bringe det op mand?" Griner Alec. Jeg får det varmt, da han indrømmer, at han rent faktisk savner mig.

"Tja, du kender mig. Hvad laver du i øjeblikket?" Alec tøver.

"Jeg laver ikke rigtig noget? Jeg er alene på mit værelse, har du noget imod at komme herover efter du er færdig med at hjælpe Hope? Måske også komme med noget mad fra kantinen?" William nikker til det Alec siger.

"Jo jo, hvor meget var det du sagde, du savnede Hope igen? Jeg kan ikke huske det?" Jeg sætter hænderne foran munden og er ved at grine højlydt. Alec sukker opgivende og griner.

"Jeg savner hende så meget, at det gør ondt." Der er et kort pause. "Kom nu herhen. Jeg er ensom og har brug for en ven."

"Okay, den ordner jeg. Vi ses om 5."

"Yeah hej." Alec lægger på.

"Hvad så nu?" Spørger jeg William. Skal de tage hen til Alec også er jeg efterladt alene? Men Alec har også været alene længe nu. For Maggie og William og nærmest kun fokusereret på mig. "Husk, at hent mad til ham fra kantinen," minder jeg dem om.

"Tak for informationen, men du skal med," griner William og trækker mig op at stå.

"Hvad? Hvad mener du med, at jeg skal med?"

"Kom nu Hope. Have det lidt sjov, ikke?" Jeg trækker på skulderne og følger med dem.

Vi er inde i kantinen og finder mad til os alle fire. Derefter går vi hen til drengenes bygning og op til tredje etage. For 3 etage er for 3.g'ere. Vi går hen til Alecs værelse og de andre går videre. Jeg ser efter dem. "Hvad skal i?"

"Ind til William. Du skal ind til Alec. Vi er længere nede, så kald hvis du får brug for noget. Det gør du sikkert ikke." De er ude af syne. Jeg banker langsomt på døren. Døren åbner og på klem begynder han at snakke.

"Will, du ved, du bare kan åbne døren. Du behøves slet ikke at banke-" Han stopper og stirre på mig. "På." Alec tager bakken fra mine hænder, forsvinder kort og kommer tilbage til døråbningen. Han trækker mig ind på hans værelse og krammer mig ind til sig. Jeg ligger armene tæt rundt om ham. "Sikke en overraskelse. Jeg vidste ikke, du ville komme?" Han trækker sig og kysser min kind.

"Hellere ikke jeg," smiler jeg til ham og kysser blidt hans læber. "Williams ide. Han vidste hvor meget vi savnede hinanden.

"Du hørte tilfældigvis ikke vores samtale?" Jeg smiler overdrevet. "Det var svar nok," griner Alec. "Ligemeget, jeg mente hvert et ord. Lad os spise." Han sætter sig på sin kontorstol. Jeg stiller mig akavet ved siden af ham. Skal jeg bare sidde på sengen? Ja. Hvorfor ikke? Jeg tager min sandwich og går hen mod sengen. Det sker aldrig, for så langt når jeg slet ikke. Alec griber fat om mine hofter og trækker mig ned på hans skød. Jeg rødmer let. "Du skal ikke sidde helt derover alene, vel?"

"Det ser ikke sådan ud, nej." Jeg rækker min sandwich hen foran hans mund og han tager et stort bid. Derefter tager jeg også et bid og tygger langsomt. Alec synker det sidste og prikker mig i siden. Lige da jeg skal tage et bid. Jeg rykker mig og griner. Det gør han hver gang, han vil have mere. Jeg overvejer kort, give ham det sidste eller mig selv. Efter min overvejelse, spiser jeg det og har munden fuld af mad.

"Hey, det var mit!" Griner Alec glad og prikker mine sider. Jeg ryster kraftig på hovedet og griber begge hans håndled. Hvis han prikker mig en gang til. Sværger jeg, er alt maden udover ham. Jeg tygger det færdigt og synker det.

"Hvorfor?"

"Du tog det sidste bid?"

"Der er en til din ged. Vi har en hver, men du ville absolut dele og jeg skulle sætte sandwichen foran din mund." Jeg ser på ham og han prikker mig i siden igen. Jeg bider min underlæbe og skjuler mit smil.

"Mere."