Every day | ✔

//Afsnit 35. | Ridderen på den hvide hest\\

Mine øjne forstørres. Jeg griber fat om Alecs overarm og trækker ham væk. Han prøver at skubbe mig væk og komme hen til fyren. "Hope! Flyt dig nu!" Jeg bliver simpelhen så bange og krammer Alec ind til mig. Han falder til ro, mit hjerte banker stadig hårdt. Jeg ser nervøs op på Alec og hans udtryk. Pludselig griber han rundt om mig og vender os rundt. Alec bander og griber hårdt om mig. Fyren står bag Alec med bogen imellem sine hænder.
Jeg ved ikke hvad der sker med mig, men i det øjeblik tænker jeg slet ikke. Jeg fjerner Alec fra mig og går hen til fyren og skubber ham så hårdt jeg kan. Han er ved at vælte ind i hans venner, ihvertfald dem han snakkede med og vender sig mod mig.
Alec rejser sig op og giver ham en knytnæve i kæben. William kommer og med Maggie i hælene. William hjælper Alec.

"Hvad foregår der her!" Vicerektoren ser på os. "Ind på mit kontor! Han peger vredt på os hver især. Alle tilskuerne, går langsomt væk, som om de aldrig var der og overværede det hele.
°
°

Ordene der kommer ud af Alec og Sean er decideret overdøvede. De diskutere. Det er som om ordene vælter ud af munden på dem begge. Uheldigvis sidder jeg imellem dem. Vicerektoren siger intet og ser bare på dem. Jeg sætter hænderne for ørene. Men det virker ikke. Derefter nynner jeg. Intet virker eller hjælper. Vreden er pludselig og faretruende indeni mig. "STOP SÅ!" Råber jeg og rejser mig, så stolen vælter bag mig. "Jeg kan ikke klare det mere. I har bare begge to med at.." Alt for tæt. Jeg ser skiftevis på dem. "Holde mund."

"Tak Mrs. Montez, jeg..-" Jeg stirre vredt på vicerektoren.

"Du! Skal forestille at være rektoren og få dem til at holde op. Men du sidder der og og.. jeg ved ikke hvad? Som en eller anden stum mand?" Sean begynder at grine, men vicerektoren sender ham et dræbende blik. Jeg vender mig langsom rundt og skal til at række efter skolen. Inden jeg når at gøre det, rækker de begge to ud efter stolen og trækker hånden til sig..
Og igen rækker ud efter den usikker på hvem af dem vil stille dem op igen. Derfor ender det med, at jeg selv gøre det, så de ikke gøre det mere akavet end det allerede er. Jeg sukker og sætter mig ned. Efter få sekunder er jeg faldet ned og ser jeg nok skulle have holdt mund. "Jeg undskylder over at have hævet stemmen." Det er lavt sagt, men det blev sagt og det har jeg det fint med.

"Nej nej, du har ret. Det er intet at undskylde over." Jeg nikker bare af vicerektoren og læner mig tungt op ad stolen. "Men i får alle tre en eftersidning."

"Hvorfor?" Han ser uforståelig på mig og det samme med de andre.

"Hvorfor hvad?"

"Jeg mener, hvorfor Alec og Sean?"

"Hvad snakker du om, Hope?" Alec stirre irreteret på mig og jeg sender ham et kort blik. Derefter ser jeg tilbage til vicerektoren.

"Det er min skyld, at Alec kom i slagsmål med Sean og Sean åbenlys på grund af Isla. Hun fik ham til det." Sean stirre vredt på mig. "Hvorfor ser du sådan på mig? Det er sandheden ikke? Hun udnytter dig bare, fordi du er 1.g'ere." Sean rækker ud efter mig og jeg rejser mig hurtig op. Alec tager fat om Sean, så han ikke begynder på noget. "Fortæl mig, at hun ikke udnytter dig og du tager en eftersidning istedet for hende. Og vicerektor, hvis nogen skal straffes er det Isla og mig." Han nikker og rejser sig op.

"Jeg finder Rektoren og i har bare med at være her, når jeg kommer tilbage." Jeg nikker og sætter mig ned igen. Vi sidder bare alle tre og siger intet. Hvad er der at sige? Alec er sur på mig og jeg på ham. Alec og jeg er sur på Sean. Sean er sure på os. Det her er en ond cirkel. Hvilket ikke overrasker mig, endnu en gang. Jeg er altid med i en ond cirkel. Hvor end jeg går hen.

"Hvordan ved du, at Isla udnytter mig?" Sean ser på mig og jeg ser ligeud. Jeg sukker dybt.

"Lad os bare sige, at jeg var dig en gang og det var rart i starten med alt opmærksomheden uden at blive dømt. Jeg troede endelig," sukker jeg kort og ryster på hovedet. "At jeg var god nok til at være i en gruppe af venner, men det var løgn. Hun udnyttede mig af egen gavn." Sean nikker langsomt. "Men, jeg fandt ud af senere hen. Jeg altid har været god nok, men på en eller anden måde kunne jeg ikke selv se det." Jeg kigger hen på Alec. "Dem omkring dig kan og de elsker dig også selvom du sommetider fejler. Men du lære af dine fejl." Jeg ser tilbage på Sean.
"Det er dem, det er galt med og jeg er glad for hvem jeg er, her og nu. Det ville jeg aldrig ændre på."

Sean rækker ud efter mig og af ren refleks, rykker jeg mig tilbage. "Rolig nu." Jeg sidder normalt og han fjerner noget tomat ud af mit hår. Han viser mig det. "Undskyld, jeg er virkelig ked af det. Det var nok alt opmærksomheden, der fik mig til at stige til hoved."

"Det okay, du skal aldrig lave den fejl igen. Er du med?" Han nikker.

"Ja Sir, Frøken." Jeg griner og ryster på hovedet. Jeg klapper ham på skulderen.

"Godt soldat," siger jeg og spiller med.

"Hvad med ridderen på den hvide hest?" Sean og jeg ser på Alec.

"Hvem?" Spørger Sean, som om han ikke aner det.

"Vi er lige blevet venner og du disser mig allerede? Hvor uforskammet." Alec krydset armene.

"Uforskammet min røv."

"Sproget, unge mand." Alec lyder, som eller anden far?

"Jeg. Hader. Dig. Fader." Det får mig til at grine og jeg holder mig for munden. Sean rækker mig et high-five og jeg giver ham selvfølgelig en. Alec surmuler og jeg kan ikke få vejret af at grine så meget.