Every day | ✔

//Afsnit 31. | Mr. Gemaz\\

"Oh, Hej Mr. Gemaz og tak for lommetørklædet. Hvad bringer dem her?" Jeg kigger kort på det. Den har farven mørk violet med røde polkaprikker på det. Det er blødt, silke.

"Jeg kunne forstå, at Alec er her? Det er ihvertfald hans bil." Han laver en gestus med hånden mod Alecs bil. Jeg nikker. "Er du her sammen med ham? Hvad er dit navn, om jeg må spørge?" Han lyder så?.. Velhavende med hans valg af ord og udtalelse. Jeg nikker kort.

"Jeg er Hope," svare jeg og med det sagt, kommer en Alec med papir i den ene hånd. Han stopper op, da han ser sin far og går langsom hen mod os. Alecs far stirre på Alec og jeg stirre på Alecs far.

"Ville du fortælle, at du ikke kunne komme eller kunne du sagtens vente næste dag? Alec er din familie en joke for dig? Du burde ringe, hvis du enten kommer forsent eller ikke kommer overhovedet. Istedet lader du din lillebror og jeg vente." Mr. Gemaz virker oprevet.

"Jeg glemte det." Alecs far ryster på hovedet og ser væk.

"Glemte det? Hvad er det, du bilder dig ind? Og hvad så med de andre gange, glemte du også det bare?" Jeg står i en akavet situation mellem søn og far. "Din bror vil så gerne se dig." Alecs øjne er pludselig fyld med skyldfølelse istedet for had. "Du kan jo også tage din veninde med." Mr. Gemaz går hen til sin bil og køre væk.

Alec og jeg sætter os ind i hans bil. "Du behøver ikke at tage med, hvis du ikke vil."

"Nej nej, jeg vil rigtig gerne," siger jeg hurtigt og smiler. "Jeg vil gerne møde din familie."

"Okay."
°
°

Alec åbner døren for mig og jeg træder ind i hans hus. Entréen er der et spejl og et bord. På bordet er der hvide stearinlys og blomster. Duften af vanilje, kommer fra duft lyset. Jeg smiler kort. Huset har masser af vinduer og får sollyset til at strømme ind. Det er smukt. Men også meget åbent. "Jeres hus er smukt," hvisker jeg lavt til Alec. Han nikker.

"Jeg har hjulpet med at designe det. Min far arbejder inden for arkitekt."

"Og hvad med din mor?" Alec ser kort væk.

"Hun var-"

"Alec!" Jeg ser på en dreng, der må være hans bror. Jeg smiler til ham, men det eneste han ser er Alec.

"Kai, jeg har savnet dig," smiler Alec og krammer ham. "Du er vokset." Kai når Alec lige over hoften.

"Jeg er ved at bliver stoooor!" Han strækker armene ud og viser Alec hvor stor. En ældre dame kommer ned ad trapper. Hun nærmest stråler, da hun ser hvem er kommet.

"Alec, min dreng. Hvor har jeg savnet dig og det er så længe siden." Hun krammer ham og Alec bukker sig let ned. Hun trækker sig.
"Du burde komme noget mere, du kan sagtens forære 10 minutter af dit liv til os. Ikke også?" Hun klapper hans kind.

"Jo," svare Alec og smiler.

"Du må være Alecs kæreste." Den ældre dame, griber min hånd og ryster den.

"Faktisk er jeg ikke..-" Kai afbryder mig.

"Er du kærester med Alec?"

"Det.."

"Hvad hedder du?"

"Jeg hedder..-"

"Hvad hedder dine forældre?" Jeg kommer til at grine over Kais lille interview.

"Så, Kaito du har stillet nok spørgsmål. Lad den stakkels pige få lidt fred. Det er tid til at få noget at spise." Kai eller Kaito kigger stadig på mig, selvom den ældre dame trækker ham væk.

"Undskyld, min familie er lidt? Hvad skal jeg sige?"

"De er søde og imødekommende." Han nikker og smiler.

"Vil du med ovenpå? Se mit værelse?" Vi går ovenpå. Trapperne er lavet ud af fin slippet træ og der er planter på få trin. Alec værelse ligger på tredje etage. Min hage er på vidt gab og lander på gulvet.

"Man kan se alt heroppe fra. Det er vidunderligt. Caféen og stranden. Skyskraberne." Det ene væg er kun af glas. De andre er sorte og gulvet er af hvid marmor. Han har en dobbelt, den er ikke på gulvet, men i gulvet. Gulvet har en kvadrat form og sengen passer perfekt deri.

"Du må gerne ligge ned, hvis det er," griner han, da han opdager, jeg næsten savler over sengen. Jeg spreder armene og kaster mig bagud. Jeg lander blødt på sengen. Dynebetrækket er dejligt. "Det er bambus." Jeg sætter mig op og stirre på ham.

"Bambus? Det pandaer spiser? Bambus?"

"Ja," griner Alec og sætter sig ved siden af mig. "Det er dejlig blødt og det hjælper mod folk med rigtig følsom hud. Eller folk der lider af eksem og sådan."

"Har du følsom hud?" Alec ryster på hovedet. Han ligger sig ned på ryggen. "Nå," siger jeg og ligger mig ned til ham. Det er først nu jeg lægger mærke til det. Loftet er også lavet af glas. Det vil sige 2/6 væggene er lavet af glas.
Pludselig ser vi på hinanden og rykker tættere på. Alec sætter sig op og tager dybe indåndinger. Han rejser sig fra sengen og går ud af sit værelse. Jeg sætter mig op og ser på døren. Lige der hvor han forsvandt væk, også længe efter han er gået.

Jeg sukker stille, inden jeg går nedenunder til de andre. "Oh, hvad hedder du?" Jeg bukker mig ned og smiler til Kai. "Jeg hedder Kaito."

"Hej Kaito. Jeg hedder Hope."

"Håp?"

"Ja Håb." Jeg griner og han tager min hånd.

"Kom skal vi ikke lege gemmeleg?" Kais ansigt lyser op og han smiler overdrevet til mig. Det får mig til at grine og ser han mangler en af sine fortænder.

"Kun hvis du tæller," svare jeg og han begynder straks at tælle. Jeg går op ad trapperne, men skynder mig, da han tæller 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 14 20. Jeg går ind på Alec værelse og ind i hans klædeskab. Der kommer en ind i hans værelse og jeg tror det er Kai. Jeg holder vejret. Skabsdøren bliver åbnet og det er Alec. Han ser på mig.

"Hvad laver du?" Jeg høre fodtrin op ad trapperne, jeg trækker Alec ind i klædeskabet og lukker skabsdørene. Kai løber rundt i hans værelse og derefter går ud. "Gemmeleg," siger han til sig selv. Jeg skal til at åbne døren. Men Alec lukker den. "Hope?"

"Jeg kan bare gemme mig et andet sted det skal jeg nok. Du skal bare lige slippe døren." Jeg prøver igen, men han holder den stadig. "Det ikke sjovt Alec."

"Hvorfor er du sur og afvisende overfor mig?" Jeg sukker og ryster på hovedet.

"Du gik fra mig og kom ikke tilbage. Og derefter skulle jeg vandre alene i dit hus, der har tre etager."

"Jeg var bange."