Every day | ✔

//Afsnit 19. | Undervægtig\\

{En uge senere}

Der er en uge tilbage! Inden jeg kan komme væk fra hospitalet, det er hårdt at være herinde. Sygeplejersken kommer ind ad døren. "Det er tid til at vejes og måles." Hver uge har hun målt mig 2 gange om ugen af de seneste 2 uger. "Okay, du er stadig 165,5 og du vejer 43,5." Hun ryster stille på hovedet. "Du er kommet en halv kilo ned. Det er ikke meningen, du skal miste vægt, men få mere på. Derfor er jeg ked af at sige det, men måske er du nødt til at være her i måske? 1-2 uger mere."

"Nej! Hvad skulle det kunne hjælpe? Grunden til at jeg mister vægt er, at jeg slet ikke bliver motiveret herinde. Hvad med efter den sidste tid jeg skal være her, kommer jeg ud også skal jeg nok komme tilbage og have taget på." Hun overvejer mine ord og nikker så.

"Hvis det er det, du vil og tror det er bedst." Fyrværkeri springer indeni mig.

"Tusind tusind tak."

"Nå, der er andre patienter der har brug for mig," siger hun hurtig og går ud. Hun er sikkert ikke vant til at blive takket og prøvede at komme væk fra mig. Det kunne ikke gå mig mindre på. Jeg sukker glad og går rundt i rummet. En uge tilbage. Det føles som flere måneder herinde, men nu når jeg ved, jeg er tæt på at komme ud, er jeg mere end klar. Døren åbner sig og jeg vender mig rundt. Mine forældre, jeg går over og krammer dem begge.

"Undskyld, jeg er ked af, jeg gjorde jer bekymret og jeg lover, det aldrig sker nogensinde igen," undskylder jeg. Det kan godt være mine forældre og jeg ikke har det bedste forhold til hinanden. Men de er mine forældre og jeg vil altid elske dem, selvom de ikke elsker mig og det kan der ikke laves om på.

"Det håber jeg hellere ikke unge dame," siger min mor og hendes stemme skælver. Det knuser mit hjerte, at min mor græder på grund af mig og jeg krammer hende igen. "Jeg var simpelhen så bekymret, jeg troede, du var død.."

"Det ved jeg, det ved jeg.." jeg stryger hendes ryg. Min far har ikke sagt en eneste ord og jeg ser en tåre triller ned ad hendes kind.

"Hvordan kunne din søster ikke bare fortælle det? Istedet var vi nødt til at lide.."

"I ville ikke tro hende, hvis hun ingen beviser havde. At beskylde en pige for at være kidnapper? I ville ikke tro hende," gentager jeg igen. De trækker sig fra mig og ser skyldig ud. "Har i skældt hende ud? Eller hvad?"
Døren åbner og Alec kommer ind. Han ser trist ud.

"Hej hr. og fru. Montez." Alec rækker høflig hånden og smiler. Jeg synker en klump.

"Hvis det er sandt, synes jeg i skulle undskylde lige nu." Mine forældre nikker og går ud.

"Det var hyggeligt, at møde jer." Alec sukker og ser på mig. "Var det forfærdeligt?" Jeg ser på ham.

"Altså i betragtning af, de er sårede og stadig i chok begge. De var virkelig bekymret. Det er ikke fordi, de hader dig, de er bare lidt nede. Men, bare rolig de vil elske dig."

"Jeg er ked af min opførelse, sidst jeg var her," undskylder han og stiller sig foran mig. Hvilket resultere, at jeg er nødt til at læne hovedet tilbage for at kunne se ham i øjnene. "Det var forkert af mig at råbe af ham."

"Det okay, Lucky behøver ikke holde øje med mig og vide alt. Ja, vi er venner, men han har sit eget liv at passe og nu ingen kæreste." Jeg sukker. "Jeg føler, det er min skyld, at han ingen kæreste har igen."

"Hold op," han ligger hånden på min ene skulder. "Du har seriøst reddet hans røv, hvis de stadig var sammen torturede hun ham sikkert," smiler Alec og stopper hurtig igen. Han ser mit ansigtsudtryk. "For tidligt?" Jeg griner, holder mig for munden og skubber mit korte hår bag om øret.

"Yeah, for tidligt."

"Det er dog den grimmeste vane, jeg nogensinde har set." Han lyder forarget. Jeg rynker forvirret brynet.

"Mit hår? At jeg skubber det bag om øret. For jeg sværger ellers var mit hår i munden og..-"

"Nej," han ryster grinede på hovedet. "At du skjuler dit smukke grin og halvdel af dit ansigt."

"Nå, det." Det var altid, det Lucky hadede mest var, at jeg dækkede tit mit ansigt til, når jeg smilte.

"Nå, det," gentager han. "Du siger det som om, du har fået det af vide op til flere gange."

"Det har jeg," svare jeg stift og ryster tankerne med Lucky og jeg. Det er fortid nu. Et kapitel, der nok ikke kommer igen. Jeg skælver let, da Luckys attitude kommer igen og får kuldegysning. Et tidspunkt fik jeg at vide, at Lucky har været den hårde type. Dengang vidste jeg ikke hvad de mente, men det gør jeg nu. Nu da jeg har oplevet den side af ham. Skræmmer han mig en smule.

"Af hvem?" Han bliver let nysgerrig, han føre begge hænder på hver af mine skuldre og stryger hænderne op og ned.

"Oh, du ved.." han løfter det ene bryn. Jeg overgiver mig. "Lucky.." han stopper i et splitsekund med at stryge mine arme og fortsætter igen.

"Fryser du?"

"En smule, men det går."

"Kom, du burde være i seng." Alec føre mig hen til sengen og sætter sig selv på stolen ved sengen. "Hvordan er dit forhold til Lucky?" Alecs spørgsmål kommer bag på mig. Hvorfor vil han mon vide det? Det står klik for mig. Havde Faith ret? Er Alec vild med mig? Nej, nej.. det kan ikke fungere. Nej, det passer ikke. Jeg ryster på hovedet.

"Vi er venner," smiler jeg halvt.

"Og?"

"Og hvad?"

"Kun venner? Intet andet."

"Vi var kærester," indrømmer jeg.