Every day | ✔

//Afsnit 9. | Parkeringspladsen\\

Weekenden er slut og det vil sige skole. Wow sikke en genius jeg er. Hvor sarkastisk. Jeg ryster stille på hovedet af mig selv og ser rundt på folk. Alle på gangen ser mærkelig på mig eller er det bare mig der overreagere. Jeg vender mig væk fra mit skab og ser på folk. Yup, de stirre. Der hopper en person ud bag lågen til mit skab, jeg hopper forskrækket tilbage og taber alle bøgerne, jeg holder.

"Det ikke sjovt," fortæller jeg Alec, stadig i chok over situationen og lukker opgivende øjnene. Jeg har ikke kunnet lukket et øje igår aftes. For jeg var på udkig efter Aria. Hun kan være hvor som helst. Hvordan ellers kunne hun vide, jeg har fortalt det til andre. Jeg bukker mig ned, men Alec er allerede nede og har alle bøgerne i hænderne.

"Hey, det er min læderjakke, du har på," griner Alec glad, holder mine 3 tunge bøger med kun en hånd og roder mit allerede rodet hår. Jeg ser dødt på ham.

"Hvorfor er du så glad?"

"Fordi du er her og.. familie ting." Han lyder så lykkelig og det får mig med det samme et lille smil frem.

"Åh, hvor godt." Han ser på mig og nærmest observere mig.

"Var det sarkastisk?" Jeg ryster på hovedet.

"Nej, jeg mener det seriøst. Jeg er bare.. en smule træt. Det er alt."

"Du kunne ikke sove igår?"

"Nul og nix," smiler jeg falsk og laver et nul med tommel og pegefinger. "Nå, vi ses." Jeg rækker ud efter mine historiebøger, han skynder sig at smække mit skab og løber væk med bøgerne. "Alec! Please! Du ved jeg.." Har virkelig virkelig ondt i skinnebenene på grund af en hvis person. Alec kommer tilbage og smiler. "Ej Alec hvor er mine bøger?" Han peger på trapperne.

"Ovenpå i historielokalet hvor ellers?" Han vender sig rundt og sætter sig på hug foran mig. "Hop op," beder han om. Jeg går langsomt forbi ham eller så godt jeg kan. En hånd tager fat om min og trækker mig tilbage. Pludselig er jeg over Alec' skulder og jeg klapper let Alec arm.

"Min mave.," mumler jeg. Det her gør seriøst ondt på mig. "Det.. gør. ondt.." Han sætter mig hurtig ned og bære mig op i sine arme.

"Armene om mig."

Det gør jeg.

"Undskyld.. jeg.." Jeg sætter hånden foran hans mund og får han til at tie stille. Han mumler ind mod min hånd og slikker den. Jeg fjerner med det samme min hånd.

"Lad vær med at sige undskyld til mig, det er ikke det værd og.. du prøver bare at være sød imod mig, fordi jeg er skadet ikke? Eller såret?" Jeg er på niplen af at græde. Det minder mig bare om Lucky og jeg. Selvom jeg kunne se han nok kun var sammen med mig, fordi jeg var såret og skadet. Det var slet ikke kærlighed, var det? Det var skyldfølelse og sympati. Ikke kærlighed. Jeg var blændet af den løgn af en kærlighed, jeg troede, vi havde. Og nu føler jeg mig som en idiot, hvilket slet ikke er løgn. Jeg er ung og naiv, når det gælder alverdens ting. Holde væk fra alle undtagen min familie. Jeg vidste aldrig, jeg nogensinde skulle sige det, men jeg mister virkelig mine forældre. Love og Faith ser jeg næsten hver eneste uge, jeg sukker dybt og ser væk.

"Du.. jeg.. Ja det sandt, jeg så dig første gang du var såret, men efter det kæmpede du dig igennem sammen med mig og var lykkeligere end nogensinde. Og ja du er skadet, men det giver mig bare chancen for at hjælpe dig og være i nærheden af dig. Hvilket er helt fint med mig." Jeg krammer ham tæt ind til mig og snøfter let.

"Tak.," mumler jeg ned i hans skulder. "hvor du sød."

"Shhh mit badboy image." Jeg fjerner mig fra ham og ser på ham. Han har en hoverende smil på hovedet.

"Wut a liar," smiler jeg til ham. "Dine venner synes sikkert det samme," fortæller jeg ham.

"Mh," mumler han og smiler til mig. Han sætter mig ned foran historielokalet og vinker farvel til mig. Jeg vinker hurtig og går ind.
°
°

Vejret idag er køligt og solen skinner let frem bag skyerne. Jeg har sat mig udenfor idag, da vejret ikke er så slemt igen. William og Maggie leder tit efter mig, når det er spisepause og det er vel, fordi jeg næsten altid alene. Jeg ser på min mini burger fra kantinen og ligger den fra mig igen. Jeg finder min vandflaske frem og drikker fra den.

"Whaaa!" Hænder placere sig på min skuldre og rusker mig let. Jeg spytter alt min vand ud fra munden. Alec seriøst? 2 gange på en freaking dag.

"Alec du..-" jeg stopper mig selv og ser på William. "Oh, hej William hvor er Maggie?" De er altid sammen og følger altid hinanden. Det er ret sødt og sådan et kærlighedsliv ville folk dø for, men ja. Kærlighed er et sprog, som jeg intet fatter af så hvad ved jeg,

"Maggie er ude på parkeringspladsen med hendes forældre. De er kommet for at sige hej." Jeg nikker og smiler. Ville mine egne forældre komme og sige hej frivilligt?
Williams telefon ringer og han ser på nummeret med en rynke imellem sine bryn. Han tager den og sætter den op til øret. "Maggie hvad sker der?" Hvordan kan han vide, hun er i problemer uden at have sagt et eneste ord? William øjne forstørres og pludselig slipper han mobilen og spurter væk. Jeg skynder mig at følge med og ignorer smerten i mine ben. Han løber direkte ud mod parkeringspladsen. Maggie ligger på asfalten og ser op på William.
Jeg bukker ned til Maggie og ser på hende, selvom smerten er forfærdelig. Hun har sit hoved på Williams skød. Jeg kommer til at fortryde at have spurgt, men jeg er nødt til det.

"Hvem.. Hvem gjorde det?.." Min stemme skælver, da jeg udtaler ordene. Selvom jeg allerede ved svaret kommer det stadig bag på mig. Hun går til midt i skoletiden?

"Det var et bagholdsangreb, hun var bag mig hele tiden og efter stak hun mig i armen. Hev den ud igen og blod.. Det.. var.. Aria." Jeg vidste det. Jeg skulle aldrig havde fortalt dem det. De er i fare nu.. Maggie rækker ud efter mig og jeg rykker mig straks.

"Det min skyld. Jeg er simpelhen så ked af det, tilgiv mig og hold jer væk fra mig."

"Hold op Hope, vi klare det her sammen," William ser bedende på mig. Jeg ryster på hovedet.

"Aria er mit problem ikke jeres. Så hold jer væk, jeg mener det," siger jeg koldt og går langsomt væk. Jeg når ind i skolebygning og begynder at spurte, så hurtig jeg kan og løber direkte forbi en vinkende Alec.
Mit værelse er sikret eller lige indtil jeg høre en bekendt stemme.

"Hope så mødes vi igen," smiler Aria og tørre hendes blodrød kniv af med sit ærme, glider den hen over ærmet. "Skal vi komme til sagen?"