Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel fire // «Øhm, hvad?»

Det var alt for tidligt om morgenen. Olivia havde insisteret på, at vi skulle op rigtig tidligt og så skulle vi ellers bare ud og stå i kø ude foran arenaen.

Jeg ville ikke sige, at vejret var godt, men det var heller ikke helt dårligt, som det normalt var i Danmark.

Vi havde fået tegnet nogle numre på vores hænder og jeg var egentlig rimelig ligeglad med dem, men det var Olivia bestemt ikke.

Hun forklarede mig dog, at vi heldigvis ikke skulle sidde i den kø hele tiden.

Fordi vi havde fået de der numre, så kunne vi gå ud af køen og komme tilbage igen, hvis der var noget, som vi lige skulle.

Vi havde taget tæpper med, som vi kunne sidde på, men også til hvis det nu gik hen og blev en smule koldt, så kunne vi tage dem rundt om os.

«Skal vi gå over og finde noget mad og drikke?"» spurgte Olivia og rejste sig fra tæppet, som vi sad på.

Jeg nikkede på hovedet og rejste mig så også.

Vi gik bare stille over til, hvad end det så lige hed, hvor vi begge fandt noget, som vi lige havde lyst til.

Vi skyndte os heller ikke tilbage, men gik bare og hygge snakkede, som vi egentlig havde gjordt hele dagen.

Efter mange timer, hvor vi bare havde ventet, var der endelig ikke længe til, at man blev lukket ind, så Olivia og jeg havde pakket vores ting sammen og stod nu og ventede de sidste 20 minutter på, at vi kunne komme ind.

«Jeg glæder mig virkelig!» sagde Olivia glad og hoppede lidt på stedet.

Et stort smil var plantet på hendes læber og det ligeledes ikke, at det ville ryge af lige foreløbig.

De 20 minutter gik egentlig rimelig hurtigt, i forhold til de mange timer havde gjordt.

Olivia trak mig nærmest med efter hende, men det var nok rimelig godt, for ellers var jeg nok kommet til at stå, jeg ved ikke hvor langt væk fra hende.

Og der stod vi så, på første række, efter en helvedes mange timer.

Da koncerten begyndte og de to nordmænd kom frem på scenen, begyndte alle som var rundt om mig at skrige utrolig højt.

Jeg måtte nærmest tage mig til ørene for ikke at springe min trommehinde.

Jeg tror, at jeg var den eneste som ikke skreg.

Folk begyndte at skrige endnu mere hver gang en af drengene stille sig hen, hvor de nogenlunde stod.

«Marcus!» skreg Olivia højt, da han var på vej hen mod den side, hvor vi stod.

Han stillede sig lige foran os og kiggede først ned på Olivia og så hen på mig.

Han så meget overrasket ud, men brød så ud i et stort smil.

Han blev bare ved med at stå lige der foran os og så ned på mig, brød ikke rigtig den øjenkontakt som vi havde.

Han vendte dog om og skulle ned til der hvor danserne stod, da han skulle til at danse.

Han var egentlig utrolig køn, også når han stod helt nede i den anden ende af scenen.

«Uhh, Nora!» hvinede Olivia glad og puffede til mig med hendes albue.

«Hvad?» spurgte jeg.

«Du havde lige den længste og mest goals øjenkontakt med Marcus Gunnarsen!».

Jeg fnøs bare og vendte så tilbage til koncerten.

Øjenkontakten med Marcus fandt sted utrolig mange gange og under hver og en, kunne vi begge ikke lade være med at smile.

Jeg ved ikke helt hvorfor, jeg smilede så stort, men der var måske bare noget over ham.

•••

Der var så varmt inde i den arena, så da koncerten var slut, glædede jeg mig virkelig til at komme ud og hjem på hotellet.

Jeg ville bare have fulgt den vej, som alle andre gik, men Olivia trak mig en helt anden vej.

«Hvorfor fulgte vi ikke bare efter alle andre?» spurgte jeg forvirret over den kæmpe omvej, som vi var ved at tage.

«Fordi vi ikke skal den vej» svarede hun.

«Hvorfor ikke?».

«Fordi vi ikke skal tilbage på hotellet endnu, Nora. Vi har jo meet&greet!».

Havde jeg hørt rigtigt?

Skulle vi nu hen og mødes med de to nordmænd som ligge havde stået oppe på scenen og haft en koncert?

«Øhm, hvad?» spurgte jeg og ville rigtig gerne sikre mig, at jeg endte havde hørt rigtig eller hørt helt forkert.

«Vi skal til meet&greet med dem» svarede hun glad og stoppede så op, hvor der også stod en masse andre piger.

Mange af dem havde tegnet m'er i hovedet på sig slev og hinanden, samtidig med at de nærmest alle havde drengenes merch på.

Nu var jeg jo overhovedet ikke fan af dem, ikke fordi jeg havde noget imod dem heller længere, men var det ikke ærgerligt, at jeg skulle møde dem, når der var så mange andre fortjente det meget mere end mig.

Pludselig kom en mand ud og fortalte om, hvordan det hele skulle foregå, når man blev lukket derind.

Jeg havde bare planer om, at holde mig lidt i baggrunden, da de andre piger sikkert ville have meget mere glæde af hele oplevelsen.

Efter lidt blev fik vi alle lov til at komme ind til, der hvor det hele skulle foregå, og så efter lidt skulle nordmændene komme.

Olivia stod og trippede lidt med hendes ene fod og det gav mig lidt indtrukket af, at hun var en smule nervøs eller i hvert fald spændt.

«Jeg kan slet ikke fatte, at vi skal møde dem lige om lidt og så er det endda igen!» hviskede hun til mig og strammede det greb, hun havde om min arm.

Jeg smilede bare til hende og så gik døren ellers op og nordmændene trådte ind i rummet...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Fjerde kapitel...

Husk at kommenter og vote:))

- Imagiinemm