Kapitel niogfyrre // Endnu et farvel?

165 7 0
ni imagiinemm
ni imagiinemm
                                    
                                              Hvis der var noget, som jeg virkelig bare hadede, så var det denne situation, som jeg akkurat stod i.
                          Jeg hadede den, da jeg skulle køre hjem i min bil den første gang, jeg hadede den, da Marcus skulle til at flyve hjem og jeg hadede den bestemt også nu, hvor jeg stod i lufthavnen og skulle til at sige farvel til Marcus endnu en gang.
                          Marcus havde hans arme om mig hele tiden, men ingen af os sagde noget som helst.

                          Vi havde ikke brug for at sige noget, da det egentlig bare vat utrolig træls, at vi endnu engang skulle skilles.
                          Jeg var ikke meget for at skulle sige farvel til ham endnu en gang, og det var måske også derfor, jeg ikke rigtig sagde noget.
                          Jeg nødt bare det at stå der med Marcus' varme arme rundt om min krop.
                          «Jeg vil ikkje, at du skal dra, Nora» sagde Marcus lige pludselig og fik mig til at trække mig en lille smule fra hans ellers så skønne, lidt stramme greb om mig.
                          «Kan vi ikke lade være med at tale om det, Marcus?» spurgte jeg bare tilbage som svar.
                          «Hvorfor?».
                          «Det gør mig bare i endnu dårligere humør, end hvad denne situation allerede gør» svarede jeg og kiggede direkte ind i hans så utrolig smukke, brune øjne.
                          Jeg ville virkelig ønske, at Marcus bare kunne komme med mig tilbage til København, men sådan var det jo så bare ikke lige.
                          Kunne jeg selv bestemme, ville jeg gerne have det sådan, at Marcus var med mig hele tiden.
                          Eller i hvert fald bare tættere på, end han var oppe i Nordnorge.
                          «Du, ikkje være lei, fineste».
                          «Nej, jeg ved det godt, men jeg vil jo helst bare være med dig, Marcus».
                          «Jeg vil gjerne være med deg og, men vi begge vet, at du og jeg ses igjen snart».
                          Jeg nikkede bare en smule usikkert på hovedet, også selvom der måske ikke engang ville gå så utrolig lang tid før, vi kom til at se hinanden igen.
                          Men man kunne jo aldrig vide sig sikker og det var derfor, jeg altså altid blev så nederen over at skulle væk fra drengen, jeg var så utrolig pjattet med.
                          Marcus var jo egentlig drengen i mit liv, for vi var jo sammen.
                          Det kan sagtens være, at det ikke var den mest romantiske måde at spørge på, men måden han spurgte, gjorde mig da bestemt utrolig blød i knæene.
                          «Alle passasjerer om bord på flyet mot København» hørte jeg, at der blev sagt over højtalerne, så nu skulle jeg for alvor skilles med Marcus.
                          Jeg havde ikke rigtig lyst til at se op på Marcus, men jeg kunne bare heller ikke rigtig lade være.
                          Hurtigt lagde jeg mine hænder om hans kinder og trak hans hovede tættere på mit.
                          Vores næser rørte hinanden og selvom jeg havde så ufattelig stor lyst til bare at lægge mine læber mod hans og lade dem forblive der, så gjorde jeg det kun lige kort.
                          «Får jeg ikkje flere?» spurgte han.
                          «Det bliver alt for svært, hvis det er» svarede jeg, imens jeg stille rystede på hovedet med et meget lille smil.
                          Jeg kunne også lidt skimte et lille smil som kom frem på Marcus' læber.
                          «Jeg må gå, Marcus».
                          «Jeg vet, men jeg må bare ha et liten kyss mere» svarede han og trak mig lige en smule tættere ind til sig.
                          Jeg lagde lige kort mine læber mod hans igen, inden jeg trak mig, tog min taske fra gulvet, blidt gav hans kind et lille kys og gik så hen og boardede.
                          Jeg så mig lige hurtigt tilbage og sendte ham et luftkys efterfulgt af et lille smil.
                          Nu skulle jeg så hjemad.
                          •••
|| Marcus' p.o.v ||
                          Nora gav mig et blidt lille kys på kinden, inden hun begav sig hen mod hendes gate, hvor hun boardede og steg ombord på flyet.
                          Dog kiggede hun lige hurtigt om på mig og sendte mig et sødt, lille luftkys som dernæst blev fulgt af et af hendes så utrolig smukke smil.
                          Gud, hvor kom jeg dog bare til at savne den helt igennem fantastiske pige mere end noget som helst andet.
                          Så skal jeg vær helt ærlig, så var det altså en smule hårdt at se hende gå ombord på flyet, da jeg bare hellere end gerne ville være med hende.
                          «Kom tilbake, Nora Amalie Pettersen!» hviskede jeg til mig selv, da jeg ikke længere kunne se hende på nogen som helst måde længere.
                          Jeg vendte mig så småt om og gik så ud mod udgangen, hvor jeg så dernæst skulle ud mod bilen, hvor min mor sad og ventede.
                          Jeg kunne sagtens se bilen, som jeg skulle hen og til at sætte mig ind i.
                          Mine skridt føltes så utrolig tunge, som om jeg havde utrolig tunge lænker bundet rundt om mine fødder.
                          Det føltes som en evighed, inden jeg overhovedet nåede hen til bilen, hvor jeg så så min mor sidde.
                          Jeg åbnede langsomt døren og inden jeg skulle til at sætte mig ind i den, mærkede jeg en hånd som blev lagt på min skulder, og jeg fik da et lille chok.
                          Jeg så mig over skulderen og mine øjne blev hurtigt meget store.
                          «Nora?!» sagde jeg overrasket og troede ikke helt på, hvad det var, som jeg så.
                          Stod hun virkelig lige der?
                          «Hej» svarede hun bare stille og før jeg overhovedet vidste af det, havde jeg trukket hende ind til at tæt kram.
                          «Hvorfor er du her?» spurgte jeg så.
                          «Jeg kunne ikke stige ombord velvidende om, at jeg ikke ved, hvornår jeg kommer til at være med dig igen».
                          Jeg svarede hende ikke og sagde ikke et eneste ord, men lagde bare mine læber mod hendes igen, inden vi begge satte os ind i bilen.
                          «Er det okay, at jeg bliver en smule længere?» spurgte hun sødt min mor.
                          Min mor nikkede smilende på hovedet, hvilket gjorde mig ovenud lykkelig.
                          Nu havde jeg endnu mere tid med pigen, jeg elskede og jo også var så utrolig heldig at kunne kalde min...
                          ------------------------------------------------------------------------------------------------
                          Niogfyrrene kapitel...
                          Husk at kommenter og vote:))
                          - Imagiinemm