Kapitel fjorten // En frustreret Marcus

210 8 2
by imagiinemm
by imagiinemm
                                    
                                              •••
|| Noras p.o.v ||
                          «Jeg kan ikkje finne tingene mine, mamma» lød det stressende fra Marcus, som løb rundt i huset og ledte efter sine ting.
                          Lige på det tidspunkt ledte han efter sin fodboldtrøje og havde egentlig ledt efter den i lidt tid.

                          Der var ikke længe til, at han skulle være færdig med at have pakket, da ham og Martinus skulle spille en kamp.
                          Han løb irriteret rundt og ledte efter den blå fodboldtrøje som, hvis ikke jeg tog helt fejl, lå inde i hans skab.
                          Jeg rejste mig fra sengen og åbnede den ene skabsdør en smule mere op.
                          Og lige der lå den blå fodboldtrøje, som jeg ellers havde tænkt, at den gjorde.
                          Jeg tog den ud af hans skab og satte mig hen i sengen, hvor jeg så ventede på, at han ville komme irriteret ind ad døren, smide sig opgivende på sengen og dernæst ville jeg rede hans dag eller noget, ved at give ham trøjen.
                          Ikke specielt lang tid efter skete det, som jeg egentlig lidt havde forudset.
                          Marcus kom brasende ind gennem døren og han så irriteret og frustreret ud.
                          Han så virkelig opgivende ud og jeg kunne godt fornemme på ham, at han bare var lidt træt af det hele på det tidspunkt.
                          Som jeg også havde tænkt, at han ville gøre, så smed han sig i sengen og begravede nærmest hans hovede ned i puden.
                          Jeg kunne høre, at han mumlede et eller andet, men jeg var ikke helt klar over, hvad det var, som han mumlede, da jeg ikke rigtig kunne høre det så tydeligt.
                          «Marcus?» spurgte jeg og ville gerne have hans opmærksomhed, da jeg jo sad med den blå fodboldtrøje, som han skulle bruge, i hånden.
                          Han løftede ikke hovedet fra puden og det virkede lidt til, at han bare ignorerede mig, men jeg hørte dog et lille, mumlende 'mhmm'.
                          «Kig lige op på mig» bad jeg ham om og holdte så trøjen op foran mig.
                          Han løftede så hovedet op fra puden og kiggede hen på mig.
                          Da han så fik øje på fodboldtrøjer, rev han den nærmest ud af hånden på mig, men smed den så ned på gulvet derefter.
                          Jeg var rimelig forvirret, for det skulle ikke undre mig, hvis han hurtigt ville glemme, at han havde smidt den ned på gulvet og så ville han blive irriteret endnu en gang.
                          «Hvad skulle det til for?».
                          Han svarede mig ikke, men lagde bare hans arme om mig og holdte mig tæt ind til sig.
                          Det virkede ikke rigtig til, at han ville give slip lige foreløbig og for at være helt ærlig, så gjorde det mig ikke det helt store.
                          Dog ville han blive nødt til at give slip før eller siden, da han jo skulle til fodbold.
                          «Har du funnet t-skjorten din?» lød det nede fra køkkenet.
                          Marcus trak sig hurtigt fra krammet og så lidt ud til at panikke en smule.
                          Han havde tydeligvis allerede glemt det med, at han havde smidt den ned på gulvet.
                          «Du smed den ned på gulvet, Marcus» forsikrede jeg ham og tog den så op fra gulvet, hvor jeg dernæst rakte ham den.
                          «Du er best, Nora» sagde han sødt, imens han så mig direkte ind i øjnene.
                          Jeg forsvandt lidt væk i dem.
                          «Jeg tenkte lit på, om du og jeg kanskje kunne kjøre til kampen i bilen din?».
                          «Hvorfor dog det?» spurgte jeg og det gjorde jeg udelukket kun fordi, jeg bare gerne ville have ham til at sige det, selvom jeg lidt havde på fornemmelsen, hvorfor.
                          «Fordi bilen din er så utrolig kul og fin, Nora Amalie Pettersen».
                          Overraskende nok eller noget, så havde jeg ret endnu en gang.
                          «Jo, det kan vi vel godt, Marcus Gunnarsen».
                          •••
|| Marcus' p.o.v ||
                          «Marcus, Marcus, Marcus?!» kom Emma løbende hen imod Nora og jeg.
                          Vi skulle til at afsted mod Mosjøen, da der var omkring et par timer eller tre til, at vi skulle igang med kampen.
                          «Emma?» spurgte jeg.
                          «Kan jeg ikkje komme med Nora og deg?».
                          «Jeg vet ikkje he...», «Selvfølgelig kan du da det, Emma» afbrød Nora mig og Emma blev hurtigt utrolig glad.
                          Måske havde jeg egentlig allermest lyst til at skulle være lidt alene med Nora, men Emma gjorde vel ikke det helt store, plus at vi jo også skulle have Martinus med. 
                          Vi fik alle gjordt os helt færdige og så gik vi ellers ud til bilen og satte os ind.
                          Martinus, Emma og jeg løb alle sammen, da vi alle tre gerne ville sidde foran, men heldigvis var jeg hurtigst og så måtte Emma og Martinus jo bare sætte sig om bagved.
                          «Altså du må jo lige fortælle mig, hvor vi skal hen, Marcus Gunnarsen» sagde Nora med et lille grin og hendes søde smil på læberne.
                          Jeg fik fortalt hende adressen og så kørte vi egentlig bare afsted mod Mosjøen.
                          Jeg satte hurtigt noget musik på og os alle, dog undtagen Nora, begyndte at sidde og danse lidt i sæderne.
                          Jeg kiggede hen på Nora og så at hun bare sad og grinede lidt af os.
                          Hendes grin var så sødt.
                          Selvfølgelig var hendes fokus på vejen, da vi jo nødigt skulle køre galt, men alligevel kunne jeg godt lige skimte, at hun en gang imellem så hen på mig.
                          Jeg fandt min mobil frem og begyndte at filme rundt i bilen.
                          Da Martinus og Emma så ud til at have en fest omme på bagsæderne, kunne jeg simpelthen ikkelade være med at filme dem, da det så utrolig sjovt ud.
                          Dernæst filmede jeg dog på Nora, som prøvede lidt på at undgå at blive filmet ved at sætte hendes hånd foran kameraet, men det gik ikke helt så godt.
                          Resten af køreturen var præcis som den havde været, da vi startede.
                          Men vi endte i Mosjøen, hvilket vi jo også helst skulle, og jeg glædede mig bare til at skulle spille kamp igen og så var det jo bare et plus, at Nora var der...
                          ------------------------------------------------------------------------------------------------
                          Fjortende kapitel...
                          Husk at kommenter og vote:))
                          - Imagiinemm