Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel enogtredive // Røde kinder

Marcus og jeg sad ude i bilen og var faktisk på vej ind til København.

Vi vidste godt, at det var lidt af en risiko at tage, og jeg var heller ikke helt vildt meget for det, men Marcus ville utrolig gerne, og så kunne jeg så ikke få mig selv til at sige nej.

Jeg ville jo gerne gøre hans lille og måske endda også lidt spontane tur til Danmark så god som muligt.

Plus at vi kunne gå og hygge os lidt, selvom der nok ville være nogen som ville kunne genkende ham og så ville det selvfølgelig ødelægge det en lille smule, men det skulle nok gå.

Dog havde vi besluttet os for at finde nogle steder, som der ikke var utrolig mange som kendte til, men jeg elskede dem.

Nu skulle det bare være ren hygge.

•••
|| Marcus' p.o.v ||

Jeg havde seriøst aldrig været så glad for sådan en utrolig spontan og skør idé som denne.

Jeg havde fundet på idéen om, at Nora og jeg skulle tage et sted hen, men det ville være lidt for meget, hvis vi tog ind på strøget i København.

Heldigvis kendte Nora en hyggelig lille café, som lå lidt udenfor København og som faktisk ikke var så utrolig populær, så der var vi på vej hen.

Jeg sad bare og så på Nora som kørte bilen, da hun var her igennem smuk og da jeg simpelthen bare ikke kunne tage min øjne fra hendes skønhed.

Jeg var bestemt gået hen og var blevet bare den mindste smule vild med Nora.

Og 'den mindste smule' var virkelig en utrolig stor underdrivelse.

Jeg var faktisk virkelig vild med hende og det passede mig helt fantastisk.

Jeg havde ikke haft denne følelse specielt mange gange og slet ikke på denne plan, som jeg havde det nu.

Følelsen havde jeg en lidt blandet følelse omkring, da den var pisse skøn, men samtidig pisse irriterende.

Jeg var jo nok inderst inde godt klar over, at Nora ikke så mig på samme måde, som jeg så hende og det gjorde mig da selvfølgelig en smule trist, men jeg var jo bestemt ikke herre over hendes følelser.

«Marcus?» spurgte Nora og jeg blev afbrudt i mine tanker.

«Hvorfor sidder du bare og ser på mig?» fortsatte hun grinende og jeg blev lidt flov over, at hun havde lagt så meget mærke til det.

Jeg vendte hovedet og så ud af vinduet, imens jeg prøvede at skjule mine nu ellers bare en smule røde kinder.

Dog så jeg hurtigt tilbage på hende, da jeg ikke kunne modstå at kigge på hende.

«Du er bare så skikkelig fin og jeg kan ikkje ta øya fra deg» sagde jeg så og var egentlig helt bund ærlig, hvilket var skønt.

Jeg kunne se smilet som hurtigt formede sig på hendes smukke løber, som jeg håbede på at få at mærke en dag.

Den lille drøm blev nok aldrig til virkelighed.

Jeg lagde også mærke til farven i hendes kinder som skiftede til rød.

Hun blev lidt genert over min kommentar og jeg kunne godt lide, at hun blev lidt genert.

At hun blev genert måtte da betyde noget, bare et eller andet.

Måske var hun bare ikke vant til at få sådan nogle komplimenter, men det kunne jeg bare heller ikke forestille mig, for hun var en helt igennem smuk og så havde hun jo også haft været sammen med Alexander.

Det skulle ikke undre mig, hvis han også havde fortalt hende en helt del, at hun var den smukke pige.

«Du er jævla fin, Nora Amalie Pettersen».

•••
|| Noras p.o.v ||

Vi havde siddet på caféen i lidt tid og bare siddet og snakket om alt og intet.

Jeg elskede, at samtalerne ikke behøvede handle om det helt store, men at det egentlig bare kunne være sjov og ballede.

Dog havde jeg ikke kunne få Marcus' kommentar, fra bilen, ud af hovedet.

Det var en ufattelig sød kommentar og jeg blev lidt varm i kinderne, da han sagde det.

Det fik mig dog lidt til at tænke på alle de gange, Alexander havde fortalt mig, at jeg var den smukkeste.

Jeg havde ikke lyst til, at det skulle minde mig om Alexander, for der var en kæmpe forskel mellem Marcus og Alexander.

Kæmpe forskel!

Alexander havde været min første kærlighed, eller det troede jeg i hvert fald, indtil jeg fandt ud af, at han havde været en nar og sikkert havde været det længe.

Han elskede tydeligvis ikke mig og så kom jeg da selvfølgelig også til at tænke på, om jeg nogensinde havde elsket ham.

Og svaret var, at ja, det havde jeg.

Men det gjorde jeg bestemt ikke længere.

Forholdet mellem Alexander og jeg var ikke længere noget som bragte mig glæde.

Der var ikke noget forhold mellem os og det gjaldt også i forhold til et venskab.

Jeg havde ikke rigtig lyst til at have specielt meget at gøre med ham længere, også selvom jeg havde elsket ham engang.

Jeg havde nu måske bare indset, at jeg havde fundet bedre i mit liv og at jeg ikke kunne modstå denne fantastiske person.

Han var klart min bedste ven og ville for alt i verden ikke undvære ham.

Jeg havde godt kunnet mærke på ham, at han måske følte noget lidt andet end mig, men jeg ville bestemt ikke udelukke, at jeg ikke ville ende med at føle det samme, om jeg så ville eller ej.

Men de følelser ville jeg prøve at holde mig mest muligt væk fra indtil videre, da jeg ikke havde brug for dem akkurat nu.

Nu elskede jeg bare at fokusere på det skønne venskab, som Marcus og jeg havde bygget op indtil videre...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Enogtredivte kapitel...

Husk at kommenter og vote:))

- Imagiinemm