Alexander og jeg havde ikke snakket eller skrevet sammen, siden han skrev til mig den aften, hvor jeg snakkede med Marcus og det var altså ved at være omkring en uges tid siden efterhånden.
Dog havde Marcus været for der for mig ene tiden og stået til rådighed til at høre om alt, jeg havde at sige.
Det var virkelig rart at have følelsen af, at man havde en ved sin side.
Midt i alle mine tanker blev jeg afbrudt af en hånd som blev lagt på min skulder, af en som pludselig stod bag mig.
«Nora?» kunne jeg høre Alexander spørge og jeg nikkede egentlig bare.
Jeg vidste godt, at det var nu, vi skulle til at tale om alt muligt, også selvom skolen måske ikke var det mest passende sted.
Jeg rejste mig fra stolen, som jeg sad på, og gik så ellers med ham udenfor, da der nærmest aldrig var nogle andre end ham og jeg derude.
«Hvad sker der, Nora?».
«Det burde mere være mig som spurgte dig om det, Alexander».
Han så meget forvirret ud, da jeg sagde det, så det måtte jo betyde, at han bestemt ingen anelse havde om, at jeg havde set ham og den der pigen.
«Jeg så jer, Alexander! Så du behøver ikke at komme med nogle undskyldninger eller sige, at du ikke ved, hvad jeg snakker om».
«Hvordan kunne du have set os kysse, når du ikke engang var til festen? Du var jo til de der nordmænds koncert».
«Du tog til festen?! Og du kyssede hende?!».
Hurtigt gik han fra at se forvirret ud til at se utrolig overrasket ud.
Hans mund var lidt åben og hans øjne var blevet utrolig store.
«Det var ikke meningen, at du skulle finde ud af det, Nora» sagde han som den kæmpe idiot, han pludselig var blevet.
«Du er simpelthen for meget! Tænk at jeg har brugt så meget tid sammen med dig og så går du ikke mindst til en fest og bryder min tillid til dig fuldstændig, men at du også kysser en anden, imens du er sammen med mig».
Jeg vendte mig om og ville til at gå, da han greb fat i min arm og holdt enig tilbage.
«Kan vi ikke lige snakke om dette, Nora?» spurgte han.
«Nej, det kan vi bestemt ikke, Alexander! Og ved du hvad? Der er ikke noget 'os' længere, jeg kan ikke være sammen med en som åbenbart ikke synes, det er nok, at være med en pige».
Jeg fik revet mig fri fra hans greb, da det også var blevet løsere.
Med raske skridt gik jeg væk fra ham og så mig ikke tilbage en eneste gang.
Jeg var virkelig knust, men jeg var også udmærket klar over, at jeg havde taget det helt rigtige valgt om, at ham og jeg ikke skulle være sammen længere.
Uden overhovedet rigtig at tænke over det, tog jeg min mobil op af min taske og fandt hurtigt Marcus' nummer.
Jeg var udemærket klar over, at der var en chance for, at han ikke ville tage den, men alt jeg havde lyst til og virkelig brug for på det tidspunkt var at høre Marcus' stemme.
Det tog ikke specielt lang tid, før jeg hørte Marcus' stemme.
«Nora?!».
Jeg kunne mærke, at tårerne stille begyndte at presse sig en smule på.
«Det bekymre mig skikkelig, at du ikkje svare meg, Nora».
Heldigvis havde jeg valgt at køre i skole den dag, så jeg skulle nu bare finde min bil og så skulle jeg ellers bare hjem.
Jeg havde også haft taget min taske med mig, da Alexander havde taget fat i min inde i klassen, så jeg skulle heldigvis heller ikke til at bekymre mig om at skulle hente den.
Da jeg havde fået sat mig ind i bilen og lukket døren efter mig, kunne jeg ikke holde det ud længere og lod tårerne få frit løb.
«Hva skjer, Nora?!».
«Han var mig utro, Marcus» sagde jeg og kunne ikke rigtig stoppe alle tårerne for at strømme ned af mine kinder.
«Alexander?».
Jeg nikkede, men huskede så på at han ikke kunne se mig.
«Ja, Marcus. Alexander var mig utro» svarede jeg og begyndte at græde endnu mere, da ordene kom ud af min mund.
Jeg ved ikke, om det var fordi, det virkelig gik op for mig, at han faktisk havde kysset en anden pige og derfor havde lagt armen om hendes liv.
«Jeg ville sånn ønske, at jeg kunne gjøre noe, Nora» sagde han og lød virkelig ked af det på mine vegne.
Jeg kunne høre en masse støj i baggrunden og var godt klar over, at han sikkert var på skolen.
«Nora?» kom det endnu en gang bekymrende fra ham, da jeg ikke svarede.
«Jeg vil bare så gerne være med dig lige nu og føle mig tryg, Marcus».
«Kom til Trofors nå da» sagde han og prøvede at virke så positiv som mest muligt.
Jeg kunne ikke helt finde ud af, om han faktisk mente det eller ikke.
«Jeg mener det, Nora! Du kan bare komme, når du har lyst».
«Er du sikker på, at det er okay?» spurgte jeg meget usikkert.
«Så klart!».
Jeg var stoppet med at græde for længst, da jeg bare fokuserede på Marcus' stemme som gjorde mig så glad.
«Jeg kommer så hurtigt, jeg kan. Men det tager jo lige en del timer at kører helt derop».
Jeg kunne ikke lade være med at grine en smule og det kunne Marcus heller ikke.
«Har du tenkt deg at kjører til Trofors?».
«Mhmm».
«Du er crazy, jenta» sagde han og jeg kunne bare fornemme det store smil, som jeg var helt sikker på, var plantet på hans læber.
«Vi ses snart, Marcus».
«Vi ses snart, fineste».
Så lagde jeg ellers på og tændte så for min bil, så jeg kunne komme hjemad og få pakket mine ting, inden jeg så ville tage turen hele vejen til Trofors og op til Marcus...
------------------------------------------------------------------------------------------------
Niende kapitel...
Husk at kommenter og vote:))
- Imagiinemm
YOU ARE READING
Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen
FanfictionHan elsker hende...♡ - Men har hun det på samme måde? @imagiinemm, 2018
