«Siden jeg har valgt at give jer en aflevering, så skal I selvfølgelig også få lov til at bruge lidt tid heroppe, så I kan få den lavet» sagde min matematik lærer.
Matematik var klart et af mine ynglings fag i gymnasiet, da det nok også var et af de fag, som jeg var bedst til.
Jeg fandt min MacBook frem og gik ellers bare igang med afleveringen.
Jeg spottede lidt ud af min øjenkrog, Alexander som så lidt diskret hen på og dernæst hurtigt hen på en anden.
Jeg var ikke helt klar over, hvem pigen var, som han også så på, men jeg vidste bare, at det gjorde mig lidt usikker.
Hans blik skiftede ufattelig meget mellem mig og hende pigen, men for at være helt ærlig, så var hans blik klart rettet mest mod hende.
Det skar lidt i mig og jeg prøvede egentlig bare at bilde mig selv ind, at det sikkert ikke var noget, selvom det var rimelig tydeligt, at det faktisk var noget.
Jeg prøvede virkelig på at holde mit fokus på afleveringen, men det var altså en smule svært.
Jeg nåede kun lige at ane, at Alexander rejste sig op og gik over mod døren, hvor hende pigen stod og smilede sødt til ham.
Dog havde jeg ikke rigtig lyst til at se på dem, så jeg havde jo aller mest lyst til at vende hovedet og se den anden vej, men det kunne jeg virkelig bare ikke.
Jeg så hans arms snige sig rundt om livet på hende og så gik de ellers ud ad døren og kom ikke tilbage resten af timen.
En masse tanker fyldte hele mit hovede og jeg var mere end forvirret.
Jeg havde seriøst ingen anelse om, hvad det var, som der lige var sket og på en måde ville jeg jo bare gerne have en forklaring, fra Alexander, på hvad det gik ud på.
Men på en af samme tid havde jeg bestemt ikke lyst til at høre om det.
•••
Marcus' navn kom frem på min skærm.
Jeg havde ikke brugt specielt meget tid sammen med Alexander de sidste par dage.
Hver gang jeg havde spurgt ham, om han havde lyst til at lave noget, sagde han egentlig bare, at han 'desværre' allerede havde planer.
Det irriterede mig nok en helt del inderst inde, men jeg var ikke meget for at vise det.
Men da jeg ikke havde brugt til på at være sammen med Alexander, så havde jeg brugt meget tid 'sammen med' Marcus.
Vi havde snakket en helt del sammen og skrevet en helt del sammen, da vi egentlig havde en del tilfælles, men alligevel var vi utrolig forskellige.
Jeg tøvede ikke et sekund og trykkede så på den grønne knap og hans kønne ansigt kom frem på skærmen.
«Hei, Nora!» sagde han glad og vinkede.
«Hej, Marcus».
«Jeg savner deg altså skikkelig mye» sagde han og skød underlæben ud, så han kom til at se trist ud.
«Jeg savner da også dig, Marcus».
Et stort smil formede sig hurtigt på Marcus' læber og han så ud til, at han havde et eller andet i tankerne.
«Hvad er der?» spurgte jeg åbenlyst en smule forvirret, men med et lille grin.
«Har du lyst på at komme og besøke meg, her på Trofors?» spurgte han, stadig med det store smil på hans læber.
Dog så har også en smil nervøs ud over, om jeg nu faktisk havde lyst til det, men det havde jeg selvfølgelig lyst til.
«Det vil jeg da selvfølgelig gerne, Marcus» fik jeg svaret og selvom jeg ikke havde troet, at hans smil kunne blive større, så blev det det altså det.
Imens jeg sad og snakkede med Marcus, kom en besked frem.
Det var Alexander som havde skrevet.
Alex:
«Hvorfor tager du ikke telefonen?»
Nora:
«Jeg har ikke tid lige nu, da jeg snakker med en anden»
Alex:
«En anden? Hvem er denne 'anden'?»
Nora:
«Kan det ikke være ligegyldigt?»
Alex:
«Det er en af de der 12 årige nordmænd, er det ikke?»
Nora:
«De har altså navne, Alexander»
Alex:
«Whatever... Ring til mig når du er kommet til fornuft og ikke snakker med nordmanden længere»
Nora:
«Du er så tarvelig, Alexander»
- set 17.57 -
«Går det bra, Nora?» lød det fra Marcus, da jeg havde siddet og været lidt fokuseret på de ting, som Alexander skrev.
Jeg nikkede bare på hovedet, selvom det nok ikke passede sådan helt.
Jeg forstod ikke helt, hvordan Alexander kunne blive irriteret på mig, når han seriøst havde lagt armen om en anden pige, som jo så ikke var hans kæreste, tidligere på dagen.
«Jeg kan se på deg, at det ikkje går bra, Nora. Hva skjer?».
«Det er bare noget ligegyldigt og typisk kæreste-halløj» svarede jeg og prøvede på at virke så okay med situationen som mest muligt.
«Har du lyst på og snakke om det?».
«Nej, det går nok. Men til gengæld, så har jeg lyst til at snakke om, hvornår jeg skal komme op og besøge dig».
«Kanskje om to ukers tid?» spurgte han håbefuldt og smilende.
Jeg nikkede igen på hovedet og så fortsatte samtalen egentlig bare lige indtil, vi begge var super trætte og faldt i søvn.
Jeg kunne seriøst høre Marcus som lå og sov, samtidig med at jeg kunne se hans lukkede øjne og hans halvåbne mund.
Han så egentlig rimelig sød ud, selv når han lå og sov.
Til sidst faldt jeg også bare i søvn, men jeg nåede dog lige at ligge på først, selvom det sikkert havde været meget hyggeligt at have Marcus i røret hele natten...
------------------------------------------------------------------------------------------------
Ottende kapitel...
Husk at kommenter og vote:))
- Imagiinemm
CITEȘTI
Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen
FanfictionHan elsker hende...♡ - Men har hun det på samme måde? @imagiinemm, 2018
