Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel syvogtredive // «Herregud, Nora!»

Vi var lige kørt op ad familien Gunnarsens indkørsel og sommerfuglene i min mave, begyndte så småt at kunne mærkes mere og mere.

Det var lidt som om, jeg aldrig nogensinde havde været der og som om, det var noget helt vildt stort, selvom det jo ikke var det helt store.

Gerd Anne og jeg steg begge ud af bilen og aftalte, at jeg skulle gemme mig lidt omme bag huset, så når Marcus gik ud af hovededøren, ville han ikke kunne se mig.

Som sagt, så ville Gerd Anne bede Marcus om, hurtigt lige smutte et sted hen for at finde noget og imens han så gjorde det, ville jeg skynde mig op på hans værelse.

Så ville han da forhåbentlig få sig lidt af en overraskelse, når han kom op på hans værelse igen og så ville jeg være der.

Heldigvis skulle jeg ikke stå specielt længe udenfor, da det begyndte at blive en smule koldt, for ikke længe efter kom Marcus gående ud af hovede døren og smuttede så op af vejen.

Jeg sørgede lige for, at han var langt nok væk og ikke ville kunne se mig, hvis jeg gik ud fra mit lille skjulested.

Da jeg anså, at der var fri bane, skyndte jeg mig at gå ind i huset og hurtigt kom Gerd Anne, Kjell-Erik og Emma ud til mig.

«Nora!» råbte Emma og lød til at være rimelig glad for at se mig igen.

Jeg satte mig lidt ned og fik hurtigt et helt vildt skønt kram af Emma.

Jeg sagde også hej til Kjell-Erik med et kram og dernæst kunne jeg høre nogle skridt som kom ned af trappen.

«Jeg ville kjempe gjerne si ordentlig hei, men Marcus kommer hjem om kanskje to minutter, så gå på rommet hans fort».

Jeg nikkede bare kort på hovedet, men kram ham alligevel lige ind i et lille og også rimelig hurtigt kram, inden jeg skyndte mig op ad trappen og ind på Marcus' værelse, hvor jeg satte mig på sengen.

Der gik ikke specielt lang tid, inden jeg hørte hoveddøren gå op og Marcus' stemme lød gennem huset.

Jeg blev rimelig nervøs af en eller anden grund, men det havde måske noget at gøre med, at jeg var rimelig spændt og glædede mig lidt til at se hans reaktion.

Jeg kunne høre, at ham og Gerd Anne snakkede lige kort og dernæst hørte jeg fortrin komme tættere og tættere på.

Mit hjerte begyndte virkelig at slå hurtigt og jeg kunne ikke rigtig lade være med at smile, da jeg virkelig havde set frem til dette og da han jo helst ikke skulle have nogen anelse om, at jeg var her.

Jeg sad lige så fint på sengen med et smil, da døren så småt blev åbnet og Marcus' smukke ansigt blev vidst.

Hans øjne blev utrolig hurtigt meget store og hans mund åbnede da også en smule.

Så det så da ud til, at han bare blev den mindste smule overrasket.

Han stod bare i døråbningen lidt, men så var han så ellers også rimelig hurtigt henne ved mig og hans lagt hans arme om mig.

Vi lå med armene om hinanden og smidt ned i sengen, hvor vi lå længe.

Jeg kunne mærke, at nogle få tårer begyndte at komme frem i mine øjne, da jeg bar svar helt vildt glad for at være med Marcus igen.

Følelsen var meget svær at beskrive, men alt var nærmest bare fantastisk i hans ufattelig skønne selskab.

"Herregud, Nora!" sagde han lige pludselig og rejste sig, hvor han bare stod og så på mig med et stort smil.

Jeg kunne selvfølgelig heller ikke lade være med at smile.

«Hva gjør du her, fineste?» spurgte han og lød oprigtig overrasket, men bestemt også rigtig glad, så det gjorde da selvfølgelig, at jeg havde en smule mere optur over dette.

«Jeg ville bare gerne se dig, så jeg hoppede på et par fly og ja" svarede jeg og så blev jeg ellers overfaldt af et af hans skønne kram endnu en gang.

«Dette er helt sykt, Nora Amalie Pettersen» konstaterede han og inden jeg nåede at sige noget, spredte der sig en helt igennem fantastisk og meget tiltrængt følelse i hele min krop.

Marcus' bløde læber lå endelig mod mine igen og elskede det virkelig.

Der var bare et eller andet over ham som gjorde et eller andet helt vildt ved mig og ja, jeg elskede det virkelig.

Kysset varede ved i lidt tid og til sidst kunne jeg simpelthen ikke lade være med at smile og det så ud til at smitte af på Marcus.

«Herregud, du er jo her, fineste» sagde han og jeg begyndte at små grine en lille smule, da det lød helt vildt sødt.

Jeg nikkede bare på hovedet og kyssede blidt hans kind et par gange.

Hans kind var helt vildt varm, så jeg kunne også godt lidt regne mig frem til, at han var lidt rød i kinderne.

«Rødmer du?» spurgte jeg.

Han fjernede hurtigt hans hovede og lagde sig ned i sengen, hvor han nærmest begravede det.

«Nej, Marcus! Aww, kom her» sagde jeg bare og lagde mig ned til ham.

Igen kyssede jeg blidt hans kind og nussede ham samtidig stille på ryggen, da jeg normalt selv syntes, at det var rart.

Han kiggede så op på mig og havde et helt utrolig sødt ansigtsudtryk, som var lidt som et hundeansigt, men uden den der bedende undertone.

Dernæst lagde han hænderne om mine kinder og trak mig ned til ham og ind i endnu et af hans kærlige kys.

Gud, hvor havde jeg dog bare savnet den dreng...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Syvogtredivte kapitel...

Husk at kommenter og vote:))

- Imagiinemm