Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel fireogtyve // Lang tid siden

Efter et par dage var jeg faktisk rimelig færdig med at læse op på de ting, som jeg følte skulle læses op på.

Jeg havde nu endelig tid til at lave noget af det, som jeg gerne ville.

Og lige på det tidspunkt var alt jeg ville at slappe af, for jeg havde virkelig arbejdet meget.

Der havde ikke været så meget tid til endda bare at være en smule på min mobil.

Det ville også sige, at der virkelig ikke har været tid til Marcus, hvilket gjorde mig en smule ked af det og hvilket gav mig en smule dårlig samvittighed.

Gad vide hvad Marcus ikke tænke om mig, nu hvor jeg ikke havde svaret ham i flere dage.

Det var jo ikke med min gode vilje, at jeg ikke svarede ham, men jeg havde valgt at prioritere tiden på at blive færdig og dernæst kunne jeg bruge en helt del tid på Marcus.

Selvfølgelig vidste jeg ikke, om han måske ville være sur på mig eller noget helt andet som heller ikke ville være skide godt, men jeg håbede bare på, at han faktisk kunne se det for min synsvinkel og forstå mig.

Det første jeg gjorde, da jeg vågnede, det var at se alle beskederne, som Marcus havde haft sendt mig i løbet af de sidste dage.

Marcus:
«God morgen, fineste deg! Sovet bra?».

Marcus:
«Hvordan går det med forberedelsene?».

Marcus:
«Jeg føler litt, at du er veldig opptatt av forberedelsene, Nora».

Marcus:
«God morgen, ha en fin dag».

Marcus:
«Er du kommet langt?».

Marcus:
«Jeg savner deg, Nora Amalie Petersen».

Marcus:
«Nora?».

Marcus:
«Nei, okay...».

Marcus:
«Bare send en melding tilbake, når du har tid».

Marcus:
«<33».

Ej, hvor fik jeg bare dårlig samvittighed, da jeg læste alle beskederne igennem.

Jeg havde jo på ingen måde vidst, at han havde skrevet så mange gange til mig og jeg følte mig virkelig som en nederen person, siden jeg ikke havde haft svaret ham.

Så det skyndte jeg mig at gøre.

Mig:
«Mange gange undskyld, Marcus! Jeg har arbejdet en helt del på at læse op til prøverne og der har bare ikke rigtig været så meget tid til alt andet, da jeg bare gerne ville have det gjordt hurtigst muligt...
Nu er jeg heldigvis færdig og har massere af tid til dig, så ring endelig når du er hjemme fra skole, så vi kan få snakket igen, da det er alt for lang til siden<33».

Jeg vidste godt, at han ikke ville svare med det samme, da han var i skolen og ligesom ikke havde hans mobil der, så det var jeg indstillet på og indforstået med.

Det gjorde mig egentlig heller ikke det helt store, men jeg håbede bare, at han ikke var sur på mig eller noget.

•••
|| Marcus' p.o.v ||

Jeg sad midt i klassen, da jeg kunne mærke, at jeg fik en besked.

Jeg håbede virkelig på, at det var Nora som havde endelig havde svaret, men jeg turde heller ikke rigtig at håbe længere.

Men jeg havde bare en eller anden følelse af, at det var Nora som havde skrevet.

Og med den følelse i kroppen ville jeg bare gerne ud af lokalet hurtigst muligt, så jeg kunne komme til at se, hvem det var som havde skrevet.

Uheldigvis så var der altså stadig en del tid tilbage indtil, vi ville få frikvarter, hvor vi normalt ingenting lavede.

Så hvorfor ikke bruge frikvarteret på at blive utrolig glad og dernæst bare gå og smile resten af dagen?

Det ville bestemt ikke være et problem for mig.

Tanken om, at det kunne været Nora som havde skrevet til mig, gjorde mig utrolig spændt og glad.

Den gjorde mig egentlig også meget utålmodig og gjorde lidt så, jeg ikke rigtig kunne sidde så utrolig stille.

Måske ikke helt det bedste, men på det tidspunkt var jeg egentlig rimelig ligeglad.

Bare jeg nu ikke tog utrolig meget fejl og så blev mega skuffet, når jeg så så, at det måske faktisk ikke var Nora.

•••
|| Noras p.o.v ||

Klokken var omkring den tid, hvor Marcus normalt fik frikvarter, hvis ikke jeg tog helt fejl.

Så hvis han så på sin mobil, ville han se beskeden for mig og forhåbentlig ville han så også svare mig.

Det var slet ikke fordi, jeg regnede med, at han ville svare mig, for det kunne jeg ikke tillade mig at gøre, men jeg håbede da selvfølglig, at han så, at jeg havde skrevet.

Hvis han så så min besked, er jeg slet ikke i tvivl om, at han ville svare mig.

Jeg lagde min mobil fra mig, imens jeg bare lige gik og lavede et eller andet mad, som jeg lige havde lyst til.

Pludselig kunne jeg dog høre, at min mobil vibrerede og jeg vil ikke sige, at jeg skyndte mig hen til min mobil for at se, om det var Marcus som havde svaret, men jeg var da hurtigt henne ved min mobil.

Marcus:
«Du er så sykt flink og det er så sykt, at du allerede er ferdig! Nora Amalie Petersen, du er jo helt fantastisk til alt, du gjør»

Det gjorde mig rimelig glad at læse beskeden, som jeg fik fra Marcus.

Mig:
«Hvor er du altså bare utrolig sød, Marcus!»

Det virkede heldigvis ikke til, at han var sur på mig, hvilket jeg var meget lettet over.

Også selvom jeg ikke havde dissideret troet, at han ville være sur, men tanken måtte da strejfe mig på et eller andet tidspunkt.

Marcus:
«Jeg ringer, når jeg er hjemme igjen»

Mig:
«Så klart»

Pludselig lagde jeg mærke til, at et smil var bredt sig på mine læber.

Marcus var ikke sur, tværtimod, og så ville han ringe, når har var kommet hjem fra skole...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Fireogtyvende kapitel...

Husk at kommenter og vote:))

- Imagiinemm