Kapitel fyrrer // «Gør du?»

198 8 6
by imagiinemm
by imagiinemm
                                    
                                              Alexander Møller Lauritsen:
«Han kommer aldrig til at blive ligeså god som mig og vil aldrig kunne gøre det som mig, og det ved du også udmærket godt, Nora».
                          Det irriterede mig virkelig, at Alexander ikke bare kunne lade mig være, når vi ikke længere skulle have noget at gøre med hinanden.
                          Sommetider føltes det faktisk lidt som om, han var besat af mig eller noget i den stil, siden han altid opsøgte mig på en eller anden måde.

                          Jeg havde ikke lyst til at skulle være irriterende overfor ham og derfor prøvede jeg da også mest muligt at være bare en smule venlig overfor ham.
                          Også selvom jeg var ved at få nok af ham.
                          Mig:
«Igen, det behøver du slet ikke bekymre dig om, for det skal jeg nok klare selv, Alexander».
                          Alexander Møller Lauritsen:
«Nååår, så I har ikke gjort noget! Han har simpelthen ikke været så heldig».
                          Mig:
«Du skal ikke blande dig i, hvad jeg går og laver, Alexander!».
                          Alexander Møller Lauritsen:
«Men du laver jo tydeligvis ikke noget, Nora Amalie Pettersen».
                          Mig:
«Åhh, gider du ikke bare tage at stoppe».
                          Alexander Møller Lauritsen:
«Du ved jo godt selv, at jeg er god, så hvorfor dog smide det væk? Det var jo godt og endda også utrolig hedt».
                          Der gik min grænse altså lige på det tidspunkt og jeg gad ikke længere svare ham, da han bare ikke skulle blande sig i mine ting.
                          «Hva gjør du, fineste?» hørte jeg Marcus som spurgte bagved mig, hvor han så dernæst lagde armene om mig og kyssede min kind.
                          «Ikke nogen specielt, jeg fik bare lige en besked» svarede jeg og ville helst gerne undgå flere spørgsmål.
                          Men så heldig var jeg nu ikke.
                          «Hvem hadde skrevet?».
                          «Ikke nogen specielt vigtig person» svarede jeg, da jeg ikke havde den største lyst til, at Marcus skulle blandes mere ind i det, end han blev, når Alexander blev ved med at nævne ham.
                          «Hey, jenta! Det går bra, du kan fortelle meg, hvis noen ikkje er snille mot deg eller ikkje oppføre seg pent overfor deg».
                          Af en eller anden grund så formåede Marcus bare altså at gøre mig blød i knæene.
                          Og det var ligemeget, om han så prøvede på det eller ej, så formåede han det altså.
                          «Det var bare Alexander som skrev, og siden han ikke rigtig vil lade mig være, så ville jeg bare fortælle ham, at han ikke skulle bekymre sig om, hvad jeg går og laver» svarede jeg så Marcus, men så ham ikke i øjnene til sidst, da jeg følte lidt skyldfølelse over, at Alexander altid blandede Marcus ind i det.
                          «Kan jeg få se meldingene?».
                          Jeg nikkede bare på hovedet og rakte ham så dernæst min mobil.
                          Selvfølgelig tog det Marcus lidt længere tid at læse beskederne, da han jo ikke forstod dansk så godt igen.
                          Så da han var færdig med at læse dem, så ham op på mig og så en smule forvirret ud.
                          Men det ville jeg også have været, hvis jeg var ham, siden han jo sikkert ikke havde nogen anelse om, hvad det var, Alexander mente med alt det der.
                          Men det vidste jeg jo udmærket godt.
                          «Hva mener han, Nora? Hva er det gutten snakker om?».
                          «Han mener, at du aldrig bliver ligeså god som ham, og derfor burde jeg komme tilbage til ham, da jeg åbenbart ved, at han gør et godt stykke arbejde» svarede jeg og for mig var det jo åbenlyst alt sammen, men det var det altså ikke for Marcus.
                          «Hva kan jeg ikkje gjøre bra?» spurgte han: «Og jobbet bra hvordan?».
                          «Han snakker om intimitet, Marcus».
                          Han sendte mig bare et forvirret og spørgende blik, så jeg blev vidst nødt til at skære det helt ud i pap for ham.
                          «Sex» sagde jeg så og så så han ellers ud til faktisk at forstå det nogenlunde.
                          «Men du og jeg har jo ikkje sex?» sagde han så og lød igen en smule forvirret.
                          «Nej, men han mener stadig, at jeg ikke finder bedre end ham, og at du ikke vil kunne gøre det ligeså godt, som han åbenbart gjorde det».
                          «Har dere hatt sex?» spurgte han så, også selvom han måske ikke havde den største lyst til at høre svaret.
                          Men jeg ville jo selvfølgelig ikke lyve overfor ham og måtte derfor stille nikke på hovedet.
                          Han nikkede også bare på hovedet og så så ned på hans egne fødder og dræbte fuldstændig vores øjenkontakt.
                          «Marcus, jeg er 18 år og ikke nok med det, så var Alexander og jeg altså kærester længe. Ja, det har vi da haft, men tro mig, sådan er det jo ikke længere! Jeg er ikke længere med Alexander og har bestemt heller ikke lyst til det, for det er dig som gør mig glad og ikke ham» konstaterede jeg og ville egentlig gerne have, at han så op på mig.
                          «Så kan vi ikke please lade være med at tænke på fortiden og hvad som har hændt forhen, og så lad os tænke på, hvad alt dette, som vi to har gang i, er for noget og hvordan vi har det! For jeg er så fandens vild med dig, Marcus Gunnarsen, og det er dig, jeg ved være med!».
                          Han så nu på mig og smilede vidst også rimelig stort, hvilket selvfølgelig gjorde mig glad.
                          «Nora Amalie Pettersen,» sagde han pludselig: «jeg elsker deg faktisk».
                          Ved ordene som kom ud af hans mund, begyndte jeg med det samme at smile og kunne ikke helt fatte, hvad det var, han lige havde haft sagt til mig.
                          «Gør du?» spurgte jeg overrasket.
                          Han nikkede på hovedet og sagde så igen: «Jeg elsker deg, Nora Amalie Pettersen».
                          Jeg lagde mine hænder om hans kinder og trak hans hovede tættere.
                          Hans pande mod min, hans næse mod min og hans læber så utrolig tæt på mine.
                          «Jeg elsker også dig, Marcus Gunnarsen».
                          Og så trak jeg ellers hans hovede det tættere på, så jeg kunne placere mine læber på hans utrolig bløde...
                          ------------------------------------------------------------------------------------------------
                          Fyrrene kapitel...
                          Husk at kommenter og vote:))
                          - Imagiinemm