Kapitel nitten // Ignoreret

208 7 4
oleh imagiinemm
oleh imagiinemm
                                    
                                              Dagene var gået så hurtigt, følte jeg og for hver dag som gik, kunne jeg godt mærke på mig selv, at det kun blev sværere og sværere at skulle sige farvel til Marcus.
                          Jeg havde ikke fået talt med Marcus, om hvornår jeg skulle til at hjemad, men det burde jeg måske have fået gjordt.
                          Tanken om at skulle til at vende tilbage til en helt normal hverdag igen og skulle så Alexander på skolen endnu engang, var bestemt ikke noget som jeg glædede mig til.

                          Vi sad alle nede til morgenmaden, inden drengene og Emma skulle til at i skole.
                          Der var stilhed ved bordet og det lod ikke rigtig til, at nogen vidste, hvad der skulle tales om.
                          Men det var selvfølgelig også tidligt om morgen og vi var nok alle sammen en smule trætte.
                          «Dra du senere idag?» spurgte Gerd Anne mig og Marcus så hurtigt op fra sin morgenmad og hen på mig.
                          Jeg nikkede stille på hovedet, for det havde jeg tænkt, at jeg skulle og jeg havde selvfølgelig også talt lidt om det med Gerd Anne.
                          Marcus lagde hurtigt alt han havde i hænderne fra sig, rejste sig så fra stolen, inden han skyndte sig ovenpå og så kunne en dør, som blev lukket, ellers høres.
                          Jeg var godt klar over, at jeg havde dummet mig en helt del ved ikke at have snakket med ham om det, men jeg ville bare virkelig gerne nyde dagene med ham.
                          Jeg kunne fornemme, at Gerd Anne signalerede til mig, at jeg skulle gå ovenpå og efter Marcus, da han jo nok ikke var i det bedste humør efter at have fundet ud af, at jeg skulle hjem senere på dagen, på den måde.
                          «Tak for mad» sagde jeg så og Gerd Anne smilede så sødt til mig, inden jeg fik lov til at rejse mig og så gik jeg ellers ovenpå.
                          Da jeg stod ude foran Marcus' dør, vidste jeg ikke helt, om jeg bare skulle gå ind eller om jeg skulle banke på først.
                          Bare for at være mest høflig, så bankede jeg altså på og da han ikke svarede, bankede jeg på endnu engang.
                          Man kunne bare høre, at han kom med en eller anden brokkende lyd.
                          Jeg åbnede forsigtigt døren og stak lige hurtigt hovedet ind af døren, hvor jeg så Marcus som lå med hans hovede begravet i hans pude.
                          «Marcus?» spurgte jeg stille, da stemningen jo ikke var helt i top og da jeg vidste, at han sikkert var sur på mig.
                          Jeg havde bestemt ikke lyst til at han skulle være sur på mig.
                          Jeg havde ikke lyst til, at nogle som helst skulle være sure på mig, men at Marcus var sur på mig stak bare lidt mere indeni.
                          «Kan du ikkje bare gå?» mumlede han ned i sin pude, men tydeligt og højt nok til, at jeg faktisk kunne høre det.
                          Jeg kunne virkelig mærke, at det gjorde mig ked af det, men jeg kunne bestemt også høre, at han var ked af det.
                          «Jo, okay» svarede jeg og vendte mig så om, for dernæst at gå ud af døren, som jeg ellers lige var gået ind ad og dernæst kunne jeg ellers bare mærke, at tårerne kom frem.
                          Men de forblev bare i vandkanten, da jeg ikke ville have, at de skulle begynde at løbe ned ad mine kinder.
                          •••
|| Marcus' p.o.v ||
                          At Nora skulle hjem senere på dagen, gjorde mig så ufattelig irriteret, men det havde nok en helt del at gøre med, at jeg var ked af det over, at det var sådan.
                          Jeg havde virkelig ingen anelse om, hvorfor Nora ikke havde haft snakket med mig om det, så jeg ville være forberedt på det.
                          Men sådan skulle det åbenbart bare ikke være.
                          Det var ikke fordi, jeg ikke havde lyst til at tale med Nora, men jeg var simpelthen så ked af det, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige til hende andet end, at jeg ikke ville have, at hun skulle tage afsted.
                          Men om jeg så fortalte hende det eller ej, så kunne der jo ikke bare laves om på det og så ville hun jo også skulle tilbage til Danmark og hjem igen på et eller andet tidspunkt.
                          Så hvorfor ikke nu?
                          •••
|| Noras p.o.v ||
                          Marcus havde ikke villet snakke med mig hele dagen og han tog heller ikke i skole, da Martinus og Emma gik, da han ikke havde lyst til at komme ud fra sit værelse.
                          Det gjorde ondt på mig, at jeg var grunden til, at han ikke ville ud fra værelset og at han var gået hen og var blevet ked af det.
                          At han ikke ville tale med mig og egentlig havde ignoreret mig hele tiden var virkelig ikke specielt rart.
                          Der var ikke længe til, at jeg skulle til at afsted, så jeg ville prøve, en sidste gang, at få talt med Marcus, så jeg også kunne sige ordentligt farvel til ham.
                          Uden at banke på gik jeg bare ind ad døren til hans værelse, men stille og roligt.
                          Hans blik rettede sig hurtigt over mod mig og da mine øjne mødte hans, brød jeg sammen i gråd, da alt som jeg havde holdt inde hele dagen bare skulle ud.
                          Han skyndte sig at rejse sig fra sengen og var hurtigt henne ved mig, hvor han så lagde armene om mig.
                          «Jeg vil ikke, Marcus» græd jeg.
                          «Hva vil du ikkje, Nora?»
                          «Jeg vil ikke hjem til der, hvor jeg føler mig så alene og overhovedet ikke er tæt på dig. Jeg vil ikke sige farvel til dig, da jeg ikke ved, hvornår jeg kommer til at se dig igen og så vil jeg bare ikke væk fra dig».
                          Han sagde ikke noget, men trak mig bare tættere ind til sig.
                          Selvom han havde været den større idiot hele dagen, så kunne jeg bare ikke lade være med at føle mig så tryg og glad i hans arme.
                          Jeg havde virkelig bare ikke lyst til at skulle til at hjem og væk fra Marcus.
                          Selvfølgelig også hans ufattelig skønne familie, men specielt Marcus...
                          ------------------------------------------------------------------------------------------------
                          Nittende kapitel...
                          Husk at kommenter og vote:))
                          - Imagiinemm