Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel niogtyve // «Du kan være trygg»

Da det var ved at være sent ud på aftnen, begyndte jeg virkelig at undre mig over, hvorfor min mor ikke var kommet hjem.

Som regel kom hun hjem omkring ni eller ti-tiden, men nu var klokken altså ved at være 23.30 og hun var stadig ikke hjemme.

Jeg havde skrevet til hende, men hun havde ikke svaret, så jeg blev en smule bekymret for, om der måske var sket noget.

«Svarer mammaen din ikkje?» spurgte Marcus, da jeg kom gående ind i stuen, hvor han sad, da vi havde haft sat en film på.

Jeg rystede bare på hovedet som svar og satte mig så ned ved siden af ham.

«Hey, det går bra, fineste. Hun hadde sikkert bare mye og gjøre idag» forsikrede han mig og prøvede på at opmuntre mig en smule.

Han tog en arm om mig og jeg lænede mig ind til ham, med mit hovede på hans skulder.

«Kanskje vi burde gå op på rommet ditt og når vi våkner, er mammaen din sikkert hjemme» forslag han og jeg nikkede mig enig.

Han rejste sig fra sofaen og strakte hans hånd ud, så jeg kunne tage imod den, hvilket jeg med glæde gjorde.

Så snart jeg var oppe og stå, trak ham mig ind i hans favn og kyssede mig i panden.

«Det går bra, fineste».

•••

Da vi begge havde fået børstet vores tænder, og hvad man nu end ellers skulle ude på badeværelset, gik vi ind på værelset.

Jeg gik over til mit skab og skulle til at finde noget nattøj, da jeg kastet noget på mig.

Jeg vendte mig om og så ned på gulvet, hvor en af Marcus' trøjer lå, så det må nok have været den, som han kastede på mig.

Jeg samlede trøjen op fra gulvet og skulle til at gå ud mod badeværelset for st skifte, da Marcus hurtigt rejste sig fra sengen og stoppede mig.

«Hvad?» spurgte jeg.

Han lukkede døren bag ham og slukkede lyset, så det kun var min lyskæde som var tændt.

Han gik tæt på mig og lagde hans hænder livet på mig.

Han nussede mig stille på ryggen og smilede stort, samtidig med han så mig i øjnene.

Jeg kunne mærke, at han tog fat om min trøje og at den stille blev trukket længere og længere op, men han blev bare ved med at se mig i øjnene.

Til sidste fik jeg trøjen over hovedet og ikke på et eneste tidspunkt, havde han brudt øjenkontakten mellem os.

Dernæst tog han trøjen ud af mine hænder og så gav han mig den ellers på.

«Du kan være trygg rundt meg, fineste».

«Det ved jeg og det er jeg bestemt også, Marcus» svarede jeg.

Jeg havde ikke lyst til, at han troede, at jeg ikke følte mig tryg omkring ham, for jeg føler mig mere end tryg med ham.

«Og du kan være tryg omkring mig, Marcus» forsikrede jeg ham.

Han tog mine hænder og placerede dem på samme måde, som hans hænder lå før.

Jeg tog stille fat om kanten på hans trøje og begyndte så småt at trække den over hovedet på ham.

Det eneste jeg fokuserede på var hans smukke, brune øjne og intet andet.

Da jeg stod med trøjen i mine hænder, smed jeg den faktisk ned på gulvet og trak Marcus ind i et kram.

Han begyndte så småt at gå fremad, så jeg måtte selvfølgelig begynde at gå lidt baglæns.

Til sidst endte vi henne ved sengen og lod os egentlig bare falde ned i den uden at tænke videre over det.

Vi lagde os til rette og skulle egentlig til at ligge os til at sove, men af en eller anden grund endte det bare med, at det ikke skete.

Vi lå bare og snakkede om alt og intet, hvilket jeg havde brug for, for det fik mig til at tænke på noget andet end bekymringen for min mor som ikke var kommet hjem endnu.

Dog havde jeg glemt alt om, at jeg stadig havde mine bukser på, så jeg ville egentlig rejse mig fra sengen og tage dem af, men Marcus holdte mig tilbage.

«Jamen, jeg har stadig bukser på, Marcus» grinede jeg og prøvede igen at rejse mig, men uden held.

Han lagde sig tættere ind til mig og hans hænder fandt knappen på mine bukser.

Knappen blev knappet op og så trak han ellers forsigtigt mine bukser af, uden at kigge andre steder end i mine øjne.

«Jeg er altså en smule bekymret for min mor, Marcus» sagde jeg med en skrøbelig stemme, da jeg ikke syntes, det var specielt rart, at hun ikke var kommet hjem.

«Jeg vet, fineste. Men det går bra, ikkje tenk så kjempe mye over det».

Jeg nikkede og lagde mig lidt mere ind til ham, da jeg havde brug for trygheden og følelsen af at have ham tæt på mig.

«Vil du ikke nok holde om mig?» spurgte jeg og håbede inderligt på, at han bare ville ligge armene om mig.

Til mit held, så lagde han armene om mig og placerede små, søde og meget behagelig kys på min kind.

Jeg kunne godt ligge sådan hver evig eneste aften, i stedet for at ligge helt alene.

Marcus havde nok ret, da han sagde, at jeg ville savne, at han lå ved siden af mig, hvis han skulle ligge et andet sted.

For hvis jeg skulle være helt ærlig, så ville jeg aller helst have Marcus ved siden af mig.

Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har ligget så godt og sovet så godt, som jeg gjorde med Marcus ved siden af mig...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Niogtyvende kapitel...

Husk at kommenter og vote:))

- Imagiinemm