Kapitel elleve // «Jeg vet»

231 12 6
by imagiinemm
by imagiinemm
                                    
                                              •••
|| Noras p.o.v ||
                          Jeg slukkede bilen og tog så min taske, inden jeg åbnede døren og steg ud.
                          Der stod han, Marcus Gunnarsen.

                          Drengen jeg havde kørt hele vejen til Trofors for at føle mig tryg ved.
                          Vi stod bare og så på hinanden, ingen af os sagde noget, men vi vidste begge to godt, hvad vi havde lyst til.
                          Vi begyndte begge at gå imod hinanden og da jeg ikke var langt fra ham, smed jeg min taske og løb det sidste, korte stykke som var hen til ham og hans arme lå hurtigt om mig.
                          Der var stadig ingen af os som sagde noget, men det var der virkelig heller ikke brug for.
                          Vi stod bare i hinandens arme, lige indtil vi besluttede os for, at vi nok burde gå indenfor.
                          Så snart Marcus og jeg var oppe på hans værelse og han havd slukket døren bag os, trak ham mig ind til et kram igen.
                          Jeg slap min taske for at kunne omfavne ham.
                          Vi bevægede os mod sengen, stadig med armene om hinanden.
                          «Jeg har gledet meg så skikkelig mye til, at du kom, Nora» hviskede Marcus i mit øre og strammede hans greb om mig.
                          Jeg var en smule overrasket over, hvor fald han var for at være tæt på andre.
                          Normalt var jeg ikke så tæt på andre og det var da bestemt også anderledes, men måske var han bare glad for at se mig igen.
                          Det virkede i hvert fald sådan.
                          «Er du ikkje trøtt?» spurgte han sødt og det lød virkelig som, at han i hvert fald var træt.
                          Jeg nikkede på hovedet som et ja, da jeg var utrolig træt, hvilket jeg faktisk syntes var forståeligt, da jeg havde kørt i rigtig lang tid.
                          Jeg lagde mig ned i Marcus' seng og lukkede stille mine øjne i.
                          «Nora, du kan ikkje bare sove, før du har pusset tennene dine og fått noe annet klær på» sagde han små grinende, hvilket fik mig til at åbne øjnene.
                          «Men jeg vil bare gerne sove, Marcus».
                          «Jeg vet» svarede han.
                          «Kan du ikke bare ligge dig ned i sengen, så vi kan få sovet? For jeg ved, at det ikke kun er mig som er træt, det er nemlig rimelig tydeligt at se på dig, at du også er træt».
                          Mine øjne var faldet i endnu engang og jeg kunne næsten ikke åbne dem.
                          Jeg kunne mærke, at sengen tippede en smule ved siden af mig, så jeg vidste, at Marcus havde lagt sig ned og så blev en dyne ellers lagt over både ham og jeg.
                          •••
|| Marcus' p.o.v ||
                          Da jeg jo skulle op og i skole, kom min mor op og vækkede mig, som hun normalt gjorde.
                          Jeg havde ikke lyst til, at Nora også skulle blive vækket, så jeg gjorde mig så stille, som jeg nu engang kunne og håbede så på, at hun ikke ville vågne.
                          Det gjorde hun heldigvis ikke.
                          Jeg havde virkelig ikke lyst til at skulle i skole. Jeg havde bare aller mest lyst til at blive liggende i sengen og ved siden af Nora.
                          Men sådan skulle det jo ikke lige være, nu hvor det jo bare var en helt normal onsdag.
                          Den eneste forskel som var, var Nora som på det tidspunkt lå hjemme i min seng og så så sød ud, når hun sov.
                          Gud hvor gad jeg bare ikke i skole!
                          Martinus og jeg fulgtes jo altid i skole, det var jo klart, så det gjorde vi jo selvfølgelig også denne gang.
                          «Du og Nora, ha?» spurgte Martinus med et lidt kækt smil og puffede stille til mig.
                          Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt selv ved tanken omkring Nora.
                          «Hva er med Nora og jeg?».
                          «Du liker henne jo».
                          «Ja, så klart! Hun er jo beste venninna min» svarede jeg og prøvede mest muligt at undgå flere spørgsmål om Nora, selvom jeg faktisk godt kunne lide at snakke om hende.
                          «Marcus, jeg er broren din! Tror du ikkje, at jeg kan se, når min egen bror er glad i en jente?» spurgte han som var det det mest åbenlyse i verden.
                          Jeg kunne så småt mærke, at jeg blev lidt varm i kinderne og at de sikkert også fik en lidt rødlig farve.
                          «Jeg vet ikkje, hva du snakker om, Martinus» svarede jeg og så var vi ellers endt oppe ved skolen og skulle til at ind i klassen.
                          «Marcus, du liker Nora så skikkelig mye» hviskede Martinus i mit øre, så alle de andre i klassen ikke ville høre det.
                          Måske havde Martinus faktisk en smule ret.
                          Måske var jeg gået hen og var blevet lidt glad for Nora, men ville det ikke bare være mærkeligt, nu hvor vi jo ikke havde kendt hinanden så længe.
                          Men selvom Nora og jeg ikke havde kendt hinanden så længe, så var hun virkelig allerede min bedsteveninde.
                          «Hvorfor er smilet ditt så stort, Marcus?» spurgte Johannes så smart, Martinus og jeg trådte ind af døren.
                          Jeg havde lige hurtigt nævnt, at jeg ville få besøg af en pige, igår.
                          Jeg havde dog ikke fortalt om Nora, da jeg ikke følte det helt passende på det tidspunkt.
                          Selvfølgelig havde jeg da lyst til at fortælle om hende og kunne vise hende frem som min bedsteveninde, men det måtte nok lige vente.
                          «Det er bare en bra dag idag» svarede jeg og satte mig hen på min plads.
                          Klokken ringede inden Johannes nåede at få sagt mere, så 'saved by the bell' det var jeg helt bestemt blevet.
                          Selvom jeg havde haft det lidt nederen med at skulle lade Nora være alene derhjemme, så glædede jeg mig bare til at komme hjem til hende hurtigst muligt...
                          ------------------------------------------------------------------------------------------------
                          Ellevte kapitel...
                          Husk at kommenter og vote:))
                          - Imagiinemm