Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel syvogfyrre // «Drittsekk»

Nogle gange undrede det mig lidt, hvor tiden den bare sådan lige blev af.

Jeg havde ikke mange dage med Marcus igen og det var da selvfølgelig ikke helt vildt rart at vide, at jeg sad ombord på et fly om nogle få dage og var på vej mod København og hjem endnu en gang.

Selvom både ham og jeg var udmærket klar over, at det var sådan det var, så lod vi det ikke påvirke os, som det måske ville have gjort lidt førhen.

Jeg var stadig ikke helt kommet mig over tanken om, at jeg nu faktisk var sammen med Marcus og at det var helt ægte.

Det var ikke bare fordi, vi opførte os som om, vi var sammen, men fordi der nu endelig var en titel på.

Jeg syntes godt nok, at det var en smule anderledes og underligt, også selvom jeg jo havde været sammen med Alexander før.

Dog var der bare et eller andet helt specielt over Marcus som gjorde det meget mere ægte og kærligt for min del.

Måske var det også bare lidt fordi, Alexander og jeg stille gled mere og mere fra hinanden, da vi havde været sammen så længe.

Sådan håbede jeg dog ikke, at det ville ende med Marcus og jeg, for hold da op hvor ville jeg bare gene være med ham længst muligt.

Og skal jeg være helt ærlig, så er jeg da også sikker på, at ham og jeg ville holde ud til det sidste og i hvert fald have prøvet på at redde tingene, hvis vi skulle ende det sted.

Det havde seriøst været en kamp med en følelser, når det gjaldt Marcus.

Hvorfor jeg ikke bare ville give efter, når jeg faktisk havde lyst, kunne jeg simpelthen ikke forstå hvorfor, jeg ikke gjorde.

Måske havde det bare noget at gøre med, at det sommetider også er en smule rart at vente en smule, så man virkelig finder ud af, om det er det rigtige at gøre.

Og det var da bestemt det rigtige at gøre i dette tilfælde.

•••

Marcus havde haft tryglet mig om, om jeg ikke nok ville tage med ham og Martinus ned på fodboldbanerne.

Da jeg så fortalte ham, at jeg måske lidt hellere ville blive hjemme, da jeg netop ikke kunne spille fodbold og heller ikke syntes, det var helt vildt spændende at skulle se dem skyde på mål var så spændende, ændrede hans ansigtsudtryk sig meget hurtigt.

Han gik fra at have et bedende, sødt smil på læberne til at have et lidt irriterende og lidt flabet et af slagsen.

Jeg vidste jo godt, at han ikke var sur på mig, men han ville gerne have haft mig med, så derfor lod han som om, han var sur over det.

«Drittsekk» sagde han bare og vendte sig om, men inden han skulle til at gå ud af hoveddøren med hans bold under armen, stoppede jeg ham kort.

«Hey, tal pænt, Marcus» konstaterede jeg og gav ham et seriøst blik, da jeg faktisk virkelig mente det.

Jeg ved selvfølgelig godt, at han nok højest sandsynligt ikke havde ment det på den måde, men det var jo ikke alle som lige ville vide det, hvis han bare lige sagde det.

«Jeg mente ikkje d-», jeg afbrød ham ved at fortælle ham, at det var jeg udmærket klar over, men det var bare så han var velvidende om, at det gjorde alle andre ikke.

Han nikkede på hovedet og skulle igen til at gå, da jeg stoppede ham endnu en gang.

«Ha?».

«Har du ikke glemt noget?» spurgte jeg og hentydede til noget helt bestemt, men han så ikke rigtig ud til at vide, hvad det var, som jeg nu engang lige mente.

Derfor spidsede jeg kort lige mine læber, så jeg signalerede, at jeg gerne ville have, at han skulle give mig et lille kys.

Han fik hurtigt et smil frem på læberne og dernæst fik jeg så mit lille kys, da han hurtigt placerede hans læber mod mine.

«Hyg jer» sagde jeg, da han gik afsted sammen med Martinus.

Jeg lukkede døren efter dem og gik så ind i køkkenet, hvor jeg fandt Gerd Anne stå og var ved at bage et eller andet.

Eller det lignede det i hvert fald.

«Hvad er det du laver?» spurgte jeg sødt og nysgerrigt, inden jeg gik en smule tættere på, så jeg bedre kunne se.

«Bare lit småkaker» svarede hun.

Hun spurgte så, om jeg havde lyst til at hjælpe hende, hvilket jeg selvfølgelig havde, da det ville være hyggeligt, men da der også ville gå lidt tid med det.

Jeg smuttede hurtigt lige ovenpå, hvor jeg fandt vej til Emmas værelse, bankede på inden jeg åbnede døren og stak så hovedet ind.

«Vil du være med til at bage småkager?» spurgte jeg hende og var meget hurtig til at nikke på hovedet og lægge hendes dukker væk.

Jeg åbnede døren helt og rakte min hånd ud, så hun kunne tage imod den, og så gik vi nedenunder sammen.

Vi blev hurtigt givet nogle ting af Gerd Anne og så begyndte vi ellers vores hyggelige bag.

Selvom jeg elskede Marcus, så var det altså også en smule rart ikke at være sammen med ham hele tiden.

Så at han tog ned på fodboldbanerne og jeg blev her sammen med Gerd Anne og Emma, gjorde mig virkelig ikke det helt store.

Og nu hvor jeg jo så normalt ikke bare lige gjorde sådan noget her med min mor, da hun jo arbejdede meget, var det rart at jeg kunne komme herop og gøre det med denne helt vildt skønne familie.

Ude godt, hjemme bedst.

Det var jo sådan ordsproget jo lød og sådan var det da bestemt også.

Men det fine, hvide Gunnarsen hus på Trofors var nærmest lige så utrolig godt, som det store, fine, hvide hus som lå hjemme i København.

Så længe Marcus så bare var der, skulle alt nok være helt perfekt...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Syvogfyrrene kapitel...

Husk at kommenter og vote:))

- Imagiinemm