Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel toogtyve // En smule desparat

De par uger som var op til prøverne, som jeg jo skulle igennem, var nu startet og jeg havde været i god tid og forberedt mig en smule i forvejen, så jeg ikke skulle starte lige på hårdt.

Det var noget, som jeg virkelig fandt hjælpende og også meget nemmere, end hvis jeg skulle have startet med det hele på en gang.

Da vi skulle forberede os til alle prøverne, så kunne vi arbejde hjemme.

Det var jeg jo kæmpe fan af, da man så ville kunne sætte sig godt tilrette, måske lave en kop kakao eller te og så nogle få snack.

Det ville jo ikke være helt dårligt, hvis jeg selv skulle sige det.

Det ville i hvert fald ikke gøre mig noget, så jeg satte mig altså til rette i sofaen med min kakao, mine små snacks og en film kørende i baggrunden, men ikke sådan at den ville distrahere mig.

Min mor var kommet hjem, ja. Hun havde været en tur i England, hvor hun skulle lave et eller andet forretnings halløj.

Noget jeg ikke satte mig så meget ind i, men noget som jeg faktisk vidste en del om.

Dog prøvede jeg lidt på ikke at tænke alt for meget på det, da jeg jo egentlig bare skulle fokusere på min skole og ikke det arbejde, som min mor gik med.

Men det ville jo nok ende med, at jeg på et tidspunkt skulle sættes endnu mere ind i det og begynde at læres lidt op af min mor.

Min mor og far har altid gerne villet have, at jeg skulle overtage deres forretning efter dem.

Det ville jeg jo egentlig også gerne, da det jo var et meget fint arbejde og en meget vellykket forretning, som de havde fået bygget op.

Men det som trak ned var dog, at jeg ikke ville være så forbandet meget væk hjemme fra, som begge mine forældre har været og som min mor stadig er.

Jeg ved jo ikke helt, hvordan jeg ville kunne tackle at skulle rejse så meget, når jeg engang får børn mig selv.

Det skulle heller ikke undre mig, hvis det kan være svært for min mor og være væk hjemme fra så utrolig tit, men hun elsker jo hendes job og er meget engageret i det.

Men sommetider kan ting jo også bare blive lidt for hårde.

Min mor var en hårdtarbejdende mor og det kunne jeg kun give hende credit for, for det var godt nok sejt.

•••
|| Marcus' p.o.v ||

Nora havde ikke haft svaret mig hele dagen og det begyndte at gå mig en smule på af en eller anden grund.

Jeg havde fundet ud af, ved at tænke en helt masse over det, at jeg var gået hen og var blevet utrolig glad for Nora og det var virkelig svært for mig at benægte det.

Det første jeg gjorde, da jeg stod op i morges var at skrive til Nora.

Jeg vidste, at det kommende uger ville blive en smule pressede i forhold til, at hun havde prøver og sådan noget.

Det var jeg godt klar over.

Så måske var det bare derfor, hun ikke svarede i morges.

Dernæst skrev jeg til hende ved middagstid, da hun sikkert ville være oppe der, måske sidde og forberede lidt på hendes prøver og hvad hun nu ellers lige ville gøre ved middagstid.

Der svarede hun dog heller ikke.

Dernæst skrev jeg så til hende lige inden aftensmaden, hvilket nok mest af alt bare var fordi jeg var en smule desparat og ikke rigtig kunne klare, at hun ikke svarede, længere.

Det var dog et par timer siden og stadig havde hun ikke svaret mig.

Jeg blev en smule frustreret over det og det gik mig faktisk en smule på, da jeg syntes, at det var utrolig underligt.

Jeg turde nærmest ikke håbe på, at hun ville svare mig lige foreløbig.

Men hun havde vel også travlt med hendes forberedning, så jeg burde jo bestemt ikke sætte nogle krav til, at hun skulle svare mig.

Det ville ikke være fair overfor hende.

«Har Nora svaret?» kom Martinus ind og spurgte om, da jeg selvfølglig havde snakket med ham om det, da det bare var sådan noget, som jeg gjorde og havde følt for.

Jeg rystede på hovedet til hans spørgsmål, for nej, det havde hun jo ikke.

«Nora er bare opptatt av de prøver, hun forbereder sig til» forsikrede han mig og lød opmuntrende, hvilket jeg havde brug for.

Denne gang nikkede jeg på hovedet og var rigtig glad for, at Martinus faktisk prøvede på at opmuntre mig, om det så virkede eller ej, så hjalp det da, at han i det mindste prøvede.

Vi sagde godnat til hinanden, gav hinanden et kram og dernæst gik han ind på hans værelse endnu en gang.

Nu ville jeg bare ligge mig til at sove og når jeg så vågnede næste morgen, ville det forhåbenligt være til et svar fra Nora.

Man havde vel lov at håbe og det havde jeg også tænkt mig, men jeg ville bestemt ikke sætte næsen for højt op efter noget, for jeg ville ikke ende op med måske at blive skuffet.

Måske ville hun sidde oppe hele natten og læse op på de diverse ting, selvom hun jo havde rimelig god tid til det hele.

Og så var Nora jo også bare så utrolig dygtig til alt hun lavede, samtidig med at jeg vidste, at hun allerede havde startet lidt på det.

Hun skulle nok komme godt igennem det, det er jeg helt sikker på.

Ligemeget hvad så ville jeg i hvert fald være glad på hendes vegne og støtte hende...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Toogtyvende kapitel...

Husk at kommenter og vote:))

- Imagiinemm