Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel halvtreds // Tilbage igen

•••
|| Noras p.o.v ||

Jeg skyndte mig alt, hvad jeg overhovedet kunne, da jeg bare skulle nå det.

Skal jeg være helt ærlig, så var jeg altså virkelig bange for, at det allerede var for sent, og hvad skulle jeg dog så gøre?

Hvis ikke jeg nåede det, havde jeg virkelig truffet den helt forkerte beslutning, men kun i forhold til at jeg så slet ikke burde have gjort det, nu hvor det jo var stik modsat af, hvad der egentlig var planlagt.

Men det ville have føltes så utrolig forkert, hvis ikke jeg i det mindste havde prøvet på at nå det.

Så jeg løb nærmest afsted og var fast besluttet på, at det var det, som jeg skulle.

Jeg skulle nå det.

Til sidst satte jeg dog så småt tempoet en smule ned, da jeg havde nået og indhentet det, som jeg nu engang skulle.

Eller jeg havde indhentet ham.

Marcus Gunnarsen.

Jeg gik med hurtigt skridt over mod ham og lagde mærke til, at han åbnede døren til bilen og var ved at sætte sig ind.

Jeg lagde forsigtigt min hånd på hans skulder, og det var lidt som om, at han frøs.

Han vendte sig stille rundt og fik meget store øjne, da han lagde mærke til, at jeg stod lige der foran ham.

«Nora?!» spurgte han og lød også til at være rimelig overrasket.

«Hej» svarede jeg bare, da jeg ikke rigtig helt vidste, hvad jeg ellers skulle svare, da dette jo slet overhovedet jo ikke havde været planen.

Jeg skulle jo egentlig sidde på et fly akkurat på det tidspunkt, men der stod jeg så og så direkte ind i Marcus' øjne endnu en gang.

«Hvorfor er du her?».

«Jeg kunne ikke stige ombord velvidende om, at jeg ikke ved, hvornår jeg kommer til at være med dig igen».

Gad vide om han overhovedet fortsat ville have mig her.

Det havde dog hørt ud som, at han gerne ville have mig der fortsat, da han jo ligesom fortalte mig, at han ikke ville have, at jeg skulle rejse.

Jeg blev dog en smule usikker, da han ikke rigtig svarede, men der gik ikke specielt længe for han havde lagt hans læber mod mine.

Så der blev jeg ligesom sikker på, at det var helt okay med ham, at jeg ikke var gået ombord på det forbandet fly og var på vej hjemad med København lige på det tidspunkt.

Marcus og jeg satte os begge ind i bilen, men jeg blev da lige nødt til at høre Gerd Anne, om det egentlig var okay, at jeg blev.

«Er det okay, at jeg bliver en smule længere?» spurgte jeg så Gerd Anne, da det selvfølgelig gerne skulle være i orden med hende også og ikke bare Marcus.

Hun nikkede på hovedet, så jeg begyndte selvfølgelig at smile, da det var rigtig skønt og først der, spændte jeg mig så fast, og satte mig nogenlunde til rette.

Turen havde tidligere været fra Trofors og mod lufthavnen, men nu var den jo så fra lufthavnen og mod Trofors igen igen.

•••

Da vi igen kørte ind i indkørslen til det utrolig fine, store og hvide hus, begyndte jeg straks at smile ved tanken om, at det stadig var det som Marcus og hans familie boede i.

Og ikke mit eget, så jeg var heldigvis stadig i Norge og sammen med Marcus.

Selvfølgelig er det også rart at være hjemme, men det er altid bare lige en lille smule bedre, når jeg er med Marcus, så det ville jeg da fortrække til hver en tid.

Ja, måske var det ikke det smarteste, at jeg nu igen var der, men det var altså bare det som føltes som det rigtige at gøre.

Jeg steg forsigtigt ud af bilen, da jeg var en smule træt og også rimelig overrasket over min egen handling på en eller anden måde.

Jeg vidste da ikke lige, at jeg bare kunne finde på at gøre sådan noget.

Men det havde jeg da så fundet ud af nu.

Måske havde det noget med Marcus at gøre, at jeg pludselig turde at være en smule våget.

Marcus var hurtigt omme ved mig, da jeg lukkede bildøren, hvor han så også hurtigt fik flettet hans fingre ind i mine.

Vi gik indenfor og det var da helt utrolig rart træde indenfor i dette hus, men det var da også en smule underligt, da jeg jo skulle have været på vej hjem.

«Mamma, kan Nora ikkje kom tilbake?» kunne jeg høre, at Emma kom gående ud i gangen og spurgte om.

Jeg begyndte straks at smile en lille smule, da det da var så utrolig sødt, og da jeg selvfølgelig blev utrolig glad for, at hun syntes, det var hyggeligt at have mig der.

Da hun så lagde mærke til, at det ikke kun var Gerd Anne og Marcus som stod ude i gangen, blev hun vidst en smule overrasket, men begyndte også hurtigt at smule.

Dernæst løb hun nærmest over til mig og direkte ind i mine arme til et kram, ligesom den dag hvor jeg kom for at overraske Marcus.

«Er det okay, at jeg bliver lidt længere?» spurgte jeg hende så og der gik virkelig ikke mere end 0.2 sekund, før hun nikkede kraftigt på hovedet.

Hun krammede mig bare tættere ind til sig og på en eller anden måde, havde jeg slet ikke lyst til at give slip på hende.

Heller ikke for Marcus' skyld, da Emma simpelthen bare var sådan en skøn en, og det var bare helt igennem fantastisk.

Dog blev Marcus til sidt ved med at prikke lidt til mig og hentyde til, at han gerne ville have, at jeg skulle gå med op på værelset.

Så det gjorde jeg da til sidst, da jeg ikke helt kunne stå imod, og da jeg selvfølgelig også gerne ville.

Jeg lagde mig i sengen, og Marcus kom hurtigt over mig med et smil.

«Jeg elsker deg, Nora Amalie Pettersen» sagde han pludseligt.

«Jeg elsker bestemt også dig, Marcus Gunnarsen» svarede jeg og så blev han læber lagt mod mine...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Halvtredsende kapitel...

Husk at kommenter og vote:))

- Imagiinemm