Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel femogtyve // Kæmpe smil

Da Marcus klart var min aller bedste ven, så blev jeg utrolig glad, da jeg så, at hans navn kom frem på min mobil.

Jeg trykkede hurtigt på den grønne knap og Marcus ansigt kom op på skærmen.

Han havde et kæmpe smil plantet på hans læber og det så bestemt ikke ud til, at det ville gå væk lige foreløbig.

Jeg kunne selvfølgelig heller ikke lade være med at begynde at smile, da jeg så hans smil.

«Hei, Nora!» lød det utrolig overgearet fra ham, men det var vel bare et tegn på, at han nok var bare en smule glad.

Og det var altså en kæmpe underdrivelse.

Jeg svarede selvfølglig med et 'hej' tilbage og så fortsatte samtalen egentlig bare derfra.

Det var som om, at vi ikke havde set hinanden i flere år og havde ufattelig meget, som vi skulle have fortalt hinanden, men sådan var det jo egentlig ikke.

Men det var pisse hyggeligt og det var noget, som jeg bare kunne blive ved med, hvis det skulle være.

•••
|| Marcus' p.o.v ||

Nora:
«Mange gange undskyld, Marcus! Jeg har arbejdet en helt del på at læse op til prøverne og der har bare ikke rigtig været så meget tid til alt andet, da jeg bare gerne ville have det gjordt hurtigst muligt...
Nu er jeg heldigvis færdig og har massere af tid til dig, så ring endelig når du er hjemme fra skole, så vi kan få snakket igen, da det er alt for lang til siden<33».

Det var nok den bedste besked, som jeg havde fået meget længe.

Jeg blev simpelthen så glad, da jeg så, at det faktisk var Nora som havde svaret og bare da jeg så hendes navn, bredte der sig et utrolig stort smil på mine læber og det virkede ikke rigtig til, at det forlod dem lige foreløbig.

Selvfølgelig havde jeg tænkt mig at ringe til hende, når jeg kom hjem fra skole og det ville ikke tage mig lang tid om at ringe hende op.

Martinus kom hen til mig og lagde sit hovede på min skulder, så han kunne følge med på, hvad der var på min skærm.

«Hun har svaret» sagde han glad og som om, jeg ikke havde lagt mærke til det endnu.

Han sagde det selvfølgelig på den måde, fordi han vidste hvor glad, jeg blev af det.

Jeg nikkede på hovedet og skyndte mig så ind på beskeden, så jeg kunne svare hende.

Mig:
«Du er så sykt flink og det er så sykt, at du allerede er ferdig! Nora Amalie Petersen, du er jo helt fantastisk til alt, du gjør»

Det var egentlig rimelig vildt at tænke på, at hun allerede var færdig og at det så kun var nogle dage efter, at hun var gået i gang og når hun jo stadig havde en del tid til det.

Igen kunne jeg mærke, at min mobil vibrerede og endnu en besked fra Nora kom op.

Nora:
«Hvor er du altså bare utrolig sød, Marcus!»

Mig:
«Jeg ringer, når jeg er hjemme igjen»

Nora:
«Så klart»

Nu kunne jeg virkelig bare ikke vente med at komme hjem, så jeg endelig kunne få ringet til Nora igen og høre hendes stemme og se hendes så utrolig smukke ansigt.

Jeg savnede hende virkelig og det kunne virkelig mærkes nu, hvor jeg begyndte at tænke en smule mere over det.

Jeg ved ikke, om man kunne sige, at jeg var gået hen og var begyndt at kunne lide hende, men det var nok sådan, det var.

Det var bare som om, at der virkelig var et eller andet over Nora, som jeg bare ikke rigtig kunne stå for og det var en helt anden følelse, end jeg havde prøvet før, men jeg kunne egentlig godt lide følelsen en lille smule.

Dog kunne den også være en smule irriterende, da Nora fyldte mine tanker konstant og der var ligesom ikke rigtig plads til andet.

Men havde jeg egentlig det største problem med, at Nora fyldte mine tanker hele tiden?

Nej, det havde jeg sådan overhovedet ikke.

•••

Det første jeg gjorde, da jeg trådte ind ad hovededøren derhjemme var selvfølgelig at smide mine sko og min jakke, men dernæst løb jeg bare op på min værelse, fandt min mobil frem, fandt Noras nummer og så ringede jeg hende ellers bare op.

Til mig held så var hun ikke lang tid om at tage den og så kom hendes smukke ansigt ellers op på min skærm.

Gud, hvor var hun dog bare den smukkeste pige, som jeg længe havde set.

Nora Amalie Petersen var virkelig en kæmpe fryd for øjet.

Og under hele vores samtale kunne jeg ikke lade være med at smile og grine, da jeg simpelthen bare var så ufattelig glad.

Glad for endelig at snakke med Nora igen, men alt i alt bare utrolig glad for Nora.

Ikke nok med at jeg ikke kunne lade være med at smile, så var smilet på Nora læber altså også rimelig stort og det sad der godt nok også igennem det hele.

Vi snakkede sammen utrolig længe og det havde i hvert fald og været utrolig tiltrængt for min del af.

Nogle gange tænkte jeg egentlig bare på, om hun måske havde det på samme måde, som jeg gik rundt og havde det.

Det var bestemt ikke noget, som jeg turde håbe på, men det kunne da være meget rart, at de følelser, som jeg gik rundt, var gensidige.

Men lige meget hvad så vidste jeg bare, at Nora Amalie Petersen havde fejet benene væk under mig og virkelig taget mig med storm på en helt igennem fantastisk måde...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Femogtyvende kapitel...

Husk at kommenter og vote:))

- Imagiinemm