Kapitel tooghalvtreds // «Men hvorfor?»

150 7 0
ni imagiinemm
ni imagiinemm
                                    
                                              Nogle gange var jeg simpelthen bare ikke i tvivl om, hvad der egentlig gik igennem hovedet på Marcus Gunnarsen.
                          Han var et helt igennem positivt legesygt barn, men samtidig var han helt utrolig stædig.
                          Det var lidt som om, at han bare havde taget en skarp vending de sidste to dage, da han før bare ville ligge i sengen hele dagen og lave absolut ingenting.

                          Men nu ville han simpelthen lave noget hele tiden, og der var nærmest ikke tid til at sidde stille i små fem minutters tid.
                          Dog havde jeg måske ændrede min holdning omkring, hvad jeg prioriterede, da der nu for alvor ikke var længe til, at jeg faktisk skulle ombord på en fly og hjem.
                          Jeg var ikke meget for det, men alligevel glædede jeg mig da bestemt også til at komme hjem igen.
                          Dog ville jeg nu også ønske, at jeg bare kunne tage Marcus med, men måske ville det også være bare en smule sundt for os at være lidt fra hinanden.
                          «Hvorfor skal du gå så utrolig hurtigt, Marcus» brokkede jeg mig en lille smule, men stadig med et lille grin og smil.
                          Af en eller anden grund skulle han gå så ufattelig hurtigt, hvilket jeg ikke rigtig kunne følge med, da jeg seriøst havde meget korte ben i forhold til ham.
                          Han var jo omkring 1.80, imens jeg gik der ved siden af og bare var omkring de 1.65.
                          Så det så nok en smule spøjst ud, når vi gik der ved siden af hinanden, når han var et hovede højere, end jeg var.
                          «Jeg må vise deg noe, fineste» svarede han ivrigt og trak mig bare endnu mere med ham, end han gjorde i forvejen.
                          «Og det er også helt fint, men det er ikke ens betydning med, at vi ikke kan gå bare en smule langsommere end dette» svarede jeg og holdte lidt igen.
                          Han satte heldigvis tempoet en smule ned, så kunne jeg også bedre følge med ham med mine korte ben.
                          «Det må gå fort, Nora Amalie Pettersen».
                          «Det kan det da også godt, men nu skal du også lige huske på, at jeg ikke er 1.80 høj ligesom dig og dermed ikke har ligeså utrolig lange ben som dig, Marcus».
                          Han nikkede bare på hovedet og fik dernæst et lidt fjollet smil frem på læberne.
                          «Du er egentlig veldig liten» sagde han så lige pludselig og begyndte at grine.
                          «Ej, virkelig? Det var jeg godt nok ikke klar over, at jeg er! Det må jeg nok sige, Marcus, der overraskede du mig godt nok» svarede jeg begejstret, men på en helt vildt ironisk måde.
                          Jeg kunne heller ikke lige lade være med kort at rulle med øjnene af ham, da det nok var noget af det dummeste, som jeg havde hørt meget længe.
                          Da jeg havde færdiggjort min sætning, begyndte Marcus egentlig bare at grine en lille smule mere, end han gjorde i forvejen, men hvad havde jeg også lige regnet med?
                          Selvfølgelig gjorde det mig ikke det helt store, da jeg jo udmærket var klar over, at det hele bare var lidt sjov og ballede, så det var jo ikke fordi, han ville gøre grin med mig eller noget som helst i den stil.
                          Det håbede jeg da i hvert fald ikke, lol.
                          •••
                          || Marcus' p.o.v ||
                          «Marcus, hvad laver vi nu her?» spurgte Nora bag mig, og hun lød ikke til at være super tilfreds med, hvor det var, vi var endt henne.
                          Jeg kunne ikke lade være med at komme med et meget lille grin, da jeg jo var udmærket klar over, at hun nok aldrig var gået med mig, hvis jeg havde fortalt hende, hvor det var, vi skulle hen.
                          Så derfor fortalte jeg hende bare, at jeg gerne ville vise hende noget.
                          «Jeg måtte vise deg noe, så her er vi jo» svarede jeg og smilede sødt til hende i håb om, at hun ikke ville være alt for irriteret på mig.
                          Hendes blik sagde dog noget lidt andet end, at hun ikke var irriteret, for hun så faktisk rimelig irriteret ud, hvis jeg skal være helt ærlig.
                          Men på en af samme tid vidste jeg også godt, at hun ikke ville kunne forblive irriteret på mig længere tid ad gangen.
                          Så det var jo et lille plus for min del.
                          «Men jeg har jo set fodboldbanerne før, Marcus! Det er jo ikke ligefrem første gang, at jeg er på disse baner» lød det en smule vrikkende fra hende, imens hun stod med armene oppe i vejret, som om jeg var den mest latterlige akkurat nu.
                          Det var jeg nok egentlig også i hendes optik. Måske endda også i min optik.
                          «Kunne du ikke bare have fortalt mig, at vi var på vej herned, så jeg ikke blev så skuffet?».
                          «Nei, jeg kunne ikkje det, for da hadde du ikkje blitt med meg» svarede jeg og lagde godt mærke til, at hun sendte mig sådan et blik som bare sagde, at hun syntes, jeg var helt igennem latterlig.
                          «Så kunne du jo have taget Martinus med».
                          «Det hadde jo ikkje vært det samme og ta med meg Martinus til noe som dette».
                          Jeg trådte lige et skridt til siden og orkede hen mod en af bænkene som var.
                          Noras øjne blev hurtigt store og et smil formede sig altså også på hendes læber.
                          «Du er så underligt».
                          «Liker du det?».
                          Hun nikkede hurtigt på hovedet og trak mig så tæt ind til sig, hvilket jeg bestemt ikke noget noget som helst problem med.
                          «Men hvorfor?» spurgte hun.
                          «Du og jeg trengte til en liten date» svarede jeg kort og tog hende så i hånden, inden vi stillede bevægede os over mod bænken, hvor der lå tæpper, nogle stearinlys og en lille kurv med nogle få snacks og kakao i.
                          Jeg ville gøre alt for den pige...
                          ------------------------------------------------------------------------------------------------
                          Tooghalvtredsende kapitel...
                          Husk at kommenter og vote:))
                          - Imagiinemm