•••
|| Marcus' p.o.v ||
Martinus og jeg var på vej over mod en af vores gode venners hus, da vi havde en aftale om, at vi, og en masse andre gutter, kom forbi.
Jeg havde da været en smule skeptisk omkring det, da jeg jo nok i bund og grund havde den største lyst til bare at være med Nora hele tiden.
Men dog syntes hun, at jeg skulle tage afsted, og så følte jeg heller ikke helt, at jeg kunne være bekendt at sige, at jeg ikke kom alligevel, da jeg havde min kæreste på besøg.
Eller nej, Nora var jo ikke min kæreste.
Selvom jeg inderligt ønskede, at hende og jeg faktisk var sammen, så vidste jeg bare ikke, om hun også havde det sådan.
Måske ville hun føle, at det gik for stærkt og at det ikke var så passende, hvis jeg 'allerede' valgte at høre hende, om hun ikke nok ville blive min og ingen andres.
Jeg kunne heller ikke specielt godt lide, at ham der Alexander blev ved med at være så utrolig besat af hende.
Ja, det var hendes eks-kæreste, men hun ville jo ikke have noget med ham at gøre længere, så hvorfor blev han dog ved?
Ikke nok med det, så blev han også ved med at fortælle hende, at hun ikke kunne få bedre end ham og det gjorde da selvfølgelig ondt på mig.
Jeg syntes da ikke, at det var det fedeste, at han ville konkurrer med mig på den måde, selvom jeg slet ikke prøvede på at overgå ham.
Jeg prøvede ikke bare lige sådan på at komme i bukserne på Nora.
Ja, selvfølgelig havde jeg da tænkt over det nogle gange, at jeg godt kunne tænke mig at være sammen med hende på den måde, da hun simpelthen bare gjorde noget ved mig.
Men selvfølgelig ville jeg da ikke bare gøre det, for hun skulle også have en lyst til.
Hvilket jeg jo var så heldig, at hun også havde.
Men skal jeg være helt ærlig, så var det heller ikke noget, som jeg bare ville have skulle ske.
Det er et romantisk øjeblik, som jeg hellere end gerne ville dele med Nora.
Nora Amalie Pettersen!
Selv hendes navn fik det største smil frem på mine ellers så små læber.
«Marcus, hva tenker du på?» spurgte Martinus mig pludselig.
Jeg vendte mig fokus imod ham i stedet for på mine fødder.
«Nora» svarede jeg bare og begyndte at smil stort, da jeg nævnte hendes navn.
«Herregud, du er så jævla forelska».
«Fy faen, ja! Jeg er så skikkelig glad i henne og jeg har bare lyst på og være med henne» konstaterede jeg og blev faktisk en smule frustreret ved tanken om, at hun ikke var med for alvor.
Det irriterede mig, at Alexander måske havde en chance for at få hende tilbage, nu hvor jeg jo heller ikke have hende.
Hvorfor skulle han seriøst også begynde at kommentere på, hvad det var, som Nora og jeg gik rundt og lavede.
Ja, vil lavede ikke det, som han sikkert gerne ville lave med hende igen, men om vi så gjorde det eller ej, så var vi vilde med hinanden og utrolig glade i hinandens selskab.
«Hvorfor tok du ikkje med henne, mamma og Emma da?» spurgte han så, som om det var det mest åbenlyse, jeg kunne have gjort.
«Hva skulle de?».
«Emma og danselaget hennes skulle opptre i dag og du vet» svarede han og det havde jeg da helt glemt alt om.
Ej, det var egentlig en smule tarveligt af mig, at jeg bare sådan havde glemt det.
Jeg tror måske bare, at jeg har haft så utrolig meget at tænke på, nu hvor Nora faktisk er her og da jeg jo utrolig gerne vil bruge så meget tid med hende som muligt.
«Oi, ja! Det er sant».
•••
Alle drengene sad bare og var utrolig optaget af det spil fifa, som nogle af dem var i gang med.
Men var jeg også optaget af det?
Svaret var helt klart, nej.
Jeg sad og var helt vildt optaget af min egen mobil, da jeg nærmest bare ventede på, at Nora ville svare mig, da jeg sad og skrev med hende.
Og jeg savnede hende, selvom det nok var omkring halvanden time siden, jeg sidst var sammen med hende, så det var jo ikke det helt store.
Nora:
«Hyg dig nu bare med drengene, og når du så kommer hjem igen, er jeg sikker på, at jeg står klar til at give dig et lille kys»
Meg:
«Ét kyss?»
Nora:
«Ja, vil du da ikke have et kys?»
Meg:
«Jo, så klart! Men jeg vil skikkelig gjerne ha flere enn ét liten kyss»
Nora:
«Jamen, så må vi da se, om du kan få lov til at få mere end ét kys, når du kommer hjem»
Meg:
«Jeg vil hjem nå!»
Nora:
«Nej, bliv nu og hyg dig med dine venner, Marcus! Så ses vi, når du kommer hjem<33 Elsker dig»
Meg:
«Jeg elsker deg og, jenta min»
Jeg lagde min mobil fra mig og havde igen et stort smil plantet på læberne.
Det var lidt som om, jeg aldrig nogensinde ville komme af med smilet, så længe jeg bare havde Nora Amalie freaking Pettersen.
Hvis jeg kunne, så ville jeg virkelig bruge al min tid på hende, spendere alle mine penge på hende og ikke mindst fortælle hende, hvor meget hun virkelig betød for mig.
Ja, jeg havde det da bestemt hyggeligt med at være med drengene, men skal jeg være helt ærlig, så ville jeg da hellere ligge hjemme og have Nora i mine arme.
Og så ville jeg kysse hendes bløde læber...
------------------------------------------------------------------------------------------------
Fireogfyrrene kapitel...
Husk at kommenter og vote:))
- Imagiinemm
YOU ARE READING
Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen
FanfictionHan elsker hende...♡ - Men har hun det på samme måde? @imagiinemm, 2018
