Hvis der var en bestemt ting, som jeg sådan virkelig undrede mig over, så var det, at der var så utrolig stor forskel på de to tvillinger på visse punkter.
Martinus var tidligt oppe om morgen, imens Marcus nærmest ikke ville andet end at ligge i sengen hele dagen lang.
Udover når han så havde lyst til at være på fodboldbanerne med én af hans utrolig mange bolde ved fødderne.
Og så var han jo så selvfølgelig også sommetider ude at rejse, når det var tid til det.
Dog følte jeg lidt, at det havde været noget tid siden, de sidst havde været afsted på den måde.
Men jeg skulle virkelig ikke brokke mig, for det betød jo, at jeg havde en del mere tid med Marcus, og Martinus, end jeg jo højest sandsynligt ville have haft, hvis de skulle alt muligt.
«Nora, kan du ikkje bare please komme og ligge her?» kunne Marcus' bedende stemme høres ovre fra sengen, hvor han endnu en gang lå og ikke ville rejse sig op.
«Nej, Marcus» svarede jeg bare og satte mig over i den stol, som stod henne ved hans skrivebord.
«Jeg skjønner ikkje hvorfor, du alltid skal være på tvers».
«Og jeg forstår ikke, hvorfor vi altid skal ende med at diskutere dette».
Dernæst sagde han ikke rigtig noget, men mumlede bare et eller andet for sig selv, som jeg ikke kunne høre.
«Undskyld, hvad sagde du?» spurgte jeg undrende, da jeg egentlig gerne ville vide, hvad det var, han havde haft mumlet.
«Ikkje noe» svarede han bare, lidt ligesom jeg jo nu nok også havde forventet.
Men selvfølgelig lod jeg den da bare ikke ligge, da Marcus normalt heller ikke gjorde sådan noget, så hvorfor skulle jeg dog?
«Hvis det ikke var noget, hvorfor mumlede du det så overhovedet?» spurgte jeg lidt stikkende og gjorde det udmærket kun fordi, jeg havde lyst til at være en smule spydig.
Ikke på sådan en træls og utrolig irriterende kæreste aftog måde, men bare forbi det var lidt sjovt en gang imellem.
«Herregud, du er så skikkelig fleipete, Nora».
«Jeg er ikke flabet, Marcus! Jeg tænker måske bare en smule mere over tingene, end hvad du måske gør».
Jeg rejste mig fra stolen, som jeg ellers for ikke specielt længe siden satte mig på.
Så småt begyndte jeg at gå i retningen af døren, men besluttede mig så for, at jeg lige hurtigt ville lægge min mobil hen på det lille bord som stod ved siden af Marcus' seng.
Da jeg havde lagt mobilen fra mig og skulle til at vende mig om endnu en gang, tog Marcus blidt fat om mit håndled og trak mig ned til ham i sengen.
«Lad være, Marcus» brokkede jeg mig, imens jeg prøvede at komme fri fra hans greb og op fra sengen.
«Du er så skikkelig fleipete i dag, Nora Amalie Pettersen!» konstaterede han og begyndte så at plante små, blide kys på den af mine kinder som var vendt mod ham.
«Men jeg liker det veldig godt! Jeg synes det er litt deilig» fortsatte han.
«Du synes lige frem, at det er dejligt?».
«Ja, det og du er deilig» svarede han en smule selvsikkert og havde et kækt smil plantet på hans læber.
Af en eller anden grund var jeg altså begyndt at være en smule glad for hans kække smil, og det undrede mig virkelig, for de var jo også en smule irriterende på en af samme tid.
Hvorfor jeg blev glad på grund af hans ellers rimelig trælse, kække smil, havde jeg virkelig ingen anelse om.
«Hvorfor skal du lige pludselig være så fløde?» spurgte jeg, da jeg virkelig ikke var den største fan af fyre som er fløde.
Men på samme tid var det da bare en smule sødt, når han sagde sådan noget.
«Fløte?» spurgte han bare tilbage og forstod åbenbart ikke rigtig, hvad det var, jeg egentlig mente med det.
«Ja, er det ikke noget I siger her oppe i Norge?».
«Sier hva da?».
«At personer kan være fløde?» spurgte jeg så og var egentlig rimelig overrasket over, at det nok ikke rigtig gjorde det.
«Hvorfor i all verden skulle vi si, at personer et fløte? Det er jo rart» svarede han bare med lidt rynkede bryn og så ud til at syntes, at vi var helt vildt underlige i Danmark, bare fordi man kunne sige, at en person er fløde.
«Det er jo bare noget, man siger, når der er en person som er lige en tand for sød».
«Da er man fløte?».
Jeg nikkede bare på hovedet og kunne så høre, at Marcus så småt begyndte at grine af mig.
Jeg rullede bare kort med øjnene af ham, men lagde mig alligevel lige lidt længere ind til ham, da jeg ikke kunne lade være.
Jeg havde dog haft bedt ham om at lade være, da han trak mig ned i sengen til ham.
Men lige nu havde jeg alligevel ikke specielt meget imod det, da jeg simpelthen bare ikke kunne stå for ham.
Hvis jeg dog bare kunne modstå ham bare den mindste smule, ville det altså være en smule nemmere at være lidt stædig på sådan her nogle tidspunkter, uden at det er på en alt for irriterende måde.
«Du er fløte og, Nora Amalie Pettersen» sagde Marcus så pludselig efter noget tid, hvor der bare havde været lidt stilhed.
Jeg satte mig hurtigt op og så ned på ham med et lidt forarget blik.
«Hey! Jeg er da slet ikke fløde, Marcus Gunnarsen» svarede jeg.
«Da sier vi det, Nora».
Jeg slog ham blidt på armen, men dernæst lagde jeg mig egentlig ned til ham igen.
Han lagde armene om mig og trak mig tættere ind til sig, hvis det overhovedet var muligt.
«Du er en liten dritt, Nora, men du er da dritten min».
«Du er så mærkelig, Marcus».
«Du liker meg så skikkelig nye» sagde han bare og det var et totalt emneskift efter min mening.
«Slevfølgelig gør jeg da det!».
«Du er best, Nora Amalie Pettersen»...
------------------------------------------------------------------------------------------------
Enoghalvtredsende kapitel...
Husk at kommenter og vote:))
- Imagiinemm
YOU ARE READING
Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen
FanfictionHan elsker hende...♡ - Men har hun det på samme måde? @imagiinemm, 2018
