Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel seksogtredive // Afsted mod Norge

Det var tidligt om morgen, og jeg havde bestemt ingen anelse om, hvorfor jeg allerede var vågen.

Idag var dagen, hvor jeg skulle afsted mod kolde, men utrolig smukke og skønne, Norge.

Selvom jeg som sagt først skulle være i lufthavnen omkring 12.00 og klokken nu var omkring 08.30, så kunne jeg simpelthen bare ikke sove mere af en eller anden grund.

Jeg havde fået pakket de ting, som jeg ville tage med mig op til Marcus, så det var ikke noget, jeg skulle til at tænke på.

Da jeg havde ligget i sengen i noget tid, kunne jeg ikke rigtig holde ud længere, så jeg rejste mig og begyndte så småt at gøre mig klar.

Jeg fandt noget hyggeligt og komfortabelt tøj på, da jeg ikke havde lyst til at have stramt tøj på, når jeg skulle ud at flyve.

•••

Jeg var lige ankommet til lufthavnen og havde også lige fået checket ind og det man nu engang skulle, når man skulle ud at flyve.

Da jeg ikke havde alverdens ting med, så det var egentlig bare håndbagage, hvilket var rimelig rart, da jeg jo så ikke skulle vente på det, når jeg ankom.

Jeg havde egentlig en del tid, som jeg skulle klare mig igennem, så derfor besluttede jeg mig for at få en lille bid mad og noget at drikke, da jeg var lidt sulten.

Og så kunne jeg jo bare tage resterne med mig ind i flyet, hvis jeg nu ikke ville kunne spise det hele.

Skal jeg være helt ærlig, så var ventetiden altså rimelig kedelig og jeg ville egentlig bare gerne ombord på flyet og afsted med Norge.

Ikke nok med at jeg havde en masse ventetid i Københavns lufthavn, så havde jeg jo også lige lidt i Oslos og Trondheims lufthavn.

Nogle gange synes jeg altså, at det var en smule besværligt, at man skulle mellemlande en del gange, men sådan måtte det jo blive og det var der ikke noget at gøre ved.

Men jeg skal da være helt ærlig og sige, at jeg bestemt glædede mig til, at jeg sad i Mosjøens lufthavn og ikke skulle med flere fly.

•••

Det var nu nogle timer siden, jeg var gået ombord på flyet i København og dermed også det første fly, som jeg skulle med.

Jeg sad lige nu i Trondheim og skulle boarde om omkring de fem minutter, så det var jo rimelig skønt.

Så når jeg gik ud af flyet, ville jeg endelig være i Mosjøen og kun omkring de tre kvarter væk fra Trofors og drengen, som jeg er taget hele denne lange vej for at se igen.

Ikke nok med at jeg selvfølgelig glædede mig en helt del til at se og overraske Marcus, så glædede jeg mig da bestemt også til at se resten af familie Gunnarsen igen.

Det var der da ingen tvivl om.

Så da jeg satte mig ind i flyet til Mosjøen, havde jeg nok det største smil på læberne, også selvom jeg havde været på vej siden 12.00 og klokken var ved at være mange.

Jeg fandt mit sæde og selvom jeg ikke skulle sidde der så længe, så satte jeg mig alligevel godt til rette og fandt noget hyggeligt musik frem, som jeg så satte på i mine høretelefoner.

Dernæst satte jeg mig til at se ud af vinduet og før jeg viste af det, var flyet lettet og var nu på vej med Mosjøen.

Flyveturen var heldigvis ikke så forfærdelig lang igen, så jeg var hurtigt ude af flyet igen og kulden ramte mig.

Jeg havde godt nok ikke svaner det utrolig kolde vejr, som der jo sommetider var i Norge, men ellers havde jeg da savnet en helt del ved smukke Norge.

Hurtigt fik jeg samlet alle mine ting og så var jeg ellers også rimelig hurtigt ude af flyet.

Imens de fleste andre nok skulle have deres bagage, så kunne jeg bare gå direkte ud og finde Gerd Anne, hvilket jeg frydede mig utrolig meget over.

Der var jo ikke så utrolig mange med flyet, da det ikke var specielt stort, men jeg skulle da alligevel lige finde min vej igennem en del mennesker, inden jeg kom ud til indkomst hallen, hvor Gerd Anne gerne skulle stå.

Det tog mig da heller ikke specielt lang tid om at finde hende stå med et stort smil og et dansk flag i hånden.

Jeg skyndte mig hen til hende og havde også selv et stort smil plantet på læberne.

«Hei, Nora!» sagde hun glad og rakte armene ud, så jeg kunne gå direkte ind i dem og ind til et varmt og meget velkommen kram.

«Hej» svarede jeg.

«Var reisen bra?» spurgte hun og jeg et nik med hovedet blev mit svar, da jeg var en smule træt.

«Ja, men jeg er ved at være en smule træt af at flyve så meget og skulle skifte fly" svarede jeg og smilede et træt smil.

"Det skjønner jeg veldig godt, fineste deg! Men da må vi vel hellere se og kjøre hjem, da jeg veldig sikker på, at en gutt blir skikkelig glad, når han ser deg» konstaterede hun og fik et større smil frem på mine læber, da jeg begyndte at tænke mere på Marcus, end jeg havde gjordt førhen.

Nu skulle jeg endelig være med ham igen og det var virkelig skønt at vide.

Men selv da hun bare sagde «fineste deg», mindede det mig ufattelig meget om Marcus, da han rimelig tit valgte at kalde mig «fineste».

Gad vide om det var noget, som han havde fået fra sin skønne mor.

Vi bevægede os så småt ud mod bilen og så var vi ellers på vej mod Trofors.

Og Marcus Gunnarsen...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Seksogtredivte kapitel...

Husk at kommenter og vote:))

- Imagiinemm