Kapitel nioghalvtreds // «Hva gjør du her, fineste?»

250 8 4
by imagiinemm
by imagiinemm
                                    
                                              •••
|| Noras p.o.v ||
                          Da jeg vågnede tirsdag morgen, kunne jeg ikke længere holde det ud.
                          Jeg var så skide bekymret og kunne på ingen måde være i mig selv. Marcus havde stadig ikke svaret mig, hvilket jeg flippede ud over.

                          Ikke fordi jeg var sur på nogen som helst måde, men tanken om at noget var sket, kunne jeg slet ikke bære at gå rundt med længere.
                          Mig:
«Marcus?»
                          Skrev jeg bare, da jeg virkelig ikke anede, hvad jeg ellers skulle skrive, for hvad nu hvis han var fuldt ud bevidst om, at jeg havde skrevet, men bare valgte ikke at svare mig.
                          Det var nok noget af det værste, jeg kunne forestille mig, udover hvis han som sagt var kommet til skade, eller der var sket et eller andet skidt.
                          Jeg nænnede slet ikke at tage i skole, da jeg simpelthen ikke kunne fokusere på noget som helst andet.
                          Det var lidt som om, at jeg ikke fungerede optimalt, da jeg var ved at sprænge af bekymring, og jeg var nærmest græde færdig.
                          Så da klokken nærmede sig 14.00, og jeg vidste, at han i hvert fald ville være færdig med skole, skrev jeg endnu en besked til ham.
                          Mig:
«Marcus, vil du ikke nok svare? Jeg er så bekymret, mus...»
                          «Jeg elsker dig<3»
                          Jeg fandt dernæst min computer frem og fik hurtigt søgt på flyrejser til Norge, da tanken bare lige pludselig ramte mig.
                          «Tak, tak og atter tak!» sagde jeg højt og for mig selv, da jeg ikke kunne beskrive min glæde.
                          Hvordan det var muligt, at jeg kunne finde en afbestillingsrejse til Trondheim, havde jeg virkelig ingen anelse om, men jeg var så utrolig lykkelig over det.
                          Jeg skyndte mig at tage den billet, og så kunne det ikke gå for hurtigt med at få pakket nogle ting og komme ud af døren og mod lufthavnen.
                          Da jeg havde fået checket ind og bare ventede den sidste halve time, inden jeg skulle til at boarde, fik jeg bestilt en togbillet fra Trondheim til Mosjøen og til slut en billet fra Mosjøen til Trofors, hvor jeg så i ren overraskelse ville ende op ved Marcus og hans familie.
                          Det ville tage en del tid for mig, men det var heldigvis ikke nær så lang tid, som det ville tage, hvis jeg skulle køre derop.
                          Pludselig ramte en tanke mig som gjorde mig en smule bange.
                          Hvad nu hvis ingen var hjemme?
                          •••
                          Det var ved at være omkring fem timer siden, jeg satte mig ind i det første tog, så nu var der kun omkring to timer tilbage, før jeg var, hvor jeg gerne skulle ende, og der hvor Marcus gerne skulle befinde sig.
                          Klokken var efterhånden ved at være 23.00, og jeg var så træt, som man overhovedet kunne være, samtidig med at det var et skod tidspunkt, jeg ville dukke op foran familien Gunnarsens hus på.
                          Men jeg kunne af en eller anden grund ikke være mere ligeglad, da jeg bare havde brug for at se Marcus og vide, at han var okay.
                          Men da jeg endelig var endt på stationen på Trofors, skyndte jeg mig at tage mine ting, inden jeg gik afsted mod det hvide hus, som jeg havde savnet så utrolig meget.
                          Der var mørkt, men ikke så mørkt, som det ville have været hjemme i Danmark, da jeg befandt mig meget længere mod nord, hvor solen gik ned senere end i hjemme.
                          Jeg gik med raske skridt, og det gjorde nærmest helt ondt i mine ben og fødder, men det kunne kun gå for langsomt, og det gad jeg virkelig ikke.
                          Pludselig blev jeg mere og mere nervøs, da jeg begyndte at kunne se huset, som jeg skulle hen til, komme tættere og tættere på.
                          Da jeg stod lige foran døren, fandt jeg min mobil frem og tog en dyb indånding.
                          Mig:
«Gå lige nedenunder og åben hoveddøren, så er du sød»
                          Jeg sendte den selvfølgelig til Marcus, men om jeg regnede med, at han svarede, havde jeg ikke rigtig tænkt over, men jeg håbede det da.
                          Til min store overraskelse så jeg pludselig, at han rent faktisk havde set den.
                          Da der var stille i hele byen, kunne jeg ane lyden af, at nogle gik ned af en trappe, og dernæst så jeg, at noget lys blev tændt.
                          Inden jeg vidste af det, blev nøglen drejet om til den ene side, og døren blev åbnet.
                          Der stod han jo. Drengen jeg havde prøvet at komme i kontakt med det sidste døgn og endda over.
                          «Nora?» spurgte han overrasket og havde store øjne, hvilket jeg bestemt også ville have haft, hvis han pludselig stod foran min dør på det her tidspunkt af dagen og bare sådan lige uden videre.
                          «Hva gjør du her, fineste?» blev hans næste spørgsmål.
                          «Du svarede mig aldrig, så jeg blev så bekymret og kunne ikke holde ud ikke at vide, om du var okay eller ej» svarede jeg og dernæst blev jeg hurtigt trukket ind i et tæt kram.
                          Et kram jeg havde savnet så ufattelig meget.
                          Da jeg stod i Marcus' arme, kunne jeg ikke holde noget som helst inde mere og begyndte at græde.
                          Han trak mig endnu tættere ind til sig og nussede mig blidt over ryggen, imens han samtidig placerede kærlige kys i mit hår.
                          «Tro meg, jenta, det var aldri meningen min ikkje og svare deg, men plutselig kom noe i veien, som jeg selv var veldig overrasket over og» sagde han stille og kyssede blidt min kind og dernæst videre ud på mit øre.
                          «Hvad skete der? Kom du noget til? Er du okay?» alle spørgsmål røg bare ud af mig, og jeg var meget overrasket.
                          Marcus begyndte at smile og grine en smule. «Du er så søt, fineste».
                          «Jeg er ikke sød, Marcus!».
                          «Du er søt, Nora! Se bare, du er her nå, da jeg ikkje kunne svare deg, så du dro fra Danmark til Norge og hit, for og sikre deg, at jeg er bra» konstaterede han.
                          Jeg kunne slet ikke se, hvorfor han syntes det, da jeg nærmest bare følte, at det var en selvfølge at sørge for og være sikker på, at han havde det godt og var okay.
                          «Kom, det er sent, og du må være trøtt» sagde han og tog fat i min hånd, førte mig indenfor, lukkede og låste døren bag os.
                          «Jeg bliver nødt til at vide, hvad som skete, Marcus».
                          «Du har reist lenge, du trenger litt søvn, fineste» han lød meget overbevist, og jeg kunne jo egentlig godt forstå ham.
                          «Men Marcuuuus!» brokkede jeg mig.
                          «Jeg fortelle deg alt i morgen, Nora Amalie Pettersen, okay?».
                          Jeg nikkende på hovedet og fulgte så med ham ovenpå. Da vi kom ind på hans værelse, skubbede han mig blidt ned i sengen, stak hovedet ind foran mig og kyssede blidt mine læber.
                          «Jeg elsker dig, Nora Amalie Pettersen».
                          Hvor havde jeg dog savnet ham, hans læber og hans uendelige kærlighed...
                          ------------------------------------------------------------------------------------------------
                          Nioghalvtredsende kapitel...
                          Husk at kommenter og vote:))
                          - Imagiinemm