What a wonderful world

Kapitel 17

Endelig er Cat klar, og vi tager afsted. Cat havde aftalt at mødes med dem klokken 18 og der er kun et kvarter til så vi har lidt travlt. Vi tramper hårdt i pedalerne på vores lejede cykler, for at nå det nogenlunde til tiden, hvilket får det til at smerte i min stadig ømme numse. Pludselig slår det mig at jeg ikke kender drengene, jeg ved ikke engang hvad de hedder. Jeg stopper med at trampe og bremser.

"Hvad sker der?" spørger Cat, da hun indhenter mig.

"Vi kender dem ikke"

"Jo vi snakkede med dem igår"

"Du mener at vi snakkede med dem igår? Cat vi fniste af dem, og de fniste af mig. Det var ikke en samtale" svarer jeg en tand for spydigt.

"Lad nu være med at være så kedelig! Det skal nok blive helt vildt sjovt. Plus at du kan gøre Alex jaloux!"

"Hvorfor skulle jeg gøre det?"

"Fordi når han finder ud af at du har været sammen med en anden hottie, bliver han jaloux og finder ud af at det er dig han vil have. Simpel logik!" Svarer Cat, som om det er det mest logiske i hele verden.

"Det kan jeg ikke se logikken i, og jeg har ingen intentioner om at være sammen med de drenge! Jeg ved ikke engang hvad de hedder og jeg tvivler på at du ved det"

"Den ene hedder William, og nu har vi afalt at mødes med dem så det gør vi! Hvis du ikke vil med, kan du bare blive hjemme, men jeg tager afsted" Cat er ikke til at rokke, når hun først har taget en beslutning.

"Cat, du kan ikke tage afsted alene. Tænk nu hvis de er ude på noget! Hvad hvis de voldtager dig og smider dig i havet bagefter!" sva

"Hvad er sandsynligheden for det?"

"Okay vi mødes med dem, men ikke noget men vi går senest klokken tolv, og ikke noget med at sove sammen!"

"Aftale!" og så cyklede vi videre.

. . .

Vi ankom til tivoliet tyve minutter for sent, og et øjeblik troede jeg at drengen var gået, men uheldighvis stod de i kø ved en karusel.

"Hej!" siger Cat begejstret da vi går mod dem. I kor svare hilser de tilbage, og gør mine til at gå, men Cat stopper dem.

"Vi kan bare tage med derop!" siger Cat og drengene kigger måbende på hende.

"Glem det jeg skal ikke derop!" Svare jeg og kigger op på de mange loop og ting og sager, som jeg helst vil undgå.

"Du tør ikke" siger en af drengene udfordrende og løfter et bryn.

"Nej, jeg ser bare ingen grund til at blive kastet rundt i en ubekvem, lille vogn, som kører en helt unarturlig høj fart, i forhold til sikkerheden!" svarer jeg lidt for mor-agtigt.

"Du tør ikke" Siger han igen "Indrøm det bare. Og hvis du er heldig vil Charlie her holde dig i hånden" fortsætter han og lægger hånden på den anden dreng, som må være Charlie.

"I får mig ikke derop" siger jeg stædigt og går ud af køen.

"Jeg bliver her og venter på jer, sammen med hende" siger ham der må være Charlie. Cat og william går op i karuselen, og jeg står alene tilbage med Charlie. Jeg syntes det er lidt synd for Charlie at han skal vente her, bare fordi jeg ikke gider i karuselen så jeg beslutter mig for at være lidt venligere imod dem. Men det har lige fra start været en date mellem Cat og william, og så var vi de restende, og derfor blev vi automatisk sat sammen også.

"Jag fatter ikke at de gider de dumme karuseler" siger Charlie pludselig.

"Hvis det var et forsøg på at lyde klog, for at imponere mig, virkede det ikke" svarer jeg koldt, men fortryder det lige efter jeg har sagt det. Dette er jo ikke hans skyld. Jeg prøver at rette op ved at sige; "Jeg tror bare at du ville slippe for det, fordi du ikke tør. Det er derfor du vil vente her ved mig"

Han fniser på en drenget måde og smiler skævt, samtidigt med at han fanger mit blik og siger; "så du tror jeg er en tøssedreng?" Jeg nikker og smiler udfordrende.

"Jeg har faktisk været i militeret!"

"Det var garanteret værnepligt"

"Okay måske, men tæller det ikke alligevel?" Han smiler og jeg trækker på skuldrende mens jeg siger; "Du har garanteret ikke engang en tatovering!"

"Jo jeg har! Vil du se?"

"Det kommer an på hvor den er" svarer jeg imens han gør mine at trække sin t-shirt af.

"Her" siger han da han har fået sin t-shirt af og stiller sig med ryggen til mig. På hans ryg er to enorme ørnevinger.

"Hvorfor lige en ørn?" spørger jeg beundret imen jeg lader mine fingre glide lang tuschen.

"Som en påmindelse om at jeg skal være tapper og modig"

"Hvor teatralsk" Svare jeg.

"Syntes du?" spørger han og jeg nikker som svar, selvom han ikke kan se mig. Han vender sig mod mig, og jeg får et glimt af en veltrænet mave før t-shirten er på. Han finger mit blik og bider sig i læben. Jeg kigger hurtigt væk, og rødmer.

"Undskyld, det var ikke meningen at belure dig" siger jeg og føler mig ubeskriveligt dum.

"Det gør mig ikke noget" siger han og tager min hånd. Jeg bliver overrasket og kigger igen på ham.

"Kom!" siger han og trækker mig afsted.

"Hvad skal vi?" spørger jeg overrakset over sådan et stemningskift. Han peger op på et gammelt pariserhjul, og jeg stivner lidt. Jeg har aldrig været speciel glad for højder, men jeg siger intet. Jeg lader mig bare trække med gennem den begrænsede folkemængde.