What a wonderful world

Kapitel 10

Først klokken to fik jeg taget mig sammen til at stå op. Mor var væk, men sammen med far. Jeg listede ned af trappen. Min hvertrækning var tung og dyb. Jeg var lydløs, i frygt for at de stod i svinget i gangen. Jeg drejede rundt om hjørnet, men de var der selvfølgelig ikke.

Jeg var nød til at gå udenfor og hente nøgle i postkassen. Nøglen til postkassen lå på køkkenbordet. Jeg tog den i hånden. Sådan en lille nøgle var det eneste der beskyttede mig mod Dem. En sølle lås. Jeg tog ikke sko på, men listede bare ud i bare tær. Fliserne var kolde mod min bare hud. Jeg kiggede hele tiden bag mig, om nogen så mig. Jeg låste hurtigt op, tog nøglen og løb ind.

Jeg smed begge nøgler på køkkenbordet og gik over til anlægget. Måske kunnelidt musik få mig til at slappe af. Jeg bladrede bunken af cd'er igennem. Der var inte jeg kendte, og jeg turde ikke hnete min telefon, som lå ovenpå. Jeg fandt en cd med Luis Amstrong. Et kendt navn, som alle kender, men gad vide hvor mange der egenligt har hørt hans musik.

Jeg fandt fjernbetjeningen til Dimsen og tændte den. Jeg fik cd modttagerenm (Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal kalde den) åbnet og satte cd'en i. Jeg skulle til at lukke den, men trak hurtigt hånden til mig af chok. Den lukkede af sig selv. Skide elektronik. Jeg trykkede afspil og satte mig over i sofaen, og lyttede

And i think to myself, what a wonderfull world..

Ja sikke en fantastisk verden!

Jeg lukkede øjnene og lyttede videre.

En hånd greb mig og jeg fløj op. Jeg vidste de var kommet! Men jeg tog fejl. Det var bare Alex. Han stod og grinnede lidt af min reaktion.

"Hvad fanden er det her for noget musik?!" grinnede han.

"Hvorfor fanden bankede du ikke på?! Er du klar over hvor pisse bange jeg blev! og hvad laver du her?"

"Jeg er ogs rigtig glad fro at se dig! " sagde han sarkastisk og fortsatte "for det først ebankede jeg altså på, men du har jo gang i musikken, eller hvad man kalder det her. For det andet er jeg kommet for at besøge dig. Du virkede ikke helt vildt glad i går, så jeg ville høre hvordan du har det?"

"Ad helvede til"

"ALice for satan, hold nu op!"

"Ja undskyld jeg ikke har det fantastisk nu hvor min mor er skredet og der er en bande efter mine forældre"

"Jeg siger ikke at du behøves at have det fantastisk, men gider du lade være med at lade det gå ud over mig, tak! Jeg er ligesom kommet for at se om du er okay, men du råber op og skælder ud som en eller anden sur teenage-mor"

"Undskyld"

Han satte sig ned i sofaen ved siden af mig.

"Jeg håber du er sulten, for jeg gik omkring bageren påvej hjem"

Jeg var faktisk sulten. jeg havde ikke fået mad siden i går eftermiddags, men hvordan kunne han nå det efter skole. Normalt havde vi fri klokken halv fire og kloken er nu? tre måske?

"hvordan kunne du nå det?"

"Hende-med-de-røde-briller er blevet indlagt, og de kan ikke finde nogle vikare, sp vi har fri klokken halv to hver dag i ugen"

"Okay" sagde jeg og han rejste sig. I frygt for at være alene fulgte jeg efter ham selvom han kun skulle ud og hente det han havde kjøbt hos bageren.

Diste sig at være berliner. Selvom jeg hadder berlinere spiste jeg aligevel to. Alex kunne kun spise en, så jeg spiste også hans.

"Shit du er sulten! har du ikke spist i et år eller hvad? Det forklare hvorfor du er så pisse tynd!" sagde han. Han havde vist ingen stuationsfornemelse. Det var jeg faktisk ret glad for lige nu.

"Nå hvad skal vi lave?" Spurgte han.

"Det ved jeg ikke" sagde jeg og gik ud i køkkenet med bagerposen. på vej tilbage til sofa fik jeg øje på et skateboard i gangen?

"Skater du?" spurgte jeg.

"Ja. Altså ikke sådan noget med tricks og ramper"

"Så kan vi tage ud og skate" foreslog jeg, og det gjorde vi.

Det var lang tid siden jeg havde skatet, så jeg var meget kluntet i forhold til Alex. Han rullede afsted i høj fart, uden bare de mindste problemer.

Klokken var næsten syv, men sommersolen gjorde at klokken føltes meget mindre. Eller rettere tidligere...

Vi havde skatet i flere timer, og jeg var ved at have styr på det. Det skulle fejres med en lille dyst!

"Hvem kommer først hen til enden af vejen?!" råbte jeg barnilgt og farede afsted. Jeg var så fokuseret på at komme først så jeg helt glemte at kigge på hvad jeg lavede. Det resulterede i at en lille flænge i vejen fik skateboardet til at stoppe og mig til at falde forover. Jeg fløj mindst to meter, hvorefter jeg knaldrede knæene, den ene albue og siden af hovedet i asfalten.

Alex hoppede af boardet og løb over til mig. Han satte sig på knæ ved mig og han så helt panikslagen ud.

"Shit! Er du okay? Skal jeg ringe til en ambulance?" spurgte han panisk.

"Rolig! jeg har det fint. Bare en smule ondt og jeg er lidt svimmel"

"Det er satme godt at ikke alle mine venner er lige så dårlige til at skate som du er!"

Med min ikke forslåede hånd gav jeg ham en lammer. Bævegelsen fik det til at smerte i hele kroppen.

"Jeg tror hellere vi må få dig hjem" sagde Alex og trak mig op at stå.