What a wonderful world

Kapitel 9

(Alices hus^)

Mandag eftermiddag havde vi fattet os. Min mor sad og kiggede rastløs ud af vinduet imens hun holdte sin kaffe i hånden. Hun havde ikke drikket af den, så den var nok kold nu. Jeg stirede på hende. Jeg vidste at hun holdte øje med dem.

"Alice vi er nød til at flytte" sagde hun pludsligt.

"Jeg ved det" sagde jeg roligt. Jeg vidste at det måske betød at jeg aldrig ville se mine veninder eller Alex igen.

"Hvor hen?" spurgte jeg. Hun havde ikke kigget på mig hele morgenen.

"Jeg har fundet et hus i den anden ende af byen, der skal du bo. Jeg rejser tilbage til far i England" Hendes ord han i luften. Der skal du bo.

"Er han ikke.." Jeg kunne ikke afslutte sætningen.

"Nej han er ikke død. Jeg har holdt kontakten til ham gennem alle årene. Han har sendt et brev med hans adresse, hvis vi ville besøge ham. Men du skal blive her. Alt andet er for farligt"

Mine øjne blev våde. Tanken om at de ville forlade mig igen. "Hvorfor har du aldrig fortalt mig det?"

"Skat det er kompliceret. Men hør her; jeg flytter over til far, og banditterne følger nok med os. Du flytter over i det nye hus og bliver der til at vi kommer tilbage".

Vi må vel betyde at hun tager far med?

"Hvor lang tid?"

"Det ved jeg ikke. Måske kun dage, måske månneder, måske år"

Mine øjne flød over og hulkene kom store og voldsomme. Jeg var ikke typen der græd, men det kom nu.

"Skat, jeg vil have at når vi er væk, holder du dig langt væk fra dette hus. Du skal ikke sende os breve og du må ikke opsøge os. Du må heller ikke gå alene, især ikke om aften!"

"Mor, jeg kan da ikke betale for husleje eller min skole" Jeg så allerede nu hvordan de kom hjem igen, og fandt mig liggende, halvdød, på gaden.

"Det sørger vi for. Jeg har hævet nogle penge til mad" Hun lagde en kuvert på bordet, som var ret fyldt "Husleje og skolegang betaler vi stadig.Du er nød til at lade som om intet er galt. Jeg syntes du skal sove hos nogen eller invitere nogle over og sove hos dig de første par dage. Et nyt hus kan godt være skræmmende."

Nej huset var ikke den skræmmende del. Det var den ensomhed jeg kom til at føle, eller den følelse af at en bande forfølger en.

"Jeg syntes du skal invitere din ven over og hjælpe dig med flytninge. Det så ud til at han kan hjælpe dig lidt. Jeg så det igår."

"Det er ikke det samme som at have en mor og far" hulkende holdte ikke op.

"Skat, du skal ikke kigge rundt i mørket, du skal kigge mod lyset. Din vej"

Tak for den fantastiske hjælp!

"Du er nød til at glemme os for en tid"

. . .

Det er sen aften, men vi arbejder stadig på flytningen. Vi går altid sammen, i tildfælde af at de kommer. Vi har taget ekstra meget tøj på, som dækker alt vores hud, så de ikke kan genkende os. Mor skulle allerede rejse i morgen tidlig, så jeg skulle være ude af huset inden. Mor havde købt gardiner til alle vinduer i hele huset, så jeg kunne lukke omverden ud. Jeg havde også fået et kæmpe musikanlæg, som både kunne spille radio, cd'er eller slåes til mobillen. Hun havde selvfølgelig også lagt nogle cd'er. De var alle gamle, nok fra der hvor hun var ung.

Jeg ville aldrig blive skræmt af lyde med dem.

Men der var en ting der skræmte mig meget ved huset. Den lange gang, som både var ovenpå og nedenunder. Huset var på ingen måde åbent, og der var masser af døre. Den mest uhyggelige dør, var den der førte ud til haven, fra stuen.

Om lang tid, når jeg havde boet her længe nok, ville det hele være brugt, og langt mindre skræmmende.

Klokken elleve var vi færdig, og jeg sagde farvel til vores gamle hus, som blev låst helt af, og gardinerne rullede ned. Så vidt jeg vidste ville vi flytte der over igen når det kom tilbage. hvid de kom tilbage.

Mor havde lovet at hun ville blive og sove, og at hun ville låse sig selv ud, i morgen tidlig. Nøglen smed hun i postkassen. Selvom hun lå lige ved siden af mig i den store dobbelt seng, var jeg stadig hunderæd. Hvis de kom nu var vi begge færdige...