What a wonderful world

Kapitel 11

Onsdag morgen blev jeg også hjemme. På grund af faldet på skateboardet havde jeg fået en hjernerystelse og en masse store, klamme sår. Ikke fordi jeg behøvede nogen grund til ikke at tage i skole, nu hvor ingen holdte øje med mig udover Cat og Alex. Cat havde lovet at hun ville komme omkring tre-tiden idag og overnatte. Så hvidt jeg vidste havde Alex fortalt hende hvad der var sket med mine forældre og sådan. Det gjorde det en helt del nemmere at jeg ikke skulle til at fortælle hende det hele.

Mit hovede havde været et maridt at sove igennem natten med. Jeg ville ønske at jeg kunne skrue det af og montere det igen her til morgen. Det havde kun været til besvær igennem natten og i løbet af morgenen. Det gjorde ondt, jeg var svimmel og havde bræk-fornemelse.

What a wonderfull world?

Ja skide fed verden! Ens forældre skrider for anden gang i ens liv og hvergang man bare prøver at lave noget sjovt, kommer man til skade. Fysisk eller mentalt! Eller begge dele! Luis Amstrong må have været et meget mentalt stærkt menneske!

. . .

Cat kom en lille smule for sent. Jeg blev pisse bange fordi jeg troede banden havde taget hende. Men hvis mine forældres plan skulle holde, var banden i England.

"Hej smukke" sade hun og trak mig ind i et kram. Jeg krympede mig da hun ramte såret. Jeg havde ikke været i bad siden igår, så jeg havde styrknet blod i håret. Hun bemærkede at jeg krympede mig og trak mig lidt ud fra hende så hun kunne nærstudere mig. Hun så hurtigt såret og måbede.

"Hvad har du lavet!" spurgte hun forfærdet.

"Jeg faldte bare på skateboard, det er ikke alvorligt" sagde jeg og til mig til hovedet. Car rystede på hovedet og sagde "Du er skør, og du lugter af, mandeparfume?"

"Ja, Alex var her i går"

"Nåe?" siger hun og løfter øjenbrynet. Jeg ryster afvisende på hovedet. Bevægelsen får det til at gøre ondt igen.

"Det bliver ikke til noget med os! Jeg vil ikke have mit hjerte knust! Men jeg hører at du har noget kørende med Felix?" Siger jeg drillende.

"Ja, Felix er sku en dejlig dreng!" svare hun sådan rigtig havnearbejder-agtigt. Jeg tror det er fjerde gang jeg hører Cat bande. Hun er den der helt igennem søde pige, som ikke laver ballade overhovedet.

"OMG! hørte jeg lige Cat, lille uskyldige Cat bande?!" sagde jeg drillende og hun puffede til mig.

"Ja det gjorde du!"

Efter lidt tid gik vi ind i stuen, og jeg satte mig i sofaen, men Cat gik over til anlægget og bladrede mine cd'er igennem.

"Hvad er det her for noget gammelt bras?" spurgte hun, da hun havde bladret lidt.

"Det er de eneste cd'er min mor havde, og dem mente hun at jeg skulle have!" sagde jeg og grinte. Grinet var falsk og kort, for på en eller anden måde var jeg kommet til at holde af Luis Amstrong.

"Vi skal så meget holde fest hernede engang!" sagde hun begejsret og kiggede spændt på mig "Hvad med på fredag, eller lørdag?" fortsatte hun.

"Det er nok ikke så godt"

"Hvorfor"

"Fordi meningen med at jeg skulle flytte er at jeg skal forsvinde. Du ved gå undercover. Så det går nok ikke at jeg holder kæmpe houseparty"

"Nå" hun fimsede stadig med cd'erne. "Kan den slås til mobilen?"

"Ja" svarede jeg kort, og pillede ved min mobil. Min mobil er næsten tør for strøm og laderen ligger i det andet hus. Jeg må ikke hente den, men det kan jeg blive nød til. Hvad er bedst; at de bryder ind og jeg ikke kan ringe efter hjælp, eller at jeg hurtigt henter min lader. Afgjort at jeg hentede laderen. I aften vil jeg hente den. Selvfølgelig før det blev mørkt. Så havde jeg jo også Cat med.

. . .

Cat gik helt ubekymret med sin mobil klistret til ansigtet, imens jeg hele tiden skimtede rundt om nogen skulle gemme sig et sted. Nogle gange iriterede det mig at ingen tog faren alvorlig. Det er jo i det virkelige liv. Ikke på Cats nye iphone 6, som er klistret i ansitet af hende hele dagen. Jeg vil væde med at den får mere opmærksomhed end hendes familie tilsammen. Og det værste er at det engang var mig. Situationen havde virkelig sat verden i helt nyt perspektiv. Shit det lød voksent!

Vi nærmede os huset, og ærligt talt var jeg pisse bange. Jeg rystede og mine tænder klaprede. Og det var ikke kulden der gjorde, for der var ikke koldt, overhovedet. Jeg fymlede nøglen op af lommen og hævede den. Det var svært at sætte den i nøglehullet, fordi jeg rystede så meget. Cat ventede nede ved vejen. Selvom jeg hellere end gerne ville have hende her vil min side, var det bedst hvis hun ventede der.

Jeg drejede nøglen rundt, og trak ned i håndtaget. Mit hjerte hamrede så hårdt i min brystkasse, at jeg var sikker på at andre end mig kunne høre det. Hvis der var andre end mig.

Jeg skubbede døren stille op og tog et skridt ind. Huset virkede meget støre nu, og meget mere skræmmende,forladt og ensomt. Hvilket det også var. Jeg kiggede til venstre hvor trappen var. Men mine ben nægtede at gå længere ind. Jeg tog fat i gelænderet og tvang mine ben med. Det var som en kamp imod mig selv. Alt i min krop sagde et jeg skulle forlade stedet med det samme, og aldrig komme tilbage. Jeg kunne vel også købe en lader i wn butik et sted. Men noget i mig havde bestemt sig for at jeg skulle derind, og at jeg bare skulle overbevise mig selv.

Jeg listede stille op af trapen, og ud på gangen. Jeg havde en tanke om at hvis jeg var helt stille, og der var helt mørkt ville de ikke tro jeg var her.

Jeg gik resten af vejen ind på mit værelse og fandt ladderen. Jeg står et øjeblik og lytter efter om de er her. Men der er ingen lyde overhovedet. Gulvet knirkede et sted i nærheden, og kuldegysninger løb ned af ryggen. Jeg flåede laderen ud af stikkontakten og spæner alt hvad jeg kan ned af trappen og ud, af det der engang var mit hjem. Nu er det, det mest skræmmende sted i verden.

Jeg smækker døren i, hvilket Cat reagere på.

"Noget galt?" spørger hun på vej op til mig. "Nej" mumler jeg imens jeg låser. Jeg løber ned til hende og vi går hjem. Jeg kan ikke udelukke at jeg gik meget hurtigere end på vejen derhen.