What a wonderful world

Kapitel 26

Han vender sig mod mig, åbner munden, men lukker den igen. Helt automatisk løber mine øjne i vand.
"Gå" visker jeg stille. Jeg kan se at det overrasker ham at jeg overhovedet snakker.
"Jeg har været ekstremt bekymret! Du forsvinder bare, løber fra problemerne! Er du klar over hvor pisse bange jeg blev? Du er så pisse egocentreret!" Den ramte hårdt.
"Hvis du er kommet for at skælde mig ud, så synes jeg at du skal gå" jeg bider mig i læben. Ikke flæbe, ikke flæbe! Han kigger irriteret på mig, og jeg kan se at han er ved at gøre noget dumt. Han rejser sig med et sæt, og går imod mig. Skrækken lammer mig. Jeg rykker baglæns, til min ryg rammer vægen. Jeg kan se at det overrasker ham.
"Hvordan kom du ind?" spørger jeg
"Gennem havedøren"
"Men var den ikke låst?"
"Jo, men det er sådan en gammel dør, den kan man bare bruge korttrickset på" Han siger det, som er det, det nemmeste i hele verden.
"Så du har faktisk brudt ulovligt ind i huset?"
"Ja faktisk. Jeg troede du var hjemme, men bare ikke gad lukke mig ind, fordi du var sur på mig"
"Det er jeg også, derfor synes jeg at du skal gå. Lige nu"
"Men..."

"Nu" afbryder jeg ham, og denne gang adlyder han. Han går slukøret forbi mig og ud i gangen. Lige før han er ovre tærsklen vender han sig om og siger; "Undskyld! okay? Jeg var vred og sur over at du havde været sådan et røvhul mod mig, men jeg havde ikke tænkt mig at slå dig" så går han. Jeg ved det er dumt, men alligevel ringer jeg til ham, og kort tid efter stå han uden for min dør, lidt våd af regnen. Jeg åbner døren og han omfavner mig, han dufter helt rigtigt, af Charlie. siger ikke noget, holder bare om mig. Jeg laver te til os, og sætter mig i sofaen. Han går over til musikanlægget og piller lidt. Pludselig srømmer Luis Amstrongs, what a wonderful world ud, og jeg kan ikke holde det inde længere. Tåre flyver ud, og sammen med min flæben. Og lige der er det som om at det ikke længere er min sorg-sang, men Charlies og min sang sammen. Jeg græder og fortæller, og da jeg er færdig er teen kold. Så siger Charlie; "Du fortjener så meget bedre end ham" og så tuder jeg igen. Pludselig føler jeg mig helt vildt egocentreret, så jeg spørger hvordan han har det. "Fint" siger han. Jeg kan høre at han mener det, selvom det lyder lidt falskt. Han rejser sig, og går ud i køkkenet. Da han kommer tilbage har han rødvin med. Han åbner flasken og rækker den til mig. Jeg sætter flasken op til munden og drikker. Den første tår gør mig lidt svimmel, men resten går nemt ned.
"Okay, de næste ti minutter skal vi være helt ærlige overfor hinanden" siger jeg.
"Okay, jeg elsker dig, ikke på den der jeg-vil-være-din-kæreste-måde, men snare jeg-synes-du-er-en-awesome-person-måde"
"Jeg var engang forelsket i min guitarlære"
"Du er pænest uden mascara"
"Mener du det?"
"Ja for satan"
"Jeg hader Alex, men jeg kan ikke holde op med a tænke på ham"

"Jeg synes din veninde var pænere end dig, første gang jeg så jer, men det synes jeg ikke længere"
"Jeg har overvejet a droppe ud af skolen"
"Jeg sover med strømper"
"To minutter tilbage" siger jeg.
"Jeg elsker dine tær, de er mega nuttede"
"Mine tær?!"
"Jep"
"Jeg glæder mig, men er også bange for at møde min far"
"Jeg har lyst til at kysse dig lige nu"
"Jeg har også lyst til at kysse mig.. øh dig altså" Og så kysser vi. Som et segl på at vores, kæreste-eller-ej periode er slut. Nu er vi bare venner. Det kan jeg mærke.
"Tiden er gået" siger jeg, og vi åbner flaske nummer to. Han går over til anlægget, og sætter sin iphone til. Ain't nobody loves me better, kommer på, og vi danser som vilde aber rundt i huset. Oppe på bordet, sofaen, udenfor alle steder. Hun synger; i hope this night wil last forever, og jeg er enig. Uden bekymringer eller noget, sådan er aftenen. Men desværre ved jeg at i morgen kommer først en helvedes masse tømmermænd, derefter en god omgang fortrydning, og konfrontation. Fuck det. I nat er vi frie.