What a wonderful world

Kapitel 27

Det er mandag eftermiddag, og Cat og jeg sidder på en cafe i midtbyen. Vi har siddet her i snart to timer, men tiden er fløjet afsted. Hun ville høre alt om Charlie-Alex-situationen.
"What, så han er bøsse?" spørger hun forundret mens hun tager en slurk af sin anden chai-latte.
"Jep"
"WOW"
"Jep"
"Den havde jeg ikke set komme"
"Heller ikke mig"
"Og hvad så med Alex?"
"Ja han gik bare efter han så Charlie komme ned uden tøj"
"Så kan han fandme lære det!" Cat stirrer lidt ud af vinduet, hvorefter hun mumler: "Når man snakker om solen... Idiot klokken tolv"
"Er han her?!" spørger jeg irriteret og drejer mig om på stolen for at tjekke. Og som antaget står Alex og Felix ved indgangen. De er ved at bestille. Jeg vender mig om mod Cat, og hun ser panikken i mine øjne.
"Skynd dig ud på toilettet! Jeg tror de tager det med hjem" Jeg tager min taske og skynder mig ud på toilettet. Jeg låser døren, og sætter mig på gulvet. Der er automatlys så engang imellem bliver jeg nød til vifte med armene for ikke at side i mørket. Efter et kvarter bliver jeg utålmodig. En sms popper ind på min telefon. Den er fra Cat.
Han ved du r her. Han r på vej ud på wc'et nu. Sry. Fuck. Kort efter kan jeg høre bank på døren, og jeg skærer en grimasse. Jeg kører hånden over sensoren til håndtørren så den begynder. Han sukker højlydt. Højere bank.
"Forhelvede, jeg ved ligesom godt at du er derinde" Det er virkeligt pinligt. Jeg føler mig som en 6-årig pige som har spist af kagedåsen og nu skal have skældud af farmand. Jeg låser langsomt døren op og Alex kommer til syne. Han ser ikke sådan helt vildt glad ud.
"Hej" Siger jeg. Hvorfor skal jeg altid være så kikset?!
"Vi skal snakke" Han puster tungt ud.
"Jeg ved ikke om der er mere at snakke om"
"Lad nu være"
"Lad være med hvad?"
"Det ved du godt. Kom" Han tager fat i min arm og trækker mig med. På vej ud af døren fanger jeg kort Cats blik. Hun ser væk. Da vi når et godt stykke væk slipper han mig. Vi står lidt i stilhed. Jeg kigger ned i jorden, men jeg kan fornemme at han ser på mig.
"Hvorfor var du mig utro?"
"Jeg har aldrig været dig utro! Vi var.. eller er ikke kærester. Plus du var ekstrem kold overfor mig.. Ved du hvad jeg tænkte? Jeg tænkte; sikke et røvhul. Han er en fuckboy, og jeg håber at han skrider langt væk, så jeg slipper for at se på ham" Jeg bider mig hårdt i læben for ikke at tude.
"Men du benægtede ikke at snakke hverken idag eller til fodboldkampen"
"Nej, jeg tænkte at du måske havde en dårlig dag, og vi kunne fikse hvad-end-det-nu-var. Men du slog mig.
"Undskyld" Han sparker til en tom flaske, som flyver rundt på gaden. Vi står igen i stilhed.
"Nej, jeg mener det fandme!" siger han "Jeg er virkelig ked af det, men jeg har aldrig været typen som siger undskyld"
"Det er vel okay. Og btw er Charlie homoseksuel" siger jeg. Det er mærkeligt at sige det højt.
"Er han bøsse?!" Alex siger det som om det er en dødssynd.
"Ja, og det er der ikke noget galt i" siger jeg beskyttende.
"Nej nej, men... hvad helvede. Så i har ikke.. du ved.. været sammen?"
"Gider du godt stoppe dig selv!" siger jeg. Der er sjov i min stemme, og et kort sekund glemmer jeg at det er denne dreng, der slog mig blot få dage siden.
"Årh for helvede" siger han.
"Ja"
"Det ændre jo de hele!"
"Ja"
"Stop med at sige ja!"
"Okay"
"For helvede"
"Ja" Og lige der ville jeg ønske at han holdt om mig. Og så gør han det. Som kunne han læse mine tanker.

"Er vi okay?" spørger han i en blid tone, jeg aldrig før har hørt.
"Ja" mumler jeg ind i hans skulder. Og så går vi.

. . .

Jeg ligger og kigger op i hans loft. Det er lyseblåt som himlen. Jeg trækker dynen op over ansigtet. Det dufter af ham. Og lidt af sved.. men mest af ham. Han smider sig ved siden af mig. Jeg vender mig så jeg kigger ham i øjnene. Så smiler jeg. Og han smiler. Han rykker tættere på, og tager min hånd. kysser den. Holder øjenkontakten. Jeg venter på han siger det. De tre ord. Men de kommer ikke, og jeg bliver lidt skuffet, men det er jo bare ord. Handling siger mere end ord. Er der ikke sådan man plejer at sige?