What a wonderful world

Kapitel 20

Vi sidder i bilen på vej hjem. klokken er omkring 11 en tirsdag morgen, og jeg er mega sulten! Jeg sprang morgenmaden over, for jeg var ikke sulten, men det er jeg blevet. Vi er næsten hjemme nu, og ærligt glæder jeg mig lidt til at være alene igen.

Vi drejer ind i indkørslen og Cat og jeg stiger ud. Cat hjælper mig med at bære bagagen ind i huset, og derefter tager vi afsked. Et øjeblik står jeg bare og kigger rundt, og så går jeg ind.

Jeg tænder lysene i stuen, og trækker min kuffert derind. Jeg kan altid pakke ud senere. Jeg går ud i køkkenet og åbner køleskabet. En skrækkelig lugt går mig i møde. Jeg tager en pose, og tjekker om alt maden er i orden. Hvis ikke ryger det ud. Da jeg er færdig, er der kun et par æg, smør, pålægschokolade og juice. Jeg tager pålægschokoladen ud og åbner pakken. Den er næsten fuld, alligevel smider jeg den ud. Jeg går videre til skabene og til sidst skufferne. Jeg åbner igen køleskabet og tager smøren ud. jeg vender den om og læser på den . Shit der er meget fedt i! Og hvornår er det lige blevet vigtigt? jeg smider også smøren ud. Jeg trænger virkelig til at handle ind da jeg er færdig, så det gør jeg.

. . .

klokken er omkring 22, da jeg begynder at gøre mig klar til at komme op i morgen. Jeg ligger i sengen 22,30 hvilket er rekord tid! Jeg er lige ved at falde i søvn, da jeg får en sms. Jeg tænder telefonen og kan se den er fra Alex. Mærkeligt. Et øjeblik overvejer jeg ikke at svare, men jeg kan ikke ignorere ham, så jeg læser den; "Vi skal snakke.". Helt kort, og uden nogen former for smileys. Kun et punktum i slutningen, som viser at det er alvor. jeg låser den op og svare; "Okay"

Der går omkring 20 sekunder, og så har han allerede svaret; "Vingen om 7". Vingen er en slags park, hvor der mest kommer gamle mennesker. jeg har kun været der en gang, men den er virkelig smuk. Jeg farer op af sengen, og løber ned i gangen. Der er ingen måde jeg kan nå det på 7 minutter! Hurtigt trækker jeg i et par hurtige sko, som uheldigvis er mine kiksede, blomstrede gummistøvler. Jeg trækker også i en lang jakke som dækker det meste af mine nøgne ben og så løber jeg afsted. Jeg glemmer helt at låse.

Jeg når det næsten til tiden, men jeg er også helt forpustet. Jeg kigger rundt for at se Alex, men han er ingen steder at se. Jeg sætter mig på en stub der står ved en bålplads, da jeg pludselig får øje på ham. Han sidder på noget beton, som mest af alt ligner en gammel basketball bane. Jeg går over til ham og sætter mig et stykke fra ham.

"Var det en god tur?" spørger han, men han kigger ikke på mig. Han stirrer nærmest ud i et ukendt punkt.

"Ja det var fint"

"Godt"

Jeg sidder lidt og beundre ham. Han ser træt ud, og hans udstråling viser det samme.

"Jeg var sammen med en anden dernede" siger jeg pludseligt. Jeg bider tænderne sammen, og forventer et vredesudbrud, men han stirrer stadig ud i luften, og smiler?

"Hvad er der?" spørger jeg. Jeg har lige fortalt ham at jeg har været sammen med en anden og så sidder han og smiler?

"Jeg troede bare aldrig at lige præcis du kunne finde på at gøre det" Endelig kigger han på mig!

"Du har måske aldrig hørt sangen ; good girls are bad girls that haven't been caught?" Spørger jeg drillende. Han rejser sig, og går mod mig. Han står ikke mere end 20 centimeter fra mig da han rækker ud og lækker sin hånd på min kind. Han læner sig langsomt frem mod mig, men jeg afbryder ham. Jeg sætter min hånd på hans bryst, og holder ham lidt på afstand fra min krop. Han sukker, og kigger ned i jorden. Jeg kan se at han bider sig i læben, fordi han er usikker.

"Undskyld" siger han til sidst. Jeg tøver lidt, og nikker så, selvom han ikke kan se det.

"Her er smukt syntes du ikke?" spørger jeg, for at lette stemningen.

"Nej, jeg syntes her er ensomt" siger han og kigger igen, på et ukendt punkt.

"Hvorfor?"

"Der var engang en lille pige som hang sig i et klatretårn, som var her" Det forklare betonet.

"Kendte du pigen?" spørger jeg og sætter mig ved siden af ham.

"Ja"

"meget?"

"Ja"

"Du har ikke lyst til at snakke om hende, eller?"' spørger jeg usikkert.

"Hun blev 14 år. Hun var smuk, intelligent og ekstremt musikalsk. Hun sad ofte her og spillede fløjte, som var hendes fortrukne instrument. Hun var lidt af en enspænder, men hun elskede mit og min mors selskab. Ja hun var faktisk min mors store drøm, men desværre var de nogle være svin over for hende i skolen. Hun mistede sin selvtillid, og blev mere og mere indelukket. Til sidst måtte jeg slet ikke høre hende spille fløjte. Hun blev mobbet groft, men ingen af os vidste det, for hun var så indelukket, at vi nærmest ikke kendte hende til sidst. Og så hang hun sig her"

"Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige"

"Bare lov mig at du aldrig gør det mod mig" endelig kigger han mig i øjnene men hans blik er så trist at jeg kunne begynde at græde ved bare at kigge på ham. Et kort øjeblik ser han helt ynkelig ud.

"Det lover jeg"