What a wonderful world

Kapitel 24

"Hallo?"....
Jeg er helt stiv. Det mærkes som at have sovet på en bunke skruer og søm. Ikke at jeg har erfaret det, men det er sådan her jeg forestiller mig det. Jeg kan se at det stadig er mørkt hvis jeg åbner øjnene.
"Hallo, er du der?" en mørk stemme. Uden tvivl en mand. Jeg tvinger mine øjenlåg op og glipper med øjnene. Lyset siver ind af indgangen herned. men hvordan kunne jeg komme igennem den hvis den er så lille. Pludselig rækker en af stenene frem og tager fat i min fod. Og så går det op for mig at det ikker en sten, men en mand som sidder i indgangen. Jeg blinker et par gange og prøver et flytte mit ene ben lidt. Den smerter så jeg lader det ligge.
"Er du okay?" spørger han, og flytter sig lidt så der kommer mere lys ind. Jeg åbner munden, men så snart jeg prøver at sige noget, får jeg støv i munden og bryder ud i voldsomt hosteanfald.
"Hvad er dit navn?" spørger manden . Jeg hoser videre.
"Forstår du ikke dansk? Are you allright?" spørger han bekymret.
"Hvem er du?" spørger jeg hæst.
"Henry. Og ny vil jeg gerne vide hvad fanden du laver herude. Jeg mener du kunne have været død, hvis ikke Rofus her fandt dig" manden klapper en lille gravhund på siden og den logre om ham. Jeg orker ikke at svare, så jeg lader mit hoved falde bagover og ned i jorden igen.
"Kom! du skal ud herfra nu" Siger han og trækker mig i armen, så jeg kommer op i sidende stilling. De sorte pletter vender tilbage og det virker som om han kan se det, for i næste øjeblik trækker han mig helt ud og løfter mig over skulderen og begynder at gå. Det første der slår mig er; at han er en øksemorder som er igang med at bortfører mig, men er jeg ikke et eller andet sted ligeglad? Jeg lukker øjnene og fokusere på det små bump der hænder hvergang han træder på noget. Pludselig er der et markant temperaturskifte, og det går op for mig at jeg ha sovet imens han bare har gået, og vi nu er inde i et hus. Nok hans hus. Jeg bliver lagt på noget blødt og et tæpper bliver lagt over mig.

. . .

Jeg vågner, svimmel og udmattet. Det første jeg får øje på er ilden og jeg tænker at han er ved at brænde mig ihjel, men så går det op for mig at det er en kamin. Jeg vender mig lidt, så jeg kigger op i loftet.
"Har du det bedre?" Jeg vender mig forskrækket om, og foran mig sidder en dame ca i 50 i en lænestol og kigger medlidende på mig. Jeg nikker og hun smiler.
"Hvad hedder du?" spørger hun. Jeg siger det første navn som falder mig ind; "Annemarie" og hun nikker.
"Hvad lavede du derude, Annemarie?" Jeg trækker på skulderene.
"Du bliver i det mindste nødt til at ringe til dine forældre og fortælle dem hvad der er hændt" siger hun og rækker mig en telefon. Hun forlader rummet, for at give mig lidt privatliv. Jeg taster nummeret. Det er så længe siden at jeg har ringet. Hun sagde højt og udtrykkeligt at jeg IKKE måtte ringe. Alligevel trykker jeg på ring op og inden jeg når at fortryde har hun taget den.
"Hej skat. Hvad er der?" spørger min mor hurtigt.

"Ikke noget, jeg ville bare høre hvordan i har det?" lyver jeg.
"Fint. Fint. Hvad med dig?" Hun lyder som om hun er på vej ud af døren.
"Er det dårlig timing?"
"Nej, det er fint! Hvordan har du det?" hun lyder nervøs.
"Fint, jeg er blevet rigtig glad for huset, selvom jeg sølvfølgelig heller ville bo sammen med jer. Og i skolen går det godt. Vi har frikvarter nu. I weekenden var jeg sammen med Cat på tur. og her er hyggeligt..." Jeg siger en masse ligegyldig lort, så hun ikke skal blive bekymret.
"Det lyder dejligt" siger hun, men jeg kan tydeligt høre at hun er fokuseret på noget andet end mig.
"Er der noget i vejen, mor?" spørger jeg.
"Nej skat! Alt er okay" Tavshed. Stilhed.
"Nå men hils far" siger jeg efter et minuts tid. Gad vide om hun kan ører at jeg lyver lige såvel at jeg kan høre at hun lyver.
"Det skal jeg gøre. Hej-hej" Stilhed. Dut-dut-dut. Hun har bare lagt på. Jeg smider telefonen over i en af de andre stole og trækker tæppet over hovedet og prøver at falde i søvn igen.