What a wonderful world

Kapitel 25

Noget vådt på min hånd. Jeg trækker den hurtigt til mig. Jeg kigger forfærdet ned på gulvet hvor en uskyldig Rofus står og tripper.
"Godmorgen" Siger jeg, selvom han ikke forstår mig. Og jeg ved jo egentligt heller ikke om det er morgen. Stuen er dunkel mørk, og der er ikke længere ild i kaminen. Jeg drejer mig en smule, så jeg lige kan kigger ud af vinduet, men sofaens placering gør det svært at vurdere udenfor. Derfor rejser jeg mig og går derover. Mine ben smerter og værker hele vejen derover. Jeg kigger ud og ser at der er totalt mørkt. Jeg kan høre gulvet knirke bag mig, og jeg vender mig. Henry står der med et lys i hånde.
"Jeg tænkte nok det var dig fimser rundt heroppe. Kom med, så finder vi noget rent tøj og en seng til dig" Jeg følger med Henry gennem en par rum, som ser ud tilk at være stuer allesammen. Så et soveværelse, hvor damen fra den foregående dag sover. her stopper han og går over mod et kæmpe skab. Han åbner det og river en skuffe ud so knirker helt vildt. Jeg kigger nervøst på damen, i hå bom at hun ikke vågner. Henry nå have set mit blik for han siger; "Bare rolig hun vågner ikke bare lige sådan". Han finder noget tøj og kaster det til mig. Jeg griber det meste, en bluse og strømper misser. Vi går videre rundt, så op ad en trappe og videre gennem en korridor. Gad vide hvor stort dette sted er? Henry stopper ved en dør og åbner den. Rummet er et meget flot, gammeldags indrettet værelse, som ser fuldstændig ubrugt ud. I loftet hænger en kæmpe lysekrone, og vinduerne er enorme, dog dækket af et på beige farvede gardiner med blomster. I midten af rummet står en kæmpe himmelseng, med broderier overalt.
"Dette er nu dit værelse til du drager videre" Siger henry og forlader rummet, med et "Godnat, Annemarie". Jeg smider tøjet og kravler op i den enorme seng.

Jeg kan ikke sove. Jeg vender og drejer mig, men søvnen vil ikke indfinde sig. Jeg kan mærke at Rofus ligger og sover i fodenden. Jeg trækker stille fødderne til mig, for at undgå et Rofus skal vågne. Jeg sætter mig op og placere fødderne på gulvet. Gradvist rejser jeg mig, og gulvet giver efter og knirker takt med at jeg lægger min vægt på. Jeg finder mit ejet tøj og klæder om. Jeg går over til skrivebordet og skriver en seddel hvor der står; Undskyld ulejligheden. - Alice.
Jeg går langsomt over til vinduet og åbner det. Det knirker en del, men det påvirker ikke Rofus. Jeg kravler op i vindueskarmen. Okay, måske var det ikke så god en ide alligevel, eftersom der er mere end seks meter ned! Og alligevel springer jeg.
Jeg lander hårdt på mine fødder og detgiver efter i begge ben. Jeg lander hårdt ned, og under bukserne kan jeg mærke at min sår på knæet bløder igen. Jeg rejser mig langsomt, fejer jorden af mine bukser og begynder at gå mod - Ja hvad end der er i den retning. Jeg kaster et sidste blik på vinduet hvor jeg sprang fra. Jeg kan se skikkelsen på damen står deroppe og kigger efter mig. Jeg begynder at løbe, og et øjeblik føler jeg mig virkelig cool. Jeg, banditten som ingen kan styre, stikker af og flygter mod det bedre. Jeg når udkanten af haven, men så er jeg også nød til at stoppe. Knæet gør for ondt, plus jeg tror jeg skadede min ankel i springet. De kan alligevel ikke se mig mere.

. . .

Mirakuløst nok kommer jeg hjem. Solen er på vej op, og jeg mødte en mand, som kunne fortælle mig en vej. Jeg må virkelig være løbet langt!
Da jeg når mit hus, kan jeg se at noget er forkert. De ligner ikke sig selv. Jeg tager i håndtaget,og det går op. Var der er ikke låst? Det ligner ikke mig, at lade døren være u-låst. Sille går jeg ind i gangen, og jeg kan pludselig høre noget skratte. Jeg er ikke alene i huset. Jeg tager det første der lige falder mg ind, som tilfældigvis er en potteplante på bordet i gangen. Jeg holder den hårdt fast, beredt på kamp. Jeg sniger mig ind i stuen, og pludselig virker det hele bare åndsvagt. Mig der sniger sig ind på en eller anden, i mit eget hus. Og hvad er chancen for at jeg nogensinde ville kunne bekæmpe den indtrængende? Meget lille. Alligevel fortsætter jeg, til jeg når stuen. Pludselig spiller anlægget i stuen, og jeg ved, dat det er en afløsningmanøvre, for at få naboerne til at tro der ikke foregår noget. Det er nu eller aldrig. Jeg farer ind i stuen, og ser at gerningsmanden sidder i sofaen med ryggen til. jeg slår ud med planten, men jeg har aldrig sigtet godt, så den lander lige ved siden af ham. Forskrækket drejer han sig om, og jeg ser at det er Alex. HVAD FANDEN LAVER HAN HER?