What a wonderful world

Kapitel 23

Jeg fatter ikke at han kunne finde på at slå mig. Men jeg fortjente det. Klokken er næsten tolv, søndag nat. Jeg kan ikke sove. Scenen hvor han slår mig kører rundt og rundt i hovedet på mig. Hvordan vi råber ad hinanden. De mest modbydelige ord, vi kan finde for hinanden. Hans blik, hånden, smerten, råbene og det sorte. I shot for the sky, i'm stuck on the ground, so why do i try, i know i'm gonna fall down. Du har ret Jason Walker. Hvorfor overhovedet prøve? Min playliste slutter og jeg starter den forfra. Da den slutter igen er klokken lidt over to. Jeg rejser mig fra sengen, finder mine løbesko i bunden af skabet og slukker alt lyset i huset, låser døren og løber væk. Væk, hurtigt væk. Jeg presser kroppen og løber til at sorte pletter dækker mit synsfelt og jeg bliver nødt til at stoppe. Jeg befinder mig et sted i udkanten af byen. Ikke langt nok væk. Jeg fortsætter, selvom de sorte pletter stadig er der. Playliste stopper igen, og jeg at det betyder at jeg har løbe 37 minutter. Jeg kæmper videre. løber fra alt; de små huse, menneskerne, byen, verden, alt. Løber fra tilstedeværelsen. Jeg bliver nødt til at stoppe. Jeg bukker mig forover og kæmper med vejret. Ikke besvim, ikke besvim. Jeg kaster op, indtil jeg er helt udmattet. Jeg kæmper stadig med vejret, men er knap så svimmel. Jeg tørrer mig om munden med håndryggen og kigger op. Hvor fanden er jeg? Jeg ved at hvis jeg stopper nu kommer jeg aldrig igang igen, så jeg løber tilbage af den vej jeg kommer fra. Problemet er bare at jeg ikke ved hvad vej det er. Og pludselig falder jeg. Jeg glider ned af en lang skrænt. grenene flår i mit tøj, og laver små ridser på min hud. Jeg ender ved et stort træ som blokere at jeg falder yderligere ned. Skrænten er for høj til at jeg kan kommer op derfra igen, så jeg må finde mig en anden vej. Jeg går lidt, i mørket, og pludselig bliver der helt stille. Jeg trækker min ipod op fra lommen og når hurtigt at se klokken før ipoden dør. Næsten fire. Satans! Jeg går lidt videre, men mørket er tæt og jeg kan ikke se mere end en arm foran mig. Jeg går med fremstrakte arme. Mit ene knæ støder på noget, og smerten er uudholdelig. Jeg gisper og holder ved knæet. Det er vådt og varmt. Blod, tænker jeg. Jeg tager hånden op til ansigtet og lugter til den. sødt og metallisk. Jo, det er blod. Jeg kigger ned mod, hvad end mit knæ ramte og ser at det er et lille skilt. Jeg kigger nærmere og ser at det er en slags markering for noget bemærkelsesværdigt og en pil til at vise retning. Jeg spejder i pilens retning. Der er intet a se. Kun total mørke. Men, det er værd a satse på. Jeg følger pilens retning, stadig med armene i 90 grader fra kroppen. Lydende er tydelig i natten. Når alt er stille, kan man tydeligt hører blæsten og dyrene. Jeg lytter til lydende, imens jeg går, selvom de skræmmer mig. Pludselig ændre lydende sig. Jeg kan hører noget nærme sig. Noget stort. Panisk sætter jeg i løb, men knæet gør det umuligt. Jeg kan se noget stort, ubevægeligt foran mig og rækker hånden frem for at rører det. Sten? Jeg kører hænderne over stenens side og indser at det er flere sten. En jættestue? Jeg sætter mig på huk, og bevægelsen får det til at bløde endnu mere fra knæet. Jeg fortsætter med at søge efter indgangen til Jættestuen. Normalt er jeg ekstremt bange for edderkopper, men denne gang er jeg totalt ligeglad. stenen ender og danner et lille hul, mellem den og den næste sten. Indgangen? Jeg kryber ind ad det lille hul. Og mit knæ svier som bare helved. Jeg er inde i en jættestue! Af en eller anden grund føler jeg mig sikker og uovervindelig. Intet ville finde mig her. jeg kan mærke at jeg trods smerten smiler. Jeg tager min ipod frem og trykker på knapperne, men den er logisk nok stadig død. Jeg lyner min trøje og trækker knæene op til brystet. Her er koldt. Selvom a det var ved a blive godt vejr, er der sommetider stadig minusgrader om natten .