What a wonderful world

Kapitel 12

Det var lørdag morgen. Cat havde lovet at blive her et par dage fordi jeg blev så pisse bange, i huset forleden dag.

Selvom jeg som lille ville være skuespiller, og tog dramatimer, kunne jeg ikke skjule min abnorme frygt, så Cat belv. Hvilket jeg var ekstremt glad for. Hun bruge heller ikke telefonen så meget, men til gengæld kiggede hun hele tiden på mig. Det var lidt ukomfortabelt, men jeg vidste at det var fordi hun var bekymret for mig. Selvfølelig brugte hun telefonen, hvis det bare så meget som mindede om Felix, men det kunne jeg heller ikke være bekendt at forbyde. #Inlove

Klokken var halv ni og jeg havde været vågen længe, men Cat sover mindst til klokken halv elleve i weekenderne. HVilket er uparktisk når hendes mor kommer klokken 12 og å skal de ud og shoppe. Cat spurgte om jeg ville med. Hun har vidst ikke helt fattet at jeg skal holde lav profil!

Hun kommer igen når de er færdige. Hun har vidst skrevet til Alex, som kommer og overtager "hendes arbejde".

Det er mærkeligt, for på den ene side, holder de mega meget øje med mig, og på den anden side, glemmer de næsten at jeg skal holde lav profil.

. . .

Cat var taget afsted og jeg ventede på Alex. For at være ærlig følte jeg mig som en på 4 år, som ventede på sin børnepasser. Kæft hvor åndsvagt! Men også dejligt. For lige så snart jeg var alene, er jeg bange for at de kommer.

Et lille bank på døren stoppede min tanlestrøm. Det kunne umuligt være Alex. Han plejede at hamre på døren og brase ind.

Jeg listede ud til døren og kiggede gennem dørspionen. Det var Alex! Hans øjne var røde og han så svag ud. Måske havde han fået høfeber?

Jeg åbnede døren og han listede ind. Der var et eller andet galt.

"Hej" sagde jeg forvirret og han mumlede "hej" tilbage. Han vandrede ind i stuen og jeg fulgte med. Han slæbte føderne efter sig, og satte sig tungt i sofaen. Han satte hænderne op foran ansigtet, imens han mumlede et eller andet.

"Skal jeg sætte noget musik på?" spurgte jeg stille. Jeg har altid været en af dem der stinker til at håndtere andres følelser.

"Ja" mumler han og rejser sig. Han går over i mod mig og et kort øjeblik holder han mit blik fast. Jeg går et par skridt væk fra anlægget. Hvad fanden går der af ham?

Han tager en cd op i hånden og kigger på den. Jeg kan tydeligt genkende den. Det er Luis Amstrong pladen. Han vender den om for at se numrene. Hans øjne kører ned af cd og pludselig stopper de brat. Noget siger mig at det er ved sangen "what a wonderful world". Han strammer grebet om cd'en og jeg kan se at han spænder i kroppen. Jeg kan høre at cd'en langsomt bliver mast af hans tryk. Den splintrer under hans hånd og bliver små stykker der dryser på jorden, sammen med blodet fra hans hånd. Han har skåret sig på cd'en.

Selve cd'en ligger i anlægget, så den er hel endnu. Han kigger forfærdet på mig og slipper de sidste stykker cd.

Han betragter mig, hvorefter han kommer nærmere. Jeg har aldrig troet at jeg skulle føle sådan en frygt for et andet menneske, som jeg gjorde nu. Han kom nærmere og nærmere og jeg kunne mærke muren bag min ryg. Jeg var trængt op i en krog.

"Noget galt?" spurgte min stemme. Den var lav og svag af skræk. Han står ikke mere end en halv meter fra mig. Han løfter armene og knytter næverne. Jeg var 100 procent sikker på at han ville slå mig, men han hamrede knytnæverne i vægen, på hver sin side af mit hoved. Jeg gispede.

"Jack er død" sagde en svag Alex, hvorefter han faldte sammen på gulvet. Jack er hans yngste storebror, som han elsker meget højt. Han krummer sig sammen, og lader dråberne falde.

"Hv..Hvordan?" for jeg fremstammet. Jeg var i chok.

"Han var på vej hjem fra hans kæreste, da han kører galt. Han lå på hospitalet i 4 timer, før du konstaterede at han var død. Det værste er det svin til min storebror. Kun 2 timer efter Jack er død lægger han an på Jacks kæreste"

Man kan se hans andrenelin pumper rundt og han spænder i musklerne. Jeg satte mig ned ved siden af ham og lagde en hånd på hans ryg. Et øjeblik følte jeg mig som en pædagog der sad og klappede en lille dreng på skulderen, så jeg fjernede hurtigt hånden igen.

"Det er fofærdenligt!" sagde jeg. jeg var ved at få fatningen tilbage. Alex hulkede og jeg følte at jeg endelig var kommet ind til den "rigtige" Alex. Jeg vidste at det var nu jeg skulle trøste ham, for at få ham til at lukke mere op. Selvom jeg er enebarn, og komplet umulig til at trøste folk. "Livet er kræftedme uretfærdigt!" Mumler han.

"Tag med til bagravelsen" sagde han pludseligt og stirrede mig i øjnene. Det var vel ikke et spørgsmål?

"Øhm okay" sagde jeg fovirret. Jeg havde aldrig været til begravelse, og det var jeg glad for! "hvornår?"

"I morgen klokken halv to" Det var som om der igen var lidt håb i hans øjne.

"Jeg lover at jeg kommer"