What a wonderful world

Kapitel 19

Cat's idé gik ud på at vi skulle være super sporty, den sidste tid af ferien. Så hun havde ført mig til motionscentret.

"Jeg har ikke sportstøj med" Klager jeg. Er der noget jeg hader er det at dyrke frivilligt motion! Og så i ferien!

"Det er lige meget! Jeg har et ekstrasæt" selvfølgelig har hun det..

Så sådan gik det meste af vores dag.

. . .

På vej hjem fra motionscentret skulle vi lige handle, for ikke nok med at vi skulle dyrke motion så skulle fandme også spise sundt!

"Alice, er du mest til broccoli eller spinat?" spørger Cat. Jeg kigger over på Cat, som står med en kurv med, enorme mængde grøntsager.

"Tror du ikke der er ALT for mange grøntsager? Vi skal jo hjem i overmorgen"

"Du svarede ikke på spørgsmålet, men jeg kan bedst lide broccoli så den tager vi" svarer Cat og smider broccolien ned i kurven. Jeg smiler til hende og går, ned for at kigge på noget brød. Stort set alt brødet er hvidt, eller uden kerner og den går jo ikke. Jeg går over mod, bageren for at se om han har noget mørkere brød. Heller ikke her er der noget godt brød.

"Leder du efter noget bestemt" spørger manden i bagerbutikken.

"Ja, mørk brød, men så vidt jeg kan se er der ikke mere" svarer jeg.

"Nej desværre. Jeg har lige solgt det sidste" Typisk! Jeg går tilbage mod, Cat da jeg ser en mand forlade kurv. Jeg går nærmere kurven og lader som om jeg skal kigge på pålægget ved siden af. Jeg kigger i stedet ned i kurven og ser en pakke mørkt brød med ekstra mange kerner. Bingo! Jeg kigger rundt for at se om nogen holder øje med mig. Hurtigt tager jeg brødet op af kurven og skynder mig væk, men jeg når ikke langt, før kurvens ejer, som uheldigvis er Charlie, står lige foran mig. Nøj hvor pinligt!!

"Hvad laver du Alice?" spørger han.

"Åh hej Charlie! Jeg.. jeg troede det var en udsalgskurv, jeg vidste ikke det var din" Uha jeg kunne slå mig selv så hårdt i ansigtet! Hvorfor også lige ham..

"Okay.." svarer han og stemningen bliver vildt akavet.

"Undskyld" siger jeg pludseligt og fortryder de med det samme. For vi ved udmærket at det er min tidligere fiasko og ikke det med brødet.

"Det .. det er okay"

"Her" siger jeg og rækker ham brødet. Han tager ikke imod det, men siger i stedet: "Behold det". Og pludselig, har jeg slet ikke lyst til at tage imod det. Det blev nærmest en afskedsgave, frem for et sølle stykke brød.

Jeg trækker armen til mig og får kort øjenkontakt med ham.

"Jeg håber vi ses" siger jeg og går. Han svarer ikke, men jeg kan mærke hans øjne i ryggen hele vejen over til Cat. Hun kan straks se på mig, hvad der er sket og smiler medfølende til mig, mens hun siger; "Han skal nok komme over det"

Vi får handlet færdigt, og cyklet hjem. På hjemturen, kan jeg godt mærke at mine ben er trætte efter træning. Da vi er hjemme går Cat i bad først. I mellemtiden ville jeg tjekke min mobil, da det er lang tid siden at jeg har set den, men den er ingen steder at finde. Jeg leder i soveværelset, hemsen og køkkenet da det går op for mig at den er i lommen på de jeans jeg havde på igår. Jeanssene ligger inde på badeværelset, men det er intet problem, for Cat låser aldrig døren. Jeg banker på døren, og går ind. Hurtigt finder jeg jeansene og skal lige til at gå da mit blik bliver fastlåst på Cat. Hun har virkelig tabt sig! Hendes lår er små og hendes talje går markant ind og hendes mave er ikke veltrænet, men ser nærmer udsultet ud.

"Hvad fanden er der sket med dig?" spørger jeg panikslagen.

"Hvad mener du?" spørger Cat og kigger mærkeligt på mig.

"Du har tabt dig helt vildt!"

"Mig?! Nej det har jeg ikke! Hvis jeg har gjort noget er det at tage på, frem for at tabe mig" Svarer hun og kigger ned af sig selv. Jeg vurderende på ende, hvilket godt kunne virke lidt upassende, men det føler jeg det ikke.

"Hvae, vil du stå og belure mig hele dagen, eller kan jeg få lidt privatliv?" spørger hun drillende, og det går op for mig at jeg har stået og stiret på hende. Jeg bliver rød i kinderne og vender mig hurtigt og går. Jeg glemmer helt telefonen i forbifarten, selvom det var den jeg var kommet for.

Jeg sætter jeg i sofaen, og kigger ud af vinduet. Min hånd glider op under trøjen, og kører hen over maven. Den er blød, på den forkerte måde. Cat's er garanteret stenhård. Jeg skubber tanken fra mig, men den sniger sig langsom ind i mit hoved igen. Jeg rejser mig fra sofaen og stiller mig over foran et aflangt spejl der hænger i gangen. Jeg stirrer længe på personen i spejlet. Hvornår er jeg gået hen og blevet så tyk?

Nej, jeg er ikke tyk! Det har jeg aldrig været, og det kan ikke komme sådan lige pludseligt. Jeg går i køkkenet, for at finde den plade chokolade, som jeg nåede at gemme, inden Cat gik helt amok og fjernede alt med "for mange" kalorier eller sukker.

Jeg knækker et stykke af og stikker det i munden. Jeg tykker lidt på det, men får så en dårlig følelse. Jeg føler mig nærmest skyldig, som om jeg lige har stjålet noget. Jeg tager chokolade pladen og smider den ud.