What a wonderful world

Kapitel 13

Klokken var halv to og jeg var på vej til kirken, hvor Jack skulle begraves. Jeg havde googlet lidt på begravelser, så jeg vidste at man skulle have sort tøj på og at man altid skulle have lommetørklæder med. Jeg havde taget en knælang, sort blondekjole og sorte gummisko. Mit hår hang kontrolleret i en hestehale, men alligevel fik jeg hår i hovedet!

Selvom mor havde forbudt mig at gå alene, kunne jeg nok ikke lokke Cat med til begravelse, så jeg blev nød til at gå alene.

Jeg gik og sparkede til småstene på vejen. Jeg havde ikke været på nogle kirke siden konfirmationsforberedelse og det er efterhånden en del tid siden. En masse biler holdt på parkeringspladsen og folk stimlede mod kirken. Jeg gik også mod kirken, men i modsætningen til de andre var jeg ikke ked af det. Det var selvfølgelig pisse synd for Alex, men jeg kender jo ikke Jack så jeg kan ikke rigtig være ked af det. Alligevel tager jeg min indre skuespiller ud og spiller sorgmodig tilhænger. Folk kigger ned, så det er faktisk ligegyldigt. Jeg kunne lige så godt komme ridende på en stor lyserød pony, for ingen ville opdage det.

Jeg går ind i kirken, tager en salmebog og sætter mig på en af de bagerste rækker. Jeg kan se at Alex' familie sidder på foreste række, men jeg kunne ikke se Alex. Orgelet begyndte at spille. Jeg anede ikke om det var en sang jeg skulle synge med på, så jeg lod være.

Efter første salme (eller hvad det nu var..) kom et ældre ægte par brasende ind i kirken og spottede efter en ledig plads. Det eneste sted der ikke sad nogle var ved siden af mig, så der satte de sig. Damen var klædt i en grøn poncho og langt lilla sjal. Alle var klædt i sort undtaget hende, som så ud som om hun endlig var ligeglad med om det var en bagravelse eller en sammenkomst i en have midt på sommeren.

Jeg ved at jeg sikkert burde side og være engageret i sådan en sørgelig situation, men jeg kendte ham altså ikke. Jeg ved kun at han var Alex' storebror.

Da fjerde eller femte sang begynder er jeg så træt at jeg tager mig selv i at kæmpe med mine øjenlåg.

Men så hørte jeg pludselig Alex' stemme og rettede opmærksomheden på begravelsen.

"Ja.. Øh hej" starter han "som i ved er Jack min storebror....
. . .

Endelig er begravelsen slut og folk begynder at gå ud af kirken. Jeg venter lidt, så jeg går ud som en af de sidste. På den måde undgår jeg Alex og hans familie. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skulle sige! "Det er godt nok skidt det med Jack, men i kan da glæde jer over at han har fået vinger og ikke skal betale for flybilletter". Det duer ikke! Jeg duer ikke til den slags sammenkomster!

Jeg begynder at gå hjem. Solen skiner ikke så meget mere, og der er kommet lidt flere skyer. Jeg tænker hele tiden på den smukke tale Alex holdte. På det tidspunkt forstod jeg hvorfor man skal have lommetørklæder med.

Jeg når huset og drejer nøglen så døren går op. Jeg er altid bange for at gå ind i huset, men når jeg er der er det ikke så slemt. Jeg tror jeg er bange fordi at de snildt kunne være kravlet ind af et vindue, imens jeg var væk. Men det er en åndsvag tanke, for jeg tjekker altid om alle vinduerne er lukkede før jeg går. De kunde jo bryde ind gennem vinduerne, men det ville mine naboer nok ligge mærke til. Det håber jeg ihvertfald.

Jeg skubber døren op med foden og træder ind i gangen. Jeg smider jakken på gulvet og skubber skoene af. Min første og forhåbenligt sidste begravelse er endelig overstået.

Jeg går ind i stuen og sætter lidt musik på, og falder om på sofaen. Jeg er fuldstændig smadret, men jeg skal i skole i morgen. Hvis mit fravær bliver meget større bliver jeg højst sandsynligt smidt ud, og så får jeg aldrig en uddanelse.