Hemmeligheder og løgne

Kapitel 12 - På besøg ved kongen

Jeg forklare at jeg gerne ville spørge spørgsmål omkring hans fortid og hvor meget af verden han har set. Han synes det lyder fint men da han siger det lyder han mega arrogant! Det er som om at han slet ikke gider men jeg vil bare gerne have mine svar. "Har du nogen sinde været i USA?" spørger jeg efter at have fået at vide at han aldrig har været i Europa. "Ja," svarer han. "Hvorhenne.?" forsætter jeg. Kong Anthony tænker lidt for han svare nogle forskellige stater. "New York, Tennessee, California... Jeg tror vist det var det - jeg har været på ferie i den alle." Imens Anthony opremser dem lader jeg som om at jeg skriver på blokken. Dog har jeg tegnet en fin blondekjole - ja jeg kan tegne tøj men dog ikke andet. Mine personer bliver tændstiksmænd så der er ikke nogen maniquindukke under. Jeg stopper med at tegne da han er færdig. "Sagde du Tennessee?" spøger jeg da jeg blev i tvivl. Han nikker. Nu er jeg blevet meget interreseret! "Hvor henne?" fortsætter jeg. Da Anthony svarer 'Nashville' har jeg lyst til at skrige. Jeg nøjes dog med at smile - et stort smil... "Når hvornår? Og hvorfor?" Kongen ser lidt skeptisk ud men jeg er ligeglad. Han må tror hvad han vil! "Jeg tror det var i 1999 eller måske 2002..." Han tænker lidt. "Et af de år eller der i mellem, nærmere kan jeg ikke huske." Jeg bliver lidt skuffet men jeg er stadig meget interesseret. "Men hvorfor var du der, ferie?" fortsætte jeg med at spørge. Anthony nikker ja og tilføjer: "En mandetur inden jeg skulle giftes med min kone." Jeg mumler hyggeligt og kommer med et par ligegyldige spørgsmål - jeg vil egentlig bare ud herfra for jeg har fået mine svar nu....

Jeg takker og siger at det var det og for første gang ser Anthony helt lettet ud. Jeg er faktisk lidt fornærmet. Sophie havde ret - han er ligeglad med os der ikke er stinkende rige, altså os normale folk. Anthony kalder på Satita og et minut efter banker hun på døren. Da hun åbner den ser hun at vi er færdige og tager mig med uden for kontoret. Satita bliver stående og ser forventningsfuld ud. Jeg selv, ligner et spørgsmålstegn. Satita fatter det og spørger hvordan det gik. "Fint, ikke noget specielt. Jeg det jeg kom for," svarer jeg. "Og hvad var det," fortsætter hun. Jeg laver en 'det er ligemeget' bevægelse med min hånd og siger: "Ikke noget vigtigt." Med det førte hun mig tilbage til den store entré. Da Satita tager min jakke ud af skabet kommen en høj und dreng gående nej af trappen længst væk fra os. Da han ser mig ændre han retning hen til mig. "Jamen hvem har vi så her Satita?" spøger han meget fornemt. "Gabriella - fra skolebladet, hr." svarer hun. Han rakker hånden frem og jeg tager imod den. Imens han nikker siger han at han hedder 'William - den anden'. Satita kommer hen med min trøje og jeg tager den på. William ligner en på 20 og jeg tror at han er Anthonys søn. Mine armen ryger ned langs mine sider. "Når jamen, tak... Så ses vi vel bare," bryder jeg den akavede stilhed. Jeg begynder at gå hen til døren men Satiata er hurtig til at stoppe mig. "Skal jeg ringe efter en taxa eller noget?" spørger hun og jeg ryster stille på hovedet. "Nej jeg tror bare jeg tager bussen eller går, jeg har nok også lidt brug for motion," griner jeg og siger farvel. Udenfor er det blevet lidt køligere men det er dog stadig 32 grader - så lang tid var jeg heller ikke der inde. Jeg traver i et godt tempo hen til Sophie for at fortælle hende det.