Hemmeligheder og løgne

Kapitel 44 - Forkert

Mine håndflader er fugtige og jeg tørrer dem af i mine bukser. Mit hjertes melodi bliver hurtigere og hurtigere. Mit blod sitre. Mine øjne er fugtige og jeg snøfter en gang. Alt dette sker mens jeg hører min far forklare:

"Du kom slængrende hjem for to timer siden. Du begyndte at hoppe i sofaerne og kaste med puder. Efter jeg havde råbt af dig lød du op på dit værelse, du larmede helt vildt så jeg sendte William op til dig. Han kom ned helt hvis i hovedet og sagde at du ikke havde nogen puls. Vi ringede til en læge og sad og ventede på ham da du kom ind."

Mens han siger alt dette snakker han med en rolig og afdæmpet stemme. Jeg kan ikke tro hvad jeg hører. Hvad fanden er det Ziki har givet mig?! Det kan ikke have blevet bedre med alkoholden...! Hvad har jeg dog ryddet mig ud i? Min far afbryder mine tanker. "Jeg er utrolig skuffet over dig, Gabriella! Stoffer OG alkohol?! Hvad tænker du dog på? Er du blevet het sindsyg? Hvis det her er kommet ud er du færdig. Forstår du alvoren i det her? Prøv nu at være bare lidt ansvarlig! Det er ligesom din første forside!" råber min far og bliver mere og mere vred for hver sætning. "Du ved ikke hvad jeg har været igennem!" snerre jeg tilbage. "Du har ligesom ikke været der hele mit liv, vel?! Jeg var bare en hemmelighed og nu hvor jeg er blevet sandheden er du altid vred og skuffet over mig! Lad mig fortælle dig noget, det her var ikke første gang." Den sidste sætning hvisker jeg mens tårerne løber ned af mine kinder. Anthonys ansigt går fra vred til overrasket, dog stadig skuffet. Jeg kan bare ikke gøre noget rigtigt, vel?! Jeg skynder mig at løbe der ud fra inden min far eksploderer. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... jeg gør alt forkert, tager den forkerte løsning, ender op i lort til halsen. Der er Tristan og nu min far. Sophie vil ikke kunne forstå mig, jeg har ikke fortalt hende historien. Faktisk er der ingen der kender min historie. Kun Ziki og resten af slænget. Jo Nicko og drengene kender den også, men det er kun Thea som kender den helt rigtige version. Hun var der jo. Det var hende der reddede mig. Hun gjorde meget mere end det...

Fra sengen af snupper jeg min telefon. "Ziki?" spørger jeg ind i telefonen. "Gabe! Min yndlings pige," udbryder han. "Du havde vist en vild fest i går," smiler han smørret. "Hvad snakker du om?" spørger jeg helt dumt. Jeg ved godt hvad han snakker om men hvordan har han fundet ud af det? "Du er forside igen, prinsesse. Selv her i Amerika!" forklarer han begejstret. "Hva'?!" Det er forståeligt, dog irriterende, at jeg er forside prinsesse på øen, med Amerika?! Min mor kan se det! Nicko kan se det! ALLE kan se det! Hvad har jeg dog ryddet mig ud i? Kan jeg ikke bare have et normalt liv? Gosh, hvor jeg hader det her lige nu! Enten kan jeg leve med det eller også...

"Ziki, hjælp mig."