Hemmeligheder og løgne

Kapitel 16 - Sandhedens time

En sten rammer mit hoved. Sådan føltes det ihvertfald. En sten løftes dog også fra mit hjerte. "Det er sandt..." Kong Anthonys stemme glider langsomt ind i mit hoved. Jeg dasker både William og Satita på armene og et par av'er kommer ud men jeg er lige glad. Jeg har fundet min far! Jeg krammer, nærmest knuser, William - jeg har en bror nu! Satita får også et. Mens min lettelse og glæder sætter sig på plads går Anthony (min far!) om foran skrivebordet. Det jeg er faldet ned og indset minusserne begynder Anthony at snakke. "Jeg kan vel ikke skjule den del af mit liv for evigt," begynder han. 'Den del af mit liv'? Uhm hallooo! Den del er mig, en person, med et navn! Rrrrrhhh... "Satita vi skal finde en måde hvor pressen og de nærmeste kan få det af vide," fortsætter han og kigger over på Satita. "Jeg tænker et pressemøde? Bagefter en fest?" forslager han selv. Satita er hurtig ude af døren for at få styr på det. "Og hvad gælder dig, William," snakker han videre. "Du er stadig den ret mæssige ejer af tronen og har så nu vel fået en søster eller noget," siger han som om at jeg er ligegyldig. Jeg kan snart ikke holde det inde mere - hvis jeg ikke snart får lov til at gå springes en bombe herinde... "Gabriella, vi må hellere snakke sammen alene." Jeg har lige fundet ud af at min far er en konge men jeg har også fundet ud af at min far er en klaphat...! Jeg gider egentlig ikke at snakke med ham alene.

"Hør Gabriella," begynder Anthony da William er gået. "Det var ikke meningen at din mor skulle blive gravid. Jeg ved det var forkert at være utro og jeg har egentlig bare fortrængt den tid. Lisa ved godt at jeg var hende utro men det har været mellem os hele tiden. Nu bliver resten af øen nødt til at vide min fejltagelse da jeg jo ikke bare kan sige at du er en ny stuepige - det synes jeg ikke er fair." Kan han selv hører hvad det er han siger?? Åh nej nu åbner han munden igen. "Jeg sagde at jeg elskede din mor for, det gør jeg, men det var ligesom ikke meningen og jeg har jo noget at leve op til. Jeg ved ikke om jeg kan være den der far-rolle for dig som du sikkert ønsker... måske er det bedst hvis du bare er som en kusine." Det er ikke et spørgsmål, det er en konstatering. Jeg har også en konstatering: Jeg kan ikke lide den idiot til min far. Her kommer jeg helt udskyldigt og så plapre han løs om at det var en fejltagelse som han ikke vil kendes ved! Hvad har jeg gjort ham?! "Jeg synes ikke at du skal bo her lige foreløbig men du skal vel også hjem på et tidspunkt til dit normale liv," fortsætter han. Jeg tager en dyb indånding så jeg ikke bliver til en bombe der springer. "Når men jeg er da glad for at jeg ved hvem du er nu," er det eneste jeg kan sige. Inden i mig er alarmen gået og jeg mangler brandvæsnet til at slukke ilden i mig. "Det var da godt, så skal vi ikke bare glemme alt det her og lade som om at du altid har været her?" fortsætter han. Brandvæsnet kom aldrig så ilden slugte resten af mig. "Det kan man ikke bare gøre! Først siger du at jeg var en fejltagelse og du egentlig bare har prøvet at glemme mig! Bagefter siger du at du ikke vil være min far men mere et fjerntfamiliemedlem! Du synes ikke at jeg skal bo her men jeg skal bare lades som om at jeg altid har været her?!" Der sprang bomben. Han er bare for meget! "Du er min far," forsætter jeg og jeg står op anklagende med en pegefinger for jeg er virkelig vred og skuffet over ham. Han var ikke som jeg troede min far ville være... "En far skal være der for en uanset situtation så jeg synes faktisk at du skulle mig en masse! Specielt når jeg har været en hemmelighed i 16 år - jeg er altså en person! Ikke en ting!" Anthony tager det stille og roligt og tysser på mig. "DU skal IKKE tysse på mig - din datter!" svarer jeg tilbage. "Okay måske greb jeg det her forkert an," indrømmer han og jeg sætter mig ned mens jeg mumler: "Det siger du ikke makker." Jeg vender øjne da jeg siger det og jeg håber faktisk på at han ser det. Det er det mindste han har fortjent. "Jeg vil selvfølgelig prøve at være der for dig som en far," prøver han igen og jeg er mere rolig denne gang. Nu er jeg kommet af med det meste. "Vi holder en pressekonference som jeg synes du skal med til så folk kan se dig. Bagefter holder vi en fest for min omgangskreds, måske et par gode pressefolk og efter det kan vi jo snakke om hvad vi gør. Lige nu skal vi fokusere på at få dette kaos i orden - et skridt af gangen, ikk?" siger han og jeg nikker og smiler - dette her er et ægte smil. Måske kan vi få styr på alt dette kaos sammen og jeg vil egentlig bare gerne lære min nye familie og nye venner at kende. "Til den der fest, må jeg så ikke tage min veninde med - hun bor her på øen," spørger jeg. Anthony tænker lidt men nikker så et ja. "Hvis hun kan opføre sig respektfuld," tilføjer han. Da han siger det kommer jeg til at tænke på at han nok mere skal være bekymret for mig. Jeg har ikke tænkt mig at være fint på den eller snakke som en snobbet type. Det kan godt være at jeg er blivet bedre med tiden men jeg er stadig den gode gamle mig! Og jeg har tænkt mig at forblive mig selv.

En af kongehusets chauffører kører mig hjem men jeg beder ham om at stoppe ved Sophie hus. Jeg skal fortælle hende de gode nyheder - specielt at hun må komme med til feste - det er lige hende! Og tro mig, jeg har ret. Sophie er ellevild og er så glad for det på mine vegne - hun vil da gerne hører mere om William og jeg stor smiler resten af dagen.