Hemmeligheder og løgne

Kapitel 26 - Hemmelighedens hemmelighed

En hånd rammer mit hovede og jeg vågner med smerte. Jeg fjerner hånden med slidt neglelak på og sætter mig op med den blå dyne rundt om mig. Ved siden af mig fylder Sophie 2/3del af sengen og er totalt splattet ud. Jeg er ikke så øm som jeg havde regnet med. Den tidligere kampsportudøver har været sød mod mig i nat. Jeg tøffer stille ud af sengen og ind på badeværelset. Jeg tænder bruseren og lader det varme vand lege med min nøgne krop. Hårlakken fra mine krøller igår løber ned i afløbet sammen med shampooen. Mens balsammen sætter sig i mit hår tænker jeg på igår. Pludselig slår det mig at jeg ikke ved hvad klokken er. Jeg skynder mig at skylle balsammen ud og med et håndklæde rundt om håret og et om min krop lister jeg mig ind på værelset. Sophie sover stadig og har overtager hele dobbeltsengen. Jeg finder min mobil frem blandt min tøjbunke. 10:53! Om 7 minutter kommer Tristan og jeg er først lige kommet d af badet! Jeg skynder mig at finde noget tøj frem og når lige at tage det på før jeg hører Satita åbne døren nedenunder. Mit uglede våde hår forbliver en fuglerede og jeg skynder mig at tage læbepomade på. Jeg snupper min mobil og lister ud fra værelset i strømpesokker. Jeg løber hen til trappen men skøjter det sidste af vejen. Nedenunder står Tristan og Satita og snakker. Jeg hopper ned af trapperne og skøjter på det glatte gulv hen til dem. "Halløj, halløj, mennesker!" siger jeg friskt. "Der er vist en der lige er stået op," smiler Tristan og jeg nikker. "Kom," siger jeg og fører ham ind i den blå stue. Vi sætter os i hver sin ende af den ene sofa. Vi sidder begge med benene bøjet og vores tæer rammer hinanden, mine oven på hans. "Du har kolde fødder," siger jeg. Han griner og siger: "Ja jeg har gået hele vejen herhen." Jeg smiler. "Hvor langt væk bor du da?" spørger jeg. "Var det ikke mig der skulle stille spørgsmålene?" svarer han flabet og jeg griner. "Så kom med det," siger jeg.

Tristan finder sin mobil frem og spørger om han må optage istedet for at skrive ned. "Dovenheden har overvindet drengen!" griner jeg med begejstring og nikker et ja. Tristan begynder at spørge indtil min hverdag derhjemme og min fortid. Jeg fortæller om Nicko og drengene men lader et hul være åbent. "Du er interesant," siger han. "Du har et hul på et et halvt år som du aldrig har sagt bare en lille smule om," fortsætter han og jeg kan ikke lide hvor det her er på vej hen. "Hvad er så hemmeligt at du ikke vil sige det?" Tristan kigger intenst på mig. "Hvis det er så hemmeligt tror du så at jeg bare ville sige det?" svarer jeg tilbage og kigger intenst på ham. "Jeg kan sige dig noget med hensyn til det, hvis du vil have det." Tristan nikker og spørger hvad det er. "Har du nogensinde prøvet at være lykkelig? Jeg har aldrig rigtig prøvet det, tvært imod," siger jeg stille og kan mærke en tåre løbe ned af min kind. Jeg lukker mine øjne og mærker vægten i sofaen ændre sig. Tristan sætter jeg ved siden af mig og trækker mig ind til ham. "Undskyld, det vidste jeg ikke, Gabriella." Jeg knuger mig ind til ham. En dejlig følelse rammer mig indvendig og jeg nyder dette øjeblik.

De stærke arme rundt om mig slipper langsomt og jeg kigger op i et par chokoladebrune øjne. En tot fra Tristans lysebrune hår ryger ned i hans pande og det er nu jeg kender ham bedst. Langsomt trækker han mig ind til sig. Jeg lukker øjne og mærker de bløde læber ramme mine. Jeg mærker Tristan smile midt i kysset. Jeg stopper hans smil ved at kysse igen.