Hemmeligheder og løgne

Kapitel 20 - Et anderledes liv

Jeg vågner op ved en let banken på mit vindue. Den fortsætter. Jeg kaster dynen fra mig og snegler mig der hen. Da jeg trækker gardinet for ser jeg at det bare var regnen der bankede på. Første gang jeg har set regnen på Grenada men solen skinner dog også. En regnbue er ved at danne sig i det fjerne. Jeg tror det her bliver en god dag. I morgen aften er den store velkomst fest for mig. Anthony og Lisa har udvalgt en helt speciel kjole - jeg har dog ikke set den endnu. Jeg har lidt på fornemmelsen at den er lyserød med tyl - en rigtigt prinsessekjole. Problemet er bare at jeg ikke vil have sådan noget på. Jeg har ikke bedt om at være en prinsesse og har heller ikke tænkt mig at opføre mig som en. Lidt rebelsk har man vel lov til at være en gang i mellem. Det lægger mig heller ikke naturligt at være en prinsesse, i det hele taget bare ikke at være en piget pige som snakker om sladder med veninderne mens man drikker te og har 3 kilo makeup på. Jeg vil bare hygge med mine drenge - og Soph!

Mens regnen siler ned udenfor mit vindue gør jeg mig klar til arbejde. Jeg kaster en sort hættetrøje over mit hoved og tager et par slidte blå shorts på. Et par klipklapper og mit hår er oppe i en knold. Jeg smutter ud af mit værelse og bliver mødt af et par blitz. "Åh! Okay," for jeg sagt frem mellem et par blitz. Der er en mand som stiller nogle spørgsmål men jeg hører egentlig ikke efter. Jeg prøver bare at masse mig igennem. Jeg kommer ud på den anden side af cirka 6 pressefolk men de joiner mig på min gåtur hen til Sophie. "Hvor er du på vej hen i det laset tøj?" spørger manden fra før. "Arbejde og det er ikke laset tøj - det er mit eneste tøj," svarer jeg igen og går stille i min engen verden hen til butikken. Ved siden af Borger Service lægger en cafe. Et par stykker ude foran cafeen vender sig rundt for at se mig. Ubehageligt. Der sidder dog en inde på cafeen som fanger mit øje. Det er drengen fra pressekonferencen. Et smil dannes på hans ansigt nedenunder de brune øjne. Jeg smiler igen og går ind i butikken.

Da jeg kommer ind skynder jeg at lukke døren efter mig så pressen ikke kommer ind. "Hej Soph! Der skal nok komme flere mennesker her ind efterhånden - alle er jo så hjælpeløse," griner jeg og giver hende en krammer. Da jeg lukkede døren tænkte jeg selvfølgelig ikke over at vi har åbent og at døren ikke er låst. Efter krammet kommer et par stykker ind fra før - deriblandt er spørgsmålsmanden. "Er det Sophie?" spørger han og Sophie nikker. "Prøv at hør, hvis I ikke har brug for noget relateret til butikken vil I så ikke være søde at finde en anden at irritere?" spørger jeg i en lidt hård tone. Dog ikke så hård som jeg havde håbet. De nikker stille men går ikke. "Jeg er altså bare en normal pige med et normalt liv - jeg er ikke interesant!" fortsætter jeg da de er ret irriterende. "Søde, dit liv bliver aldrig normalt igen," siger manden og går ud med de andre i hælene. "Skønt," siger jeg sarkastisk og går om bag disken sammen med Sophie.

I løbet af dagen har der været et par pressefolk inden men det er vel noget vi kan vænne os til - tror jeg. Sophie kommer ind med nogle salater. "Ved du godt at det nærmest er umuligt at få din specielle salat?" spørger hun og henviser til min salat med granatæblekerne og mango. Jeg nikker. Det er ikke fordi at jeg er forvirret men jeg kunne bare virkelig godt spise det lige nu. Jeg trøste spiser over den kommentar pressemanden sagde. 'Dit liv bliver aldrig normalt igen.' Jeg tænker lidt over det da vi sidder og spiser og siger så: "Jeg har jo aldrig haft et normalt liv så hvordan kan mit liv aldrig blive normalt igen?" undre jeg mig over højt. Okay måske er jeg bare lidt forvirret. "Tænkt over det, han har ret. Du har blåt blod i årene. Pressen vil ikke stoppe med at opsøge dig - forhåbenligt ikke ham drengen som går forbi lige nu. Du ved godt at han er gået forbi her sådan hver time, ikk?" spørger Sophie med et fjoget smil på læben. "Hvem?" spørger jeg og kigger ud af det store vindue ved siden af døren. Jeg når lige at fange et par brune øjne med en lille tot hår hængende ned i panden. Han er væk. "Det har jeg ikke lagt mærke til men jeg skal sige dig noget," starter jeg og fortæller om at han også var der i går men forblev stille og at han i morges sad inde på cafeen. "Du har ret. Der er et eller andet med ham!" konstatere Sophie og vi går videre med dagen.

"Hvad tid skal jeg hente dig?" spørger Sophie da vi er ved at lukke om aften. Hun vil hente mig i morgen så vi sammen kan køre hen til kongehuset og gøre os klar til festen. "I morgen?" spørger jeg konstaterende og forslager en tid. "Ved tre tiden?" "Jeg kunne også hente dig ved et tiden og så kan vi spise frokost sammen?" forslager Sophie og jeg nikker. Sophies mor passer butikken imens. "Det var vist det," siger Sophie og giver mig en farvel krammer. "Vi ses," siger jeg og tager mine ting.

Udenfor er det blevet mørkt og jeg påbegynder min lille tur hen til motellet. "Hej," hører jeg en sige bag mig og vender mig om. Jeg ser det samme smil jeg så i morges. "Stalker du mig eller hvad?" spørger jeg ligeud. Drengen griner et perfekt grin og siger så: "På en måde." Han rækker din hånd frem og jeg tager imod den. "Tristan." "Gabriella." "Det ved jeg," siger Tristan og jeg ser mærkeligt på ham. "Jeg er en journalist." Jeg nikker forstående. "Så det er derfor du stalker mig," griner jeg. Tristan smiler tilbage. "Jep og efter jeg har skrevet min historie kommet jeg og dræber dig," siger han med en truende stemme og et blik der kunne dræbe. Vi bryder ud i grin og jeg siger: "Ej hvor er jeg bange," mega sarkastisk. Vi går resten af vejen til motellet og snakker om alt mellem himmel og jord. "Så du skred fra din elendige plejefamilie og startede forfra her?" spørger jeg for at forstå og Tristan nikker. "Men hvorfor lige her?" fortsætter jeg. "Jeg ved ikke..." siger han og tænker lidt. "Grenada lægger jo nærmest ved siden af Venezuela så selv om jeg var bange, føltes det ikke så langt væk men var dog stadig et nyt sted." Jeg nikker. "Tak fordi at du ville følge mig hjem." Vi står foran min dør og jeg har min nøgle i min hånd. "Det var da så lidt," siger han og jeg låser op. "Vi ses stalker," smiler jeg. "Vi ses prinsesse," smiler Tristan tilbage. Jeg har en mærkelig følelse indeni efter jeg har lukket døren. Der er et eller andet med ham, tænker jeg. Noget mystisk.